til symbol nr. 77
 
Det Evige Verdensbillede, bog 1, stk. 15.815.8 Igennem nævnte to bevægelsesformer afslører der sig en særlig lov for bevægelse. Denne lov bringer alle bevægelsesformer til at følge en bestemt hensigt som slutfacit for bevægelse. Denne hensigt kender vi under begrebet "balance". Alle bevægelsesarter søger hver især imod en balance, hvilket vil sige: en ligevægt mellem den selv og andre bevægelsesarter. Vi ser, at vandet f.eks. søger ned imod de laveste steder og danner søer og have. Disse søer og have er således en slags balance, en ligevægt vandets bevægelse fra sted til sted er kommet i og derfor er ophørt. Når kloder og sole fremtræder i kugleform, er det også fordi kugleformen er grundbalancen mellem de energier og materier, der er kombineret i solene og planeterne og bevirker, at disse i kraft af kugleformen kan udføre deres mission på ligelig måde til alle sider.
 
 
Kosmos nr. 2, 1996, Syndernes forladelse, stk. 5-7 og 105. Hvad et jordisk menneske er i dag, er resultatet af de handlinger, det har begået i fortiden, og de erfaringer, det derigennem har gjort. Dets ønsker, længsler og begær er blevet til tanker, der har fået udløsning i handlinger, som før eller senere som skæbnebølger vender tilbage til vedkommende og giver erfaringer. Der er altid en masse skæbnebølger på vej til hvert eneste menneske, og alle ville komme til at opleve umådelig megen lidelse, smerte og ulykke langt ind i fremtiden, hvis ikke det kosmiske princip "syndernes forladelse" virkede som en universel lov i overgangen fra mørke til lys. De erfaringer, et menneske gør, ændrer jo lidt efter lidt dets tankegang, ønsker og væremåde, hvilket er ensbetydende med, at vedkommende væsens hele udstråling ændres. Auraen bliver forvandlet, når mennesket begynder at tænke anderledes end før, hvilket naturligvis ikke kan ses med fysiske øjne, men kun med et åndeligt klarsyn. Et menneskes aura vil for det kosmiske klarsyn vise vedkommende menneskes udviklingstilstand. Auraen har en bestemt kvalitet, og denne kvalitet er bestemmende for, om skæbnebølgerne, der vender tilbage, skal komme ind eller ej. Auraens vibrationer er i virkeligheden det levende væsens eneste beskyttelse, der kan virke tiltrækkende eller frastødende på skæbnebølgerne. En mørk aura bevirker, at væsenet selv tiltrækker de mørke handlinger, det har begået. Er det hadefuldt, har det ingen beskyttelse imod had, er det sladderagtigt, vil det møde sladder og bagtalelse gennem andre. Har det haft tilbøjelighed til selvhævdelse på andres bekostning og endnu ikke er helt fri af en sådan væremåde, vil det komme ud for mennesker, der har en kolossal selvhævdelsestrang. Kun på den måde kan væsenet komme til kundskab om virkningen af sin egen tidligere væremåