til symbol nr. 78
 
Artikelsamling 1, Den mentale treenighed, stk. 20.1-20.2 20.1 Min analyse af det levende væsen og verdensaltet viser to realiteter, der hver især udgør det samme treenige princip, og nævnte princip bliver derved tilværelsens eller livets grundanalyse. Intet levende væsen vil således kunne eksistere uden at udgøre denne analyse. Vi kan nemlig ikke komme uden om dette, at nævnte væsen udgør en tilkendegivelse af et "noget", der oplever, har vilje, tænker, skaber eller manifesterer sig. Enhver ting, i hvilken disse faktorer ikke er til stede, udtrykker vi som en "død ting". Denne "døde ting" kalder vi sædvanligvis "materie". Den hører til det materiale, igennem hvilket det førnævnte "noget" manifesterer sig, danner organisme og de tankeformer og udtryk for mentalitet, som netop i sig selv udgør livets oplevelse. Det er denne materie, der i mit hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som "X3".
      Men når materien således bliver gjort til materiale for livets oplevelse, afslører dette jo, at der eksisterer en evne, i kraft af hvilken man kan udløse denne proces og dermed skabe sin manifestation eller synliggørelse. Denne evne er "skabeevnen", der ligeledes kendes fra mit hovedværk som "X2". Den igennem denne skabeevnes funktion synliggjorte materieforvandling afslører altså et højere "noget", idet skabeevnen umuligt kan eksistere selvstændigt, men derimod udelukkende kun som en egenskab ved et "noget", der kan herske, byde og befale over den. Dette "noget" er altså det levende væsens "jeg" og udtrykkes i "Livets Bog" som "X1". Disse tre foreteelser danner altså tilsammen den enhed, vi kender som "det treenige princip". Dette treenige princip er som nævnt det levende væsens grundanalyse. Intet levende væsen kan eksistere uden netop i kraft af, at det udgør nævnte princip. Da vi med lethed kan konstatere, at selve verdensaltets struktur består af de samme tre uadskillelige foreteelser eller principper, der netop lige akkurat udgør de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen", bliver verdensaltet hermed også synligt som "et levende væsen". Og det bliver igennem denne enkle og simple analyse en kendsgerning, at det levende væsen er et billede af selve universet eller verdensaltet. Det er en "kopi" af Guddommen. Det er en bekræftelse på "Bibelens" beretning om Adams identitet som "mennesket i Guds billede". 20.2 Men "Bibelens" beretning, der jo er baseret på en kosmisk analyse, viser os, at mennesket ikke altid er i "Guds billede". Det hedder nemlig heri, at nævnte guddommelige menneske er noget, der skal blive til, idet Gud siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Denne guddommelige sætning fortæller os altså, at Adam, som jo er det jordiske menneske, på det tidspunkt, hvor den guddommelige vilje og tanke udløste ovennævnte befaling, ikke eksisterede i "Guds billede". Ja, jordens nuværende inkarnation var endnu i sin spæde vorden. Og for at "mennesket i Guds billede" kunne blive til, måtte der altså foregå en "skabelsesproces".
      Ud af vældige stjernetåger, ud af glødende ildmasser, ud af store koncentrationer af "tyngdeenergi", måtte der ligefrem afskæres eller udskilles et særligt bestemt kvantum, som kunne bindes ved hjælp af "følelsesenergien" (verdensaltets kulde), således at de kosmiske kræfter, den kosmiske "C-viden" fra foregående spiral eller de levende væseners vanebevidsthed fra deres tidligere kosmiske bevidsthedstilstand i form af "instinktenergi" kunne begynde at gøre sig gældende. Og ud af disse samarbejdende kræfter ser vi et "sollegeme" blive til. Dette sollegeme bliver mere og mere afkølet på grund af "følelsesenergien" og begynder at få detaljer i kraft af "instinktenergien". Der bliver atmosfære omkring denne klode. Luft og vand opstår. Disse foreteelser er ganske vist endnu giftige eller uegnede for et højere bevidsthedsliv, men efterhånden får de levende væseners "instinktenergi" eller kosmiske "C-viden" overvundet alle generende detaljer. De giftige foreteelser skiller sig ud, og det krystalklare vand opstår, der senere skulle betyde livsrum for de allerførste former for det dagsbevidste livs indtrængen på jordkloden. Den kosmiske "C-viden" eller "instinktfunktionen" bryder endnu stærkere frem. Krystalliseringen begynder, mineralriget opstår, dernæst planteriget. Man begynder at kunne "ane" på det fysiske plan. Og med dette vågnende liv indtræder genskinnet af "den guddommelige verdens" vanebevidsthed, såvel som "salighedsrigets" "guldkopier", ind på det fysiske plan og åbenbarer her noget af deres lysende og funklende ideverden og farvepragt i form af blomster- eller planteriget i den ellers så grove materielle verden. På dette tidspunkt begynder "Eva" at blive dannet af "Adams" "ribben", og dyreriget opstår.
