til symbol nr. 83
 
Livets Bog, bind 2, stk. 363-365 363. Vi har altså her set, at det rigtige menneskerige efterhånden kommer til at afvige meget fra det jordiske. Dets udvikling går i retning af at blive mindre og mindre fysisk både hvad legemsbygning og fremtræden angår. Men med denne ny tilstand er det allerede begyndt at afsløre en endnu højere liggende væsenstilstand. Ligesom det rigtige menneskerige begynder at skygge ind i dyrets eller det jordiske menneskes tilstand, således begynder et endnu højere rige at skygge ind i det rigtige menneskes tilstand i den sidste halvdel af dette væsens spiralzone. Da "intelligensenergien", som symbolet viser, kulminerer i dette rige, har jeg kaldt det for "visdomsriget". Og vi er hermed nået frem til en zone, hvor den fysiske verden begynder at fortone sig bagude. I dette spiralens fjerde rige er al materie blændende intellektualitet. De groveste eller mest fortættede materier her er "fysiske tanker". Vi er nu i en verden, hvor selv lufternæringen er ophørt, og væsenets ernæringskilde udelukkende er ren tankematerie, suppleret med den umådelige kærlighedsatmosfære, der uvægerlig må være en følge af den livslovenes totale opfyldelse, der her i intellektualitetens hjemstavn og kulminationszone absolut kun kan være herskende.
      Væsenernes manifestationslegemer er her kun holdt sammen ved bevidst tankekoncentration. De "materialiseres" og formes udelukkende efter de givne situationer, i hvilke de skal tjene deres ophav, og "dematerialiseres" eller opløses så snart disse situationer er forbi.
      Væsenet er altså her så frigjort af materien eller er denne så overlegen, at den tidligere nævnte "synliggørelse" og "usynliggørelse" ikke alene er en hovedfaktor i væsenets tilværelse, men den er også blot en viljesakt. At "vise" sig for sine venner er her ikke en tung og besværlig formalitet således som i den fysiske verden, hvor væsenet undertiden må bringe sit fysiske legeme, der er en tung, fortættet materiemasse, over have og lande, tusinder af mile hen til det sted, hvor det skal vise sig personligt synligt. Her i intellektualitetens hjemstavn eksisterer afstande ikke, og der er derfor her heller ikke noget der hedder "at rejse". Væsenets manifestationslegeme bliver kun "materialiseret" eller synliggjort i interesseøjeblikket på basis af væsenets ønske eller vilje til fordel for udøvelsen af tankeudvekslingen mellem det selv og den eller de, med hvem det vil korrespondere.
      Når det jordiske menneske skal vise sig personligt for et andet væsen, må det fortrinsvis være i rum sammen med dette væsen og må derfor bringe sit legeme til dette rum. Dette gælder ikke for "visdomsvæsenet". I dette væsens verden er som nævnt alle afstande fjernet, og væsenerne er således på en måde i "samme rum". De behøver derfor ikke "at rejse" for at "vise sig personligt" for hverandre. De behøver derimod blot at "komme på samme bølgelængde", hvilket i dette tilfælde vil sige en bestemt sympatisk mental kontakt. Dette sker ved en tankekoncentration eller en særlig bestemt viljesakt, og væsenerne bliver synlige for hverandre, kan høre, se og føle hinanden, ganske uafhængig af afstande. Væsenernes tilsynekomst for hverandre her er altså i realiteten ikke baseret på en afstandsforvandling således som i den fysiske verden, men derimod på en tilstandsforvandling. 364. At en sådan tilværelsesform, som den her antydede, virker fantastisk for læserne er naturligvis en selvfølge, thi det gør jo alt, hvad der kommer ind under foreteelser, der ligger forud for, hvad der er en kendsgerning for det jordiske menneske af i dag. At jorden er en kugle og svæver frit i verdensrummet var engang ganske uforståeligt og dermed utroligt. At mennesker skulle nå til at tale igennem luften og blive hørt af mennesker på helt andre kontinenter uden nogen ydre synlig forbindelse, således som det nu sker igennem radiofonien, har jo også engang været helt utænkeligt. Og er det samme ikke tilfældet med så mange andre af den moderne tekniks store vidundere? – Har vi ikke netop set, at mange af fantasiens eventyrlige drømme er blevet til realistisk virkelighed? – Og det jordiske menneske vil igennem sin udvikling få at se, at livet vil blive ved med at gøre den normale fantasi eller væsenernes normale højeste drømme til virkelighed.
