94.2 Ved at menneskene har fået intelligensen udviklet så hurtigt, som de har, har det bevirket, at de har kunnet anvende denne begavelse, disse kræfter, som de behersker, i deres primitive og endnu uudviklede naturs tjeneste, dvs. i egoismens og selviskhedens tjeneste. Mennesket er jo kommet fra dyreriget, og denne forvandling fra dyr til menneske er sket igennem de to seksuelle poler, den maskuline pol og den feminine pol. På et stadium i dyreriget var polerne meget kontrastrige i væsenerne, den ene pol var dominerende, mens den anden var latent. I hankønsvæsenet var den maskuline pol dominerende, og den feminine latent. I hunkønsvæsenet var det omvendt, der var den feminine pol dominerende, og den maskuline latent. Men på et givet stadium begyndte den latente pol at udvikle sig. Det var nødvendigt, for væsenet skulle ikke blive ved med at være et dyr. Det er jo meningen, at væsenet skal blive til et menneske i Guds billede efter Guds lignelse, og det kan man ikke sige, at dyret er.
      Væsenet måtte forandres, der skulle mere til for at blive i Guds billede. Det, der skulle til, var foreløbig en vis grad af intellektualitet. Væsenet skulle med denne intellektualitet gøre en overordentlig stor mængde erfaringer, der var virkninger af dets ufærdige mentalitet, af dets endnu dyriske tendenser. Vi ser, at det er kulmineret i, at man er i stand til at skabe de mest kolossale, dræbende mordvåben. Man kan mangfoldiggøre de dyriske tendenser, man kan tilegne sig mange egoistiske tilfredsstillelser netop igennem denne intelligens. De kloge udnytter de mindre kloge. For tiden oplever vi netop hele denne ufærdige og ufuldkomne tilstand i form af den såkaldte dommedag, som er blevet bebudet i Bibelen. Kristus bebudede jo, at denne dommedag skulle komme. Dommedagen er det store resultat af en menneskelig begavelse, styret af en dyrisk mentalitet.
      Selvfølgelig er det ikke bare dyriske realiteter, der forekommer i verden. Menneskene har jo også i nogen grad fået udviklet en anden side, den dobbeltpolede tilstand. Det første i denne udvikling var udviklingen af intelligensen, og den anden side, der skal udvikles, er den kærlige side eller den humane evne. Den kan ikke som intelligensen udvikles ved undervisning. Man kan ikke lære sig at blive kærlig, men derimod kan man lære sig intellektuelle foreteelser, man kan lære, hvordan ting skal skabes. Man kan også lære, hvordan et kærligt væsen handler, men deraf bliver man ikke selv kærlig. Hvis man bliver kærlig af en vejledning, er det fordi, man har den kærlighed i forvejen, men måske ikke forstod at bruge denne kærlighed rigtigt. Kærligheden eller humaniteten kunne ikke komme frem på en så hurtig måde som intelligensudviklingen. Kærligheden eller humaniteten kunne kun komme frem igennem erfaringer, og det måtte jo så blive lidelseserfaringer, der i første omgang kom til at gælde.
      Verden er i dag så fuld af lidelseserfaringer, sygdomme, nød og elendighed, samtidig med at menneskene har en vældig begavelse og kolossalt geniale goder. Men ikke desto mindre er der millioner af mennesker, der sulter ihjel, og der er millioner af mennesker, der ikke kan komme på hospital og ikke kan blive behandlet for deres sygdomme. Der er altså et kolossalt ocean af forfærdelige, ufærdige tilstande, og disse ufærdige tilstande skyldes udelukkende manglende kærlighed, manglende humanitet. Denne humanitet kommer så i første omgang frem ved, at menneskene kommer igennem lidelseserfaringerne. Igennem alle de lidelser, et menneske har oplevet i løbet af sine forskellige liv, affødes evnen til at forstå andre væseners lidelser. Man får en fantasievne, igennem hvilken man i sin fantasi kan få en mental oplevelse af, hvordan den og den lidelse virker på det og det menneske eller det og det dyr eller den og den plante.
      Man kan blive umådelig fuldkommen i at kunne opleve andres lidelse i sin bevidsthed, og denne oplevelse kan altså kun komme igennem erfaringstilstande. Man kan ikke lære sig til det, men igennem alle de lidelseserfaringer, sygdomme og besværligheder, vi har haft i tidligere tilværelser, står det inde i vor højeste struktur, i vor overbevidsthed. Vi kan ikke huske det i dagsbevidstheden, men erfaringerne virker frem ved givne lejligheder og er med til at danne et billede af det objekt, som vi i øjeblikket er indstillet på, f.eks. et sygt menneske. Hvis vi har oplevet noget i samme retning, bevirker det i vor fantasi, at vi forstår det lige med det samme. Vi kan gøre os helt klart, hvordan det menneske har det, eller hvordan den og den situation føles. Det er denne evne, vi kalder medlidenhedsevnen. Medlidenhedsevnen breder sig og udvikler sig mere og mere. Det bliver ikke blot de grove lidelser, de store grove foreteelser af ulykker osv., man kan mærke, men det bliver også mange fine detaljer. Man siger, at et menneske er fintfølende. Det mærker ikke blot lidelserne hos andre, det mærker også ord og sætninger, det ikke vil sige, fordi det virker ubehageligt og generende på de mennesker, det går ud over.
      Dette forandrer mennesket mere og mere, og der opstår således en vis sympatitilstand. Efterhånden får mennesket sympati for andre mennesker. Det lyder måske mærkeligt, for man mener jo selvfølgelig, at alle mennesker da har noget sympati. Det har de også i dag, men vi skal huske på, at vi kommer nede fra dyret. Vi kommer fra en tilstand, hvor bevidstheden ikke kunne beskæftige sig med andet end parringsdriften og beskyttelsen af afkommet, og hvor dette var det højeste lys, der overhovedet kunne opleves på det materielle plan. Det er det jo også endnu i stor udstrækning for jordmenneskene i deres første store udvikling inden for menneskeriget. Der er parringsdriften endnu det højeste lys. Dette, at de bliver forelsket, at de bliver elsket og genelsket, at de får børn og holder af disse børn, er jo et guddommeligt lysvæld, som de kommer til at opleve her i mørket. Hvad skulle da ellers være lys, hvis ikke dette var lys? Og er der noget andet lys for dyrene end denne deres parringstilstand? Er det ikke således, at alle dyr må have det sådan, at enhver er sig selv nærmest? Er det ikke sådan, at det dræbende princip er en livsbetingelse i dyreriget? Er det ikke således, at det også for menneskene i en vældig stor grad i deres udvikling er en livsbetingelse at dræbe? Hvorfor i alverden fører menneskene krig? Hvorfor ødelægger, dræber og myrder og hævner de? Det er altså disse betingelser, der hører disse udviklingstrin til. Parringsdriften, den seksuelle nydelse, den fornemmelse af salighed, der opstår, når to væsener i deres forelskelsestendens eller rus udløser parringsakten, er den højeste flamme, der eksisterer i dyreriget.
      Men det er ikke facittet på menneskehedens udvikling og på Guds skabelse af mennesket. Det er slutfacittet på dyrets tilstand, men menneskeheden er bestemt til noget meget højere. Dyret har sin kærlige sympatitilstand inden for dette parringsområde med sin mage og sit afkom, men for væsenerne udenfor kan der højst være tale om en slags tolerance i form af en slags flokbevidsthed, som væsenet er nødsaget til at være i for at kunne beskytte sig. Arterne må være i flokdannelse for bedre at kunne beskytte sig i de forskellige situationer, de kommer ud for. Men denne flokbevidsthed er ikke en kærlighedstilstand. Det er ikke engang en sympatitilstand, det er en instinktmæssig, automatisk sammenknytning af væsenerne. Hos menneskene eksisterer den også i nogen grad i form af alle disse sammenslutninger, foreningsdannelser osv. Det er nogle efterdønninger af denne tilstand. Foreningsdannelse er jo også en flokdannelse for at få bedre kraft og styrke til at kunne opnå et formål. Men det er ikke kærlighed. Gennem lidelserne udvikles den sympatifølelse, som vi kalder kærlighed.
      Inden for menneskeriget hedder det sig jo, "du skal elske din næste som dig selv". Når det er meningen, og menneskene virkelig kommer til at elske sin næste som sig selv, hvordan går det så i ægteskabet? Hvordan ville hustruen tage det, hvis manden elsker alle andre lige så vældigt højt som hende? Eller omvendt, hvordan ville manden tage det, hvis hustruen går hen og omfavner og kærtegner alle mennesker og er lykkelig? Ville det kunne blive et lykkeligt ægteskab? Nej, det ville det ikke kunne blive, for ægteskabet er ikke baseret på virkelig kærlighed. Ægteskabet er baseret på en kunstig befordret sympatitilstand. Den befordres i kraft af en organisk struktur ved en frembringelse af sekreter osv., der er i stand til at fremføre en forstærket elektrisk natur, en forstærket tanketilstand, en forstærket følelsessympatitilstand, som vi kalder forelskelse. Denne forelskelse binder væsenerne sammen, og den befordrer den parringsdrift, som er nødvendig, for at der skal kunne skabes nye organismer for de diskarnerede væsener. De skal inkarnere på jorden, og derfor skal der skabes nye organismer, derfor må parringsdriften stadig eksistere. Samtidig er parringsdriften det højeste lys for væsenerne på de primitive stadier nede i dyreriget og for de fleste mennesker endnu. Det store flertal af menneskene er ikke bevidst i noget højere lys end ægteskabets forelskelse, den højeste salighedstilstand.
      Men der er også en gruppe mennesker, som er nået længere frem, og som afviger herfra ved at have en anden sympatitilstand. Den modsatte pol, som gav menneskene intelligensudviklingen, og hvorved de fik lidelseserfaringer og erfaringsudvikling, skabte og udviklede denne anden sympatievne. Den skal vokse frem til ikke blot at være noget med kærtegn og det at have en mild og venlig natur osv. Den skal bringes frem til, at man er knyttet til alle andre væsener, absolut knyttet til dem, ja endnu mere næsten end mand og kone er knyttet sammen. Det er jo tilværelsen i de højeste åndelige verdener, hvor menneskene ikke er inddelt i mand og kone eller hankøn og hunkøn. Da er det ikke det, der bærer tilstanden.
      I ægteskabet er det altså denne forelskelsestendens, der bærer og opretholder ægteskabet. Uden for ægteskabet er der tale om fremmede væsener. Men i dag må man dog sige, at i kraft af den sympati, der allerede er udviklet igennem lidelserne, kan væsenerne med denne nye sympati uden for ægteskabet danne dejlige venskaber, trofaste venskaber, selskabelighed og alle disse sammenkomster osv. Alt dette er jo udtryk for en slags sympatitilstand, som i realiteten ikke rigtigt kommer ægteskabet ved. Men dette, at væsenernes sympati således vokser og vokser, og dette, at den modsatte pol vokser, fører mennesket videre frem, og det bevirker, at sympatien går over til også at blive seksuel. Begge poler er jo seksuelle poler, rent bortset fra, at de også i kraft af denne tilstand er de højest fungerende organer, som jeget har til rådighed. De to poler styrer og regulerer alle levende væseners udvikling af deres natur og deres førelse igennem spiralernes riger. De to poler styrer alle disse foreteelser og hele universet, og derfor må man forstå, at denne forelskelsestilstand, denne parringsdrift, som dyrene har, er noget, som menneskene vil vokse fra.
 
Foredrag, Den højeste ild 3, 29.02.1960
 
Ovenstående tekst i stk. 94.2 var ikke ledsaget af en visning af symbolet. Ud over båndoptagelser af de fire foredrag "Den højeste ild 1, 2, 3 og 4" foreligger der også manuskripter til de fire foredrag, der er blevet bragt i Kosmos nr. 4, 5, 6 og 7, 2013.