      Men den guddommelige plan føres videre i sin udfoldelse. Det jordiske menneske begynder at se dagens lys. Men det jordiske menneske er Guddommens modsætning, er Guddommens kontrast. Og på denne kontrast kan "det rigtige menneske" eller konturerne af "Guds billede" begynde at blive synlige. Og "Adam" og "Eva" nærmer sig sin guddommelige bestemmelse. Det jordiske menneske har altså endnu ikke nået denne sin bestemmelse, selv om det ganske vist er i nærheden af dens opfyldelse. Det er endnu ikke helt "mennesket i Guds billede". Den guddommelige skabelsesproces er ikke tilendebragt, men den er begyndt at nærme sig sit store mål i et hastigt eller forceret tempo. Det er dette forcerede tempo, vi oplever som krig, ufred, sorg og lidelse.
 
 
Livets Bog, bind 4, stk. 1278-1280 1278. Der har altså været en tid, hvor den klode, vi i dag lever på, ikke eksisterede på det fysiske plan. Men da dens eksistens ikke desto mindre i dag alligevel er en uomstødelig kendsgerning på nævnte plan, bliver det jo lige så uomstødeligt en kendsgerning, at al den materie, alle de kræfter, alle de energiarter, alle de former for levende væsener, der i dag befinder sig på eller udgør vor klode, har befundet sig i en tilstand, der ikke var fysisk. At de ikke desto mindre alligevel eksisterede, bliver til kendsgerning derved, at "noget umuligt kan blive til af intet". Men når den materie og det liv, der i dag udgør vor klode, således eksisterede, men ikke var af "fysisk" natur, kunne nævnte absolut kun være af "åndelig" eller "stråleformig" natur. At al denne materie var af "åndelig" natur, betyder jo ikke, at den var en tilfældig, kaotisk, død masse, thi hvis den havde været dette, hvorfor skulle den så ikke have fortsat med at være en lige så kaotisk og død masse på det fysiske plan? – Når det er en kendsgerning, at den lige fra sin fortidige tilsynekomst som lysende tåge eller ildtilstand har været underkastet en så logisk og fuldkommen planmæssig skabelsesproces, at den har kunnet resultere i det strålende resultat, som en menneskehed, der kan begynde at beherske elementerne og igennem de dermed indvundne erfaringer kan begynde at tænke Guds tanker efter, kan begynde at opleve livsmysteriets dybeste løsning, vil der således ikke være noget som helst, med hvilket man kan underbygge en erkendelse, der går ud på, at jorden og alt, hvad der er på den, i sin "åndelige" form har været en livløs stofmasse uden plan og hensigt. Hvorfor skulle denne planmæssighed vel også først have begyndt med stoffets forvandling til fysisk, synlig materie? – Alt udtrykker således eller gør det til kendsgerning, at stoffet også i sin "åndelige" eller "stråleformige" tilstand eller struktur har udgjort lige akkurat opfyldelsen af de forudgående betingelser, der danner grundlaget for, at det senere i sin fysiske tilstand netop kunne komme til at udgøre det førnævnte resultat. Men når materien har opfyldt sådanne betingelser, afsløres det jo dermed, at dens åndelige eksistens også har været lige så logisk og planmæssig som dens fysiske. 1279. Det er muligt, at man her vil hævde, at jorden er en forhenværende masse, der er revet bort fra solen og i virkeligheden således kun er et brudstykke af denne, men som i kraft af denne løsrivelse og på grund af sin lidenhed i format og stofmasse i forhold til solen naturligvis måtte blive hurtigere afkølet end selve solens masse. Men selv om også denne omstændighed har været gældende for jordens vedkommende, vil det ikke kunne forandre noget i selve dens udviklingsprincip eller identitet som "levende væsen". Alle kloder er jo så at sige revet ud af større sole eller ildhobe, med hvilke de igennem overgangen fra åndelig til fysisk strålemasse har været forbundet. At noget har været forbundet med en større masse af samme slags stof er jo ingen garanti eller bevis for, at den løsrevne del ikke er selvstændig eller individuel. Al celleudvikling foregår ved en spaltning. Og mange planters formering foregår ligeledes ved spaltning (stiklinger eller aflæggere), ligesom man heller ikke helt kan frikende fosterdannelsen og den heraf efterfølgende udskillelse af fosteret fra moderens legeme indenfor pattedyrene for at være en slags spaltning. En solmasse, der fra en større solmasse slynges ud i rummet og derefter i sig rummer alle betingelser for at danne en selvstændig klode med levende tænkende væsener, må dog nødvendigvis i sit princip erkendes som noget mere end et slet og ret skår fra en ituslået glødende og flammende mineralforeteelse. Den kan i sit princip ikke sammenlignes med skåret fra et lerfad, en kop eller et glas, der er slået i stykker. Sådanne skår viser ingen tegn på at kunne fortsætte en selvstændig udvikling hen imod organisk, animalsk liv. Enhver spaltning af et legeme, der resulterer i selvstændigt fortsættende liv for hver enkelt del, der ved spaltningen er udskilt fra moderlegemet, kan kun eksistere som udgørende en form for "fødsel". 1280. Her vil man måske igen hævde, at dette er rigtigt nok, men at sådanne fødsler altid bringer børn af samme art eller natur som forældrene, hvilket altså vil sige, at cellespaltningen resulterer i en ny jævnbyrdig celle, en stikling af en plante bliver til en plante af samme art som moderplanten, en hund føder en hundehvalp, og et menneske føder et menneske. Med hensyn til en klodes fødsel eller udspaltning fra en større solmasse eller nærmere præciseret: jordens eventuelle udskilning fra sollegemet, da kan man ikke sige, at jorden er blevet en klode eller et væsen af samme art som "moderen" eller solen. Jorden, som "levende væsen" betragtet, er jo en væsensart, der tilhører en, solvæsenets spiral underliggende spiral, nemlig "klodespiralen". Vi er således her i jordens tilblivelse vidne til en "fødsel", hvor modervæsenet "føder" et "barn", der ikke tilhører dets egen spiral. Man vil således her mene, at man ikke i noget som helst tilfælde har noget sidestykke til en sådan form for "fødsel". Man vil derfor påberåbe sig, at jorden ikke kan være et "barn" af solen, således som en celle er et barn af en anden celle, eller et menneske er et barn af et andet menneske. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Men dette forandrer alligevel ikke den omstændighed, at jordens spaltning ud fra en større solmasse er en variation af "fødselsprincippet". Nævnte princip strækker sig jo langt videre i sin natur end de variationer, i hvilke fødselsobjektet er et barn af samme art som moderen.
 
 
Livets Bog, bind 2, stk. 419-421 419. "Elektricitet" er således det første, der bliver til, når der skabes en fysisk klode eller et himmellegeme ude i verdensrummet, såvel som den også er det første, der bliver til, når et væsens organisme skal begynde at skabes. Hvad er en undfangelse, et samleje eller en seksuel akt andet end en udløsning eller forplantning af "elektriske" kræfter? – Begynder den ikke netop som en overordentlig livlig tankemanifestation, der omsat i praktisk handling på normal måde gennem de seksuelle organer forplanter sig til "sæden", der jo er organismens "frø", er en art fysiske "talentkerner". Ved denne stærke belivelse fra de pågældende væseners seksuelle tankemanifestation, der jo virker som en art ekstase, bringes, forudsat at den seksuelle akt er fuldkommen, sæden under betingelser, hvorved den kan komme til "spiring" og en ny organismes skabelse dermed tage sin begyndelse.
      Det første, der bliver til ved en organismes skabelse, er således en opsummering af mentale kræfter, der kan forplante sig videre igennem fysiske kræfter. Og det er jo lige akkurat det samme, der sker ude i verdensrummet, når et nyt himmellegeme skal skabes. Et himmellegeme er jo i sin kosmiske analyse en organisme, er et fysisk manifestationsredskab for et jeg på samme måde, som vor egen fysiske organisme er et redskab for vort eget jegs manifestation på det fysiske plan. Og ligesom vor egen organismes skabelse ikke kan tage sin begyndelse uden igennem en seksuel akt, altså en overordentlig udløsning af dertil egnet tankeenergi, der igennem sin praktiske udfoldelse, dels bevirker sædens overførelse fra hankønsorganerne til hunkønsorganerne, og dels beliver sædkimene, så den nødvendige "spiring" eller udvikling kan tage sin begyndelse, således er også enhver klodes tilblivelse betinget af en forudgående overordentlig seksuel tankemanifestation af væsener fra makrokosmos.
      Det første for jordmennesker rent materielt synlige af denne proces, denne "makrokosmiske seksuelle akt", udgøres af alt, hvad der eksisterer som "stjernetåger". Disse udgør således i virkeligheden udløst "makrokosmisk sæd". I denne "sæd" bliver der flere og flere koncentrerede punkter synlige, der efterhånden glider ud og fra deres nebuloseagtige tilstand, fortætter sig til selvstændigt lysende systemer. Det er disse systemer, vi kender som "solsystemer". Disse udvikler sig igen videre og afslører sig også efterhånden som bestående af koncentrerede punkter, hvis lys er i stærk aftagende, ja, for nogles vedkommende endog helt udslukket. Disse mørke eller udslukkede punkter udgør det, vi kalder "planeter". En sådan "planet" udgør jorden.
      Da disse mørke kloder i mange tilfælde har knyttet til sig mindre "planeter", vi kalder "biplaneter", "drabanter" eller "måner", udgør de jo i sig selv også et system. Som bekendt har jordkloden dog kun en sådan biplanet eller måne. Men at jordkloden på anden måde også udgør et umådeligt system med myldrende liv og energifunktioner, ja, er en hel organisme med mikrovæsener i kød og blod, er jo forlængst blevet en kendsgerning for den udviklede forsker. 420. Vi er således her blevet vidne til en "makrokosmisk fosterdannelse". Vi har set den "makrokosmiske sæd" (stjernetågerne) blive til mere og mere komplicerede systemer, ja, de blev endog af en sådan fuldkommenhed, at i det mindste et af dem (jordkloden) blev til en organisme, hvis mikroindivider blandt andre var mennesker, hvilket igen vil sige væsener med langt fremskreden tænke- og forskeevne, væsener med en begyndende højintellektualitet, væsener der kan begynde at efterforske og dermed opleve deres eget makrovæsens natur og deres egen identitet som udødelige eller evigt eksisterende gudesønner. Vi har altså set en udviklingsproces, der faktisk formede sig som en ild, der slukkedes. Dette har naturligvis også i allerhøjeste grad medvirket til at besværliggøre menneskenes tilegnelse af det rette eller absolutte verdensbillede. Da jordmenneskene i umindelige tider ikke har kunnet undgå at føle solen som lys- og varmekilde, ja, som virkelig kilde til alt fysisk liv, idet der jo altid for det fysiske syn blev mørke og kulde, der hvor dens kræfter ikke kom, er denne livskilde i overordentlig udstrækning blevet dyrket af fortidsmennesker som identisk med selve Guddommen.