      Men ligesom planten i dag ikke kan forstå, at den engang skal blive frigjort fra sin rodfæstning i jordbunden og i form af et dyr komme til, efter sin egen vilje, at bevæge sig frit omkring til sol og vand, og dyret i dag ikke kan forstå, at det engang i form af det jordiske menneske skal komme til at kunne beherske elementerne, således at det i stedet for at galopere på sine egne ben kan anvende eksprestog, auto eller flyvemaskine, i stedet for sine kløer kan skabe sig geniale våben i form af bomber, kanoner og maskingeværer etc., således kan det jordiske menneske af i dag heller ikke forstå en tilværelse, hvor det frigjort af sit fysiske tunge legeme ikke mere skal have sine ønsker og begær tilfredsstillet igennem en overvindelse af granit, metal eller anden tung materie, men derimod kan få hele sit livsbehov udløst, sine ønsker opfyldt, blot ved en overvindelse af luftformige eller åndelige materier, i hvilken den tætteste er af en natur, der opløser sig ved eller lystrer enhver massiv tankekoncentration. 365. I "visdomsriget" og efterfølgende rige er materien altså af en sådan konsistens, at den tager form efter væsenernes koncentrerede ønsker eller begær. Man forstår derfor, hvor fuldkomment det er, at den dræbende energi er så lidet fremtrædende her, og at væsenerne i den fysiske verden må lære at tænke fuldkomment, for at denne fuldkomne tænkning kan blive til automatfunktion eller "C-viden", inden væsenerne bliver hjemmehørende beboere af disse himmelske verdener. Tænk hvis den samme magt eller bevidsthedsmæssige overlegenhed over materierne, som her er førende, også var gældende i dyreriget eller det jordiske menneskes hjemstedszone. Tænk hvilken guddommelig foranstaltning det er, at hadets og egoismens sønner er placeret i en zone, hvor materien kun indirekte og meget modstræbende og besværligt omformes af individets tanke. Tænk hvor godt det er, at mordtankerne i stor udstrækning først må bearbejdes i sten og stål, før de rammer kød og blod, og at væsenets hele fremtræden såvel i skyerne og vandene som på land betinges af et atmosfærisk tryk. Intet under at væsenet her må "tjene sit brød i sit ansigts sved". Det er af væsenet selv opfattet som en "forbandelse", men i den guddommelige verdensordning er det en velsignelse. Tænk hvis det hadende, dræbende og selvtilbedende væsen ikke befandt sig i disse faste materier, men var under frigjorte livsformer, hvor materien lystrer tanken direkte på samme måde som i "visdomsriget", hvad ville der så ikke ske? – Hele hadets repertoire af onde ønsker over en fjende ville kunne bringes til udfoldelse blot ved en tankekoncentration. Den i samme koncentration overlegne hævner ville altså kunne påtvinge en underlegen fjende hele resultatet af sin opfindsomhed i raffineret hævn. Han ville således f.eks. kunne tvinge modstanderen til at leve et liv i spedalskhed, holde hans ansigt i en permanent vansirethed, ødelægge hans organisme, ligeså tit den blev materialiseret eller synliggjort. Ja, alt hvad en raffineret hævner kan tænke eller opfinde af onde anslag imod en fjende, men som umuligt lader sig praktisk manifestere her i den jordiske verden grundet på materiens fasthed, ville altså være muligt, hvis ikke netop denne fasthed eksisterede.
      Alt, hvad der overhovedet kunne tænkes af brutalitet og lemlæstelse, ville man således kunne påføre sin underlegne fjende uden nogen som helst håndsmæssige foranstaltninger, men derimod udelukkende ved sin egen tankekraft. Og den fysiske opholdszone ville blive af en så umådelig mørk og trist natur, at den nuværende dødedans på de jordiske slagmarker, midt i bombeeksplosioner, maskingeværregn, granatrædsler, såredes og lemlæstedes hjerteskærende skrig og dødsrallen ville være en umådelig eftertragtet paradisisk oplevelse ved siden af den førstnævnte tilstand.
      Intet under at vejen ud af de tunge materiers zone kun går igennem udviklingen af næstekærlighed. Sålænge væsenet er farligt for sine omgivelser, må det forblive under de tunge materiers belastning. De faste materier er livets spændetrøje. Når væsenet bliver uselvisk åbner "spændetrøjen" sig, væsenet bliver frigjort, og materien lystrer behageligt og direkte, og det virkelige liv begynder at åbne sine porte for den betagede gudesøn.