til symbol nr. 82
 
Artikelsamling 1, De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen, stk. 40.1-40.9 40.1 I menneskehedens historie funkler store navne, hvis guddommelige glans efter årtusinders forløb endnu den dag i dag er lysende. Ja, nogle er endog så stærkt lysende, at de hver for sig endnu er millioner af menneskers åndelige ledestjerne. Disse endnu så stærkt lysende navnes ophav kender vi som "Buddha", "Kristus" og "Muhamed". Det er det åndelige lys, der åbenbaredes ved disse væsener, der danner fundamentet for de store verdensreligioner: "buddhismen", "kristendommen" og "islam". Forud for disse lysende væsener, som vi kender under begrebet "verdensgenløsere", har der eksisteret andre lysende eller vejledende væsener for menneskeheden. Igennem sådanne væseners kosmiske vejledning og føring i moral og væremåde er menneskeheden garanteret det store mål: at blive til menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse. 40.2 For mange mennesker er verdensgenløsningen og verdensgenløserne et mysterium. Vi skal her trække sløret til side og afsløre verdensgenløsningen og dens udøvere som identiske med et kosmisk, organisk Forsyn, der hinsides den fysiske verden overvåger, styrer og leder væsenernes forvandling fra dyr til menneske. Lige så længe jordens menneskehed har eksisteret, har dens mentalitet og væremåde været ført og formet af dette i form af verdensgenløsningen åbenbarede Forsyn. Dette Forsyn opretholdes og bæres af en kraft, der strømmer ind i vort mellemkosmos udefra. Det har således ikke sin rod eller sit virkelige ophav inden for vort mellemkosmos. Dets ophav kan derfor ikke være noget jordisk menneske eller noget som helst andet væsen inden for nævnte mellemkosmiske fysiske og åndelige verden. Kraften bag dette Forsyn eller verdensgenløsningen virker som kosmiske eller åndelige impulser, der i makrokosmiske formater gennemstrømmer menneskeheden. 40.3 Da de forannævnte impulser er af makrokosmisk art, kan de kun have et makrokosmisk væsen til ophav. Og da vi har fået jordklodens fysiske og åndelige legeme til livsrum eller tilværelsesplan, kan kun jordkloden være direkte ophav til de nævnte makrokosmiske impulser. For at forstå verdensgenløsningens impulser må vi her lære at indse, at jordkloden er et levende væsen, i hvis fysiske og åndelige område de jordiske mennesker og andre jordiske levende væsener befinder sig som mikrovæsener. Jorden er således vort makrovæsen. Dens organisme er vort livsområde, ligesom vor organisme er livsområde for vore mikrovæsener: organer, celler, molekyler osv. – Det er ikke vanskeligt at se, at jorden ikke udgør en livløs masse eller en død materie. Der forekommer inden for dens område ikke et eneste lille sted, ja, så lille som en synålespids, hvor der ikke forekommer bevægelse. Selv klipper og sten er forvandling underkastet og afslører således også bevægelse. Bevægelse er livets fornemste kendetegn. Jordens materier og bevægelser er yderst logisk organiseret. Ser vi på selve jordens samlede struktur og fremtræden, afslører den sig som et levende væsen. Gennem vandfordampningen og lufthavet foregår dens åndedræt. Vandene er dens blod. Dens ernæring er selve solstoffet, der stråler ind på den hele døgnet rundt og opretholder dens organiske liv. Hvordan ville det se ud, hvis ikke solen eksisterede? Jorden ville være en mørk og død verden, ville være et lig. Men jorden er ikke et lig. Den er en strålende og fuldkommen organisme for et levende væsen, samtidig med at den er en tilsvarende fuldkommen makroorganisme for myriader af mikrovæsener: mennesker og dyr samt plante- og minerallivsformer. 40.4 Jordkloden har ikke blot en fysisk organisme, der er bolig for dens i fysisk materie inkarnerede mikrovæsener. Den har også en åndelig organisme ligesom alle andre levende væsener. Denne åndelige organisme udgør dens bevidsthed. Igennem den udløses dens vekselvirkning eller korrespondance med andre kloder, både inden for og uden for vort solsystem. Samtidig er denne dens bevidsthed eller åndelige organisme bolig for dens mikrovæsener i deres diskarnerede eller åndelige tilstand. Jordklodens bevidsthed og sjælelige struktur, der udgør dens åndelige organisme eller legeme, er således jordmenneskehedens åndelige verden. Med hensyn til dens liv i det mellemkosmos, den selv tilhører, og i hvilket den har sin dagsbevidste udfoldelse, kan dette til en vis grad opleves og erkendes igennem de forhold og livsbetingelser, der kommer til udløsning i dens fysiske organisme, der er menneskehedens fysiske verden. Som fysisk organisme er den af en helt anden struktur end den jordmenneskelige organisme. Medens den jordmenneskelige fysiske organisme er beregnet som redskab for en helt fysisk aktivitet, er jordklodevæsenets fysiske organisme, altså den fysiske klode, kun beregnet som redskab for en mindre fysisk aktivitet. I jordklodevæsenets eget mellemkosmos er det allerede nået frem til den begyndende oplevelse af "den store fødsel". Dets organisme er derfor en verden, der er under forberedelse til at blive skuepladsen for det totalt fuldkomne menneskerige, blive hjemstedet for mikrovæsener, der er blevet til mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Og det er denne jordklodevæsenets begyndende store kosmiske oplevelse, der kaster sine refleksvirkninger eller åndelige impulser ind i jordmenneskehedens bevidsthedsskabelse og væremåde. 40.5 Jordens aktivitet er i en overvejende grad af åndelig eller kosmisk art. Jordkloden er forbundet med andre kloder eller verdener ved gensidige makrokosmiske tankeimpulser. Disse danner et stort, virksomt område af stråler og bølger omkring den fysiske klode. Bag dette område eksisterer jordens kosmiske organstruktur, dens overbevidsthed og underbevidsthed, dens grundenergiorganer, der danner dens bevidsthedsområde, dens åndelige og fysiske legeme. Disse to legemer danner altså henholdsvis vor åndelige og fysiske verden. I den åndelige verdens grundenergisfærer har jordens diskarnerede væsener deres åndelige hjemsted. Herfra fødes de ind i den fysiske verden, og hertil går de tilbage ved den fysiske døds indtræden. De er hver især særligt knyttet til den sfære, hvis grundenergikombination de er udviklet til at være mest i kontakt med. Disse åndelige sfærer udgør mineralrigets åndelige område, planterigets åndelige område, dyrerigets åndelige område og det ufærdige menneskes åndelige område. Herefter kommer det færdige menneskerige, men det forekommer endnu ikke inden for jordens organisme. Men da jorden er i færd med at opleve den store fødsel, vil den blive bolig eller makrokosmos for færdige mennesker, når denne fødsel er til ende, dvs. om ca. tre tusinde år. De næste åndelige sfærer: visdomsriget og den guddommelige verden, er heller ikke færdige verdener i jordens åndelige legeme. De kan jo kun blive færdige verdener, alt efter som makrovæsenet, altså jordkloden, får sin kærlighedsevne, sin intelligens og intuition færdigudviklet. Indtil da kan de kun udgøre latente foreteelser. Men de bevirker dog, at jorden kan modtage intellektuelle og intuitive impulser fra sine højere udviklede klodemedvæsener, og det er på dette princip, at hele verdensgenløsningen er baseret.
      Ind i disse endnu ufærdige åndelige riger: menneskeriget, visdomsriget og den guddommelige verden i jordklodevæsenet, er der til en vis grad mulighed for, at henholdsvis færdige mennesker, færdige visdomsvæsener og færdige intuitionsvæsener fra jordklodevæsenets højere udviklede klodemedvæseners åndelige organismer kan inkarnere. Disse væsener fra højere verdener inkarnerer dog kun undtagelsesvis i fysisk materie og forbliver derfor i jordens åndelige sfærer eller riger, som de midlertidigt er overført til. Disse til jordens åndelige verden overførte højere åndelige væsener kan ikke undgå at være en befrugtning i højere ånd og kultur. Uden denne befrugtning ville udvikling eller en forandring fra en lavere bevidsthedstilstand til en højere være umulig. Disse fra en højere åndelig verden til jordmenneskehedens åndelige verden overførte kosmisk bevidste eller færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse danner her et permanent kosmisk samfund. Dette danner det højeste organ for direkte bevidsthedsmæssig vekselvirkning mellem Gud og jordens menneskehed. Det er dette organ, der leder verdensgenløsningen. Det er dette organ, der styrer og leder hele menneskehedens religiøse liv. Det står bag ved alle sekter og samfund. Det står bag ved al kulturskabelse, kunst og videnskab. Det står bag både lyset og mørket og leder hver ting efter dens guddommelige bestemmelse. Det står bag den nuværende kulturændring og den begyndende ny verdensgenløsningsepoke. Det er Guds altoverstrålende åbenbaring som et alvist, almægtigt og alkærligt Forsyn. Det er dette Forsyn, alle bønner rettes imod, lige fra dyrenes angstskrig til Kristi bøn på korset. Og alle bønner bliver hørt af dette Forsyn. Men det kan ikke fritage væsenerne fra deres mørke karma, den er nødvendig for humanitetens eller kærlighedens udvikling. Men det kan fylde det betrængte væsen med så megen åndelig kraft og lys, at dets almenbefindende eller humør kan opretholdes næsten uberørt under mørke karmakriser. Det kan vejlede og hjælpe menneskene i enhver ting, der berører deres daglige liv. Dette guddommelige Forsyn består altså af mange væsener, der alle fremtræder i Guds billede efter hans lignelse. Det er ikke væsener, der skal tiltales som ordens- eller rangspersoner. Tværtimod, de må være navnløse for ikke at blive til tilbedelsescenter i stedet for Guddommen. De udgør Guds manifestations- og oplevelsesredskab over for menneskene og ikke Guddommen selv. Derfor må bønnen til Gud formes og stiles direkte til dette verdensaltets guddommelige ophav, der her har et tilpasset organ og sanser for direkte tankeudveksling med det jordiske menneske. 40.6 Ligesom selve jordkloden udgør en organisme af makrokosmisk eller af kæmpemæssigt format i forhold til dens mikrovæseners organismer, således bliver dens tanke- og bevidsthedsliv naturligvis også af et makrokosmisk eller kæmpemæssigt format. Da jordklodens organisme er af et format, der er millioner af gange større end menneskets organisme, og dens levetid ligeledes er millioner af gange længere end et jordmenneskes fysiske liv, vil en tanke fra et væsen af jordklodens format i forhold til et menneskes tanke naturligvis også være af kæmpemæssigt format eller af et makrokosmisk perspektiv. Vi ser her, at makrovæsenets sansning af rum og tid således er af et ganske andet format end mikrovæsenets. Medens makrovæsenet, her i dette tilfælde jordkloden, oplever ét fysisk liv, oplever mikrovæsenet, hvilket her vil sige mennesket, millioner af fysiske jordliv. Et mikrovæsen og et makrovæsen er således absolut afskåret fra at kunne udveksle tanker eller tale med hinanden. Mennesket kan derfor heller ikke hverken sanse eller opleve, hvad jordklodens tankeudveksling med et andet klodevæsen går ud på, eller selv føre en samtale med jordkloden. Dets fysiske levetid er så kort, at det ville dø og genfødes flere gange, inden jordklodevæsenet fik godt begyndt på en sådan samtale. Det er derfor ikke så mærkeligt, at menneskene ikke opfatter kloder og verdener, sole og mælkeveje som levende væseners organismer, eller at stjernerne på den mørke nathimmel er lysende organer for gigantvæseners manifestation og oplevelse af livet. 40.7 Igennem nattens mørke funkler og stråler os således i møde fra gigantvæseners lysende legemer det evige lys, der åbenbarer sig for os som almagten, alvisdommen og alkærligheden, der udelukkende kun kan eksistere som et eneste altoverstrålende væsens bevidsthed og liv. Dette absolut altoverstrålende væsen, det væsen, til hvilket der derfor ikke kan eksistere noget væsen ovenover, ved siden af eller nedenunder og heller ikke indenfor eller udenfor, idet det i sig selv udgør alt, hvad der overhovedet eksisterer, kan kun være den altoverstrålende evige Guddom. Vi møder således her det væsen, som menneskene lige fra deres første spæde begyndelse under mange forskellige former for opfattelser og tilbedelser har dyrket som deres faste punkt eller fundament for deres livsopfattelse, moral og væremåde, ført og ledet af verdensgenløsningen. At se på stjernerne i det mørke verdensrum er at se på Guds arbejdende organer. Det er at se makrokosmos befolket med levende væsener. Det er at se vor egen lille verden indesluttet i Guds organisme. At være indesluttet i Guds organisme er det samme som at være i Guds varetægt. 40.8 Som vi før har påpeget, er menneskene mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Og igennem denne organisme går der åndelige impulser fra nævnte væsens tankeudveksling med dens klodemedvæsener. Det er sådanne impulser, der ligger til grund for de store verdensreligioner og de forskellige kulturer, der er født, har blomstret og igen er opløst og efterfulgt af andre kulturskabende bevidsthedsimpulser. På samme måde går der åndelige impulser igennem vort eget fysiske legeme til mikrovæsenerne i samme legeme fra vor tankeudveksling eller samtale med andre mennesker. Er denne tankeudveksling et vredesudbrud over for vor næste, sender den refleksimpulser igennem vor organisme af samme mørke energi, der er af dræbende natur for mikrovæsenerne. Hvis et menneske er ude for mange skuffelser og vanskeligheder, skaber dette også mørke i væsenets sindelag og tankeimpulser, der gennemstrømmer dets organisme, og kan her skabe nervesammenbrud, mavesår og den heraf følgende svækkelse. – Sorg, melankoli og livslede i sindelaget sender også refleksimpulser igennem organismen og skaber her svækkelse, træthed og forøget modtagelighed over for sygdomme. Hvis et væsen oplever noget meget opmuntrende og glædesbefordrende, sender denne energi også refleksvirkninger igennem organismen. Disse er overordentligt sundheds- og livgivende. En meget sund latter kaster en vældig sund og livgivende impuls igennem organismen. Hvis et menneske dyrker et for sit sindelag meget glædeligt interesse- eller skabelsesobjekt, kaster dette også sundhedsbefordrende eller livgivende impulser igennem dets organisme. Således sender hver eneste tanke- eller sindelagsimpuls, der går igennem væsenets mentalitet, opbyggende eller nedbrydende impulser gennem væsenets organisme alt efter den tanke- eller sindstilstand, det befinder sig i. 40.9 Men et levende væsens organisme eksisterer ikke blot for dens ophav alene. Den eksisterer også for at være bolig eller livsrum for mikrovæsener: organer, celler, molekyler og endnu mindre væsener. At disse mikrovæsener ikke kan være uberørte af disse makrovæsenets tanke- eller sindelagsimpulsers gennemstrømning af organismen, der jo er deres livsrum eller tilværelsesplan, er selvfølgeligt. De normale mikrovæsener i organismen er jo en livsbetingelse for dennes beståen. Det er derfor klart, at de mørke og onde tanke- og sindelagsimpulsers gennemstrømning af organismen er ødelæggende for dens mikrovæseners livsbetingelser. Og med ødelæggelsen af disse små væseners liv og velvære kan de ikke udføre den mission i organismens opretholdelse, som den er betinget af, og hermed opstår den tilstand i organismen, som makrovæsenet eller dens ophav føler som sygdom. På samme måde opstår der naturligvis sundhed, livskraft og velvære i organismen, når den gennemstrømmes af refleksimpulser fra makrovæsenets lyse og lykkelige tankeudvekslinger med andre væsener. Da jordkloden også er en organisme for et levende væsen, strømmer der ligeledes igennem denne organisme lyse og mørke refleksimpulser fra dens ophavs tankeudveksling med dens klodemedvæsener. At vi ikke ser denne dens tankeudveksling med andre kloder, skyldes jo kun, som nævnt, at den foregår i et makrokosmisk perspektiv, der er millioner af gange større end det sanseperspektiv, der er normalt for os. Men selv om vi ikke kan lytte til eller se disse jordklodens tankeudvekslinger med andre kloder eller verdener, er vi absolut ikke afskåret fra at kunne opleve de refleksvirkninger, disse tankeudvekslinger sender ind over menneskene, der jo er mikrovæsener i jordklodevæsenets eller vort makrovæsens organisme.