      Ja, det er vel heller ingen overdrivelse at udtrykke, at enkelte af selve den moderne forsknings pionerer har betragtet solen eller solene som verdener, der var af langt højere natur end de kolde og mørke fysiske verdener, og anså disse himmellegemer for at være boliger for væsener af langt højere intellektuel rang end de, de kolde fysiske kloder var bestemt til at huse. Og er det ikke således i dag, at den moderne forskning docerer de nævnte kolde kloder som "døende" eller "døde" verdener? – Og det er jo ganske naturligt, at den måtte komme til dette ræsonnement, sålænge den endnu kun støtter sig på rent ydre jordisk-fysiske foreteelser og ikke kender den usynlige kosmiske årsagsverden bag ved eller livet på de højere fysiske verdener. Den bliver derfor offer for den samme illusion som den, der har bragt almenheden til at fælde de fleste tårer, nemlig illusionen om "døden". Men intet er således mere fejlagtigt end det førnævnte ræsonnement. Ligesom det levende væsen ikke er dødt, fordi det ikke mere er i sit fysiske legeme, således er en klode heller ikke død, fordi den ikke mere er en fysisk sol. Tværtimod, vi skal nu se tilfælde, hvor den endog langt overtrumfer solen i sin fremtræden som udtryk for liv. Det er naturligvis rigtigt, at det levende væsens fysiske legeme opløses i sin natur, når det bliver forladt af jeget, og at de kolde fysiske kloder ligeledes går en opløsning i møde, når disse bliver forladt af de bag disse eksisterende jeger. Det, vi kalder "måner", udgøres som regel af sådanne "klodelig". Men det, vi her skal pointere, er, at en klodes jeg ikke har forladt kloden, fordi den ikke mere eksisterer som en sol, men fremtræder som en "afkølet" klode. Tværtimod, en sådan "afkølet" klode bliver jo netop det pågældende klodejegs fornemste redskab for udfoldelse af "intellektualitet" på det fysiske plan.
      Hvis vi f.eks. ser på vor egen klode, den fysiske jord, da er det jo åbenlyst, at der her igennem det fysiske jordlegeme åbenbarer sig et umådeligt ocean af kræfter, der i virkeligheden kun eksisterede i kimtilstand i det samme jordlegemes tidligere ildtilstand, og at tilsvarende kræfter i dag ligeledes kun findes i kimtilstand på den nuværende sol. Vor fysiske jord er således en langt mere fremskreden klode i sin spiral, end solsystemet er i sin. Den eneste overlegne forskel, der er imellem disse to himmellegemer, er denne, at solsystemet tilhører en overliggende spiral. Men nævnte system er altså et "yngre" væsen i denne spiral, end jordkloden er i sin spiral. 421. Da jordkloden såvel som solen udgør organer i en endnu større organisme (mælkevejsvæsenets) og derfor må have hver sin mission eller opgave at løse, bliver det store spørgsmål, hvad disse opgaver går ud på. Også dette er let at svare på. Hver af de to klodearter repræsenterer jo højst forskellige kræfter. Vi er jo allerede blevet bekendt med, at solkræfterne var reaktionen af "salighedsvæsenernes" længselsenergiers møde med instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, hvilket altså vil sige spiralens uintellektuelle energier. Sammenspillet af disse blev jo en forplantning af livets fysiske materier. Kort sagt, nævnte proces blev identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet "seksualisme". Alt solskin i verden er således "makrokosmisk seksualenergi". Det er altså denne energi, som i sin inderste kilde stammer fra de himmelske væsener, der er befordrende af al fysisk tilblivelse eller skabelse. Ingen fysiske organismer eller legemsopbygning ville være muligt uden en sols skin, dens lys og varme.
      Når vi ser på den store organisme, som jordkloden udgør et organ i, er det jo åbenlyst for alle, hvor vigtigt solkræfterne, hvilket altså vil sige "seksualenergierne", er, og hvor umådeligt et kraftcenter de samme energier forholdsvis repræsenterer i en organisme.