til symbol nr. 79
 
Småbog 14, Tanker omkring påske, kapitel 3-4 3. For at forstå disse kosmiske kræfter må man lære at forstå, at verdensaltet udgør en eneste stor levende makrokosmisk organisme. I denne er sole, kloder og mælkeveje organiske systemer, der arbejder og befordrer livskræfterne og fordeler disse på en sådan måde, at enhver klode, ethvert livssystem, ethvert levende væsen netop bliver opladet med disse kosmiske livskræfter alt efter deres behov. Akkurat det samme foregår inde i vor egen organisme. Denne er i sig selv et verdensalt en miniature. Der er i denne lige så fyldt med levende væsener som i verdensaltet uden for os. Vore organismer og organer har jo ligeledes til opgave at befordre, fordele og tilpasse livsnæringen for alle disse små mikrovæsener, så deres liv og tilværelse hermed kan blive garderet. Jordkloden med alt det liv, der er på den, udgør altså et mikrokosmisk område i den store og uendelige organisme, vi kalder verdensaltet. 4. Men for at den kan opretholde sin livsoplevelsesevne eller dette at være levende, må den have livsnæring. Denne livsnæring består i to slags ernæringsprocesser: den fysiske og den åndelige. Den fysiske næring får den fra solen og de partikler, meteorer og andre foreteelser i form af materier, den opsummerer i sig og fordøjer ved hjælp af lufthavet eller dens særlige fysiske atmosfære. Den åndelige næring får den fra et åndeligt kernesystem i vor mælkevejs centrum eller indre.
 
 
Småbog 14, Bevidsthedens skabelse, kapitel 8-10 8. Opbygningen af de levende væseners organismer er jo logisk skabelse. Og logisk skabelse kan umuligt eksistere uden at have et levende ophav. Vi ser, at denne skabelse befordres videre og videre til et bestemt mål. Dette mål er altså opfyldelsen af denne guddommelige vilje eller hensigt, som Bibelen lader Gud udtrykke i de ord: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Alt hvad der foregår omkring os her på jorden og ude i verdensrummet af bevægelse er således skabelse. Det er Guddommen, der skaber alt liv om til at være i sit billede. Dette billede er det totalt fuldkomne menneske, altså mennesket der har udviklet sig fri af alle dyriske tendenser, mennesket der ikke kan såre andre væsener og heller ikke selv kan blive såret. Det er mennesket, der ikke på nogen som helst måde kan blive vred. Det er mennesket, der elsker Herren sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er mennesket, der tilgiver sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. 9. At denne skabelse er en realitet, vil vi kunne iagttage, når vi ser på den store skabelsesproces, vi ser omkring os. Forud for planteriget ser vi mineralriget. Vi ser bevægelsesarterne udvikle sig videre til vegetabilske bevægelsesarter, til planteorganismer. I disse vegetabilske bevægelsesarter eller planteorganismer møder vi den allerførste spæde form for det vi kalder "bevidsthed". Denne bevidsthed er endnu så spæd, at plantejegets funktioner alle er automatiske. Denne automatisme befordres af den første grundenergi, instinktet. Planten kan endnu ikke sanse eller opleve vågent dagsbevidst på det fysiske plan. Den kan kun "ane" behag og ubehag. Hvad dette behag eller ubehag er, har den absolut ingen som helst ide om. Men ved igennem årtusinder kun at opleve behag og ubehag får den evne til bogstavelig talt at hælde til det behagelige. Der er vel ikke nogen levende organisme, der i den grad er ude for ødelæggelse og sønderlemmelse som netop planteorganismen. I årtusinder bliver den påvirket af kulde og varme, tørke og for megen væde rent bortset fra, at den gang på gang bliver ødelagt af dyr og mennesker, der skal bruge dens organisme til føde, til klæder, til byggemateriale osv. Denne gigantiske lemlæstelsesproces, plantelegemer er ude for, ville være et rent helvede for plantevæsenerne, hvis de kunne føle smerte og lidelse ligesom dyret og mennesket, men det kan de absolut ikke. Deres fysiske organisme er endnu så lidt udviklet, at de ikke kan føle smerte og lidelse i den forstand, som dyret og mennesket kan føle det. Som allerede nævnt kan plantevæsenet kun ane smerten som en form for ubehag. Men denne anelse, der er båret af dets instinkt, er i kontakt med dets fremaddrivende kraft, urbegæret, der her virker til fordel for plantens fremdrift ud af salighedsriget. 10. Efter at have oplevet en tidligere spirals kulmination af salighed længes planten jo mod modsætningen til saligheden. Da saligheden er kulminationen af behag, bliver modsætningen til saligheden således ubehag, derfor er ubehagstilstanden ikke så drastisk for plantevæsenet, som kropslæderinger er for dyrene og menneskene. I en ikke ringe grad er ubehagstilstanden i virkeligheden i plantens begynderområder en form for behag, som naturligvis mere og mere bliver til rigtig smerte og lidelse, efterhånden som planten nærmer sig dyrets stadium i udvikling, og der begynder at opstå noget i retning af beskyttelses- eller forsvarstendenser, der fører væsenet mere og mere frem til dyrets stadium, der er baseret på, at væsenet må dræbe for at leve. Vi ser, hvorledes dette princip begynder at komme til udfoldelse i den kødædende plante. I dette væsen ser vi også den begyndende udvikling af de foreteelser, der i dyret er blevet til helt udviklede fordøjelsesorganer. Og med dette stadium er væsenet ikke mere nogen plante, men er blevet til et langt højere væsen, er blevet til et dyr.