til symbol nr. 100
 
Livets Bog, bind 3, stk. 695-697 695. Da denne årsag eksisterer bag ved både tanke, vilje og manifestation, er det inderste oplevende "noget" i vor egen fremtræden, er samme "årsagsløse årsag" som allerede nævnt det samme som vort eget selv eller jeg. Vi er altså her kommet til vort eget livs absolutte ophav. Men vi har også set, at dette jeg i sin egen natur i virkeligheden er ganske uden analyse udover denne, at det udgør den dybeste årsag til sin egen tilkendegivelse af sin eksistens eller nærværelse i altet. Uden denne tilkendegivelse ville det være ganske udenfor oplevelse eller manifestation og måtte således være lig "intet". Men nu er det en urokkelig kendsgerning, at det ikke kan eksistere således. Det kan kun eksistere som årsag til manifestation og oplevelse. Men da det er årsag til manifestation og oplevelse, er det i sig selv udenfor disse to realiteter. Det kan i sig selv således ikke udgøre nogen som helst form for manifestation eller oplevelse. Det kan derfor ikke, som manifestationerne eller de skabte ting, udtrykkes ved virkningsgrader, da det i sig selv absolut ikke har noget som helst med virkning at gøre. Det er altså ganske hævet over mål- og vægtfacitter. Men en ting, der ikke har vægt, volumen, farve eller mål, men alligevel eksisterer, kan således kun have denne ene analyse: "noget som er". At det udover denne analyse således er navnløst i sin inderste natur skyldes ikke et mangelfuldt sansesæt fra forskerens side, men er derimod en analyse baseret på en absolut højeste altgennemtrængelig, sansemæssig klarhed hos samme iagttager. Var denne iagttagelsesevne ikke netop så altgennemtrængende, ville dette "noget" stadigt forblive fremtrædende indhyllet i en masse af uvidenhedens altfor fantasifulde tågeslør eller tillagt egenskaber, udtrykt i mål-, vægt- og rumforhold, altså egenskaber der absolut udelukkende kun kan være identiske med frembragte ting, der igen, som vi allerede har set, er underlagt tanke og vilje og dermed fastslåede som underlegne egenskaber ved jeget og kan således ikke være selve jegets analyse.
      Da jegets absolutte analyse kun er denne, at det udgør "et noget som er", og det derfor er navnløst i sin natur, har vi, som læserne allerede ved, her i "Livets Bog" udtrykt dette som "X1". 696. Dette navnløse "noget" har en skabeevne. Denne bliver en levende kendsgerning igennem vor egen fremtræden, der jo repræsenterer en eneste stor skabelsesproces. Samme skabeevne er, som allerede nævnt i tidligere berøringer med nærværende analyse i "Livets Bog", nødsaget til at være ligeså evig som jeget, da der i modsat fald måtte have været en tid, hvor jeget ikke havde denne skabeevne og ville da have været ganske ude af stand til at skabe. Men når det var ude af stand til at skabe, hvorledes skulle så dets skabeevne være blevet til? – Det bliver således her til kendsgerning for den udviklede forsker, at jegets skabeevne er en ligeså evig realitet som selve jeget. Men når den er en evig realitet, kan den ikke have en skabt tings analyse. Den kan ikke have alder. Den kan i sig selv ikke være stor eller lille. Den kan ikke være gul eller grøn. Den kan ikke være ond eller god. Alle sådanne eller lignende foreteelser er underlagt skabeevnen. Det er kun igennem skabeevnen, at en ting kan få karakter, blive stor eller lille, blive skøn eller uskøn, få farve og volumen etc. Sådanne analyser kan kun udtrykke impulser, frembragte af skabeevnen. Men når en sådan impuls er en frembringelse af skabeevnen, har skabeevnen eksisteret forud for impulsen, og denne kan derfor aldrig eksistere som nogen retmæssig analyse af selve skabeevnen. Vi ser således her, at skabeevnen ligesom "X1" kun kan udtrykkes som "noget som er" og vil derfor være ligeså navnløs i sin natur som nævnte "X". Vi udtrykker derfor skabeevnen som "X2" her i "Livets Bog". 697. Da jeget således evigt har haft en skabeevne, har det evigt manifesteret sig. Der har evigt været et resultat af denne skabeevne. Men når dette resultat er evigt, kan det heller ikke udtrykkes ved noget som helst mål- eller vægtfacit. At væsenet har en organisme er ganske rigtigt et resultat af nævnte skabeevne. Men da nævnte organisme aldrig i noget tilfælde kan udtrykke eller være andet end en ganske flygtig lokalitet i jegets evige produktion, idet den ikke i noget som helst tilfælde kan eksistere uden at være en virkning af et forudgående resultat af jegets skabeevne, kan den umuligt være udtryk for jegets samlede evighedsresultat. Det er jo en kendsgerning, at ethvert væsens organisme har haft en begyndelse og ligeså sikkert vil få en afslutning, og denne afslutning vil blive efterfulgt af et nyt skaberesultat, der også må forgå for at blive efterfulgt af et nyt og således fremdeles. I kraft af denne, et enkelt skaberesultats eller en organismes begrænsning, kan intet af et jegs nuværende skaberesultater være andet end en begrænsning eller brøkdel af dets samlede evige produktion. Denne evige produktion kan således ikke udtrykkes ved noget som helst timeligt, thi alt, hvad vi så end måtte finde på at sige om den i form af timelige udtryk, vil kun kunne dække midlertidige tilstande. Siger vi, at den er sort, vil det kun afsløre, at vi i vor bevidsthed har oplevet noget, der er hvidt. Siger vi om noget, at det er godt, vil det ligeledes afsløre, at vi i vor bevidsthed har oplevet modsætningen, thi intet kan sanses eller opleves uden i kraft af dets modsætning. I ethvert væsens samlede evige skabeproduktion må der ligeså godt være sort som hvidt, gult som grønt, ondt som godt osv., thi ellers ville væsenet være ganske uden oplevelse og dermed uden nogen som helst form for liv. Men når alle sådanne timelige foreteelser i lige høj grad er uundværlige sansefaktorer indenfor det levende væsens oplevelse af livet, kan ingen enkelt af disse faktorer være udtryk for samme væsens evige skabeproduktion. Denne kan altså kun udtrykkes med alle timelige facitter på en gang. Men en ting, der på en gang udgør alle modsætninger, kan kun være navnløs i sin hovedanalyse. Denne kan jo ikke udtrykkes som: sort, hvid, ond eller god etc., når den i ligeså høj grad repræsenterer modsætningen. Og det bliver her til kendsgerning, at det levende væsens evige skaberesultat, ligesom "X1" og "X2" heller ikke kan have nogen analyse udover dette ene, at det udgør "noget som er". Og vi finder det derfor her i "Livets Bog" udtrykt som "X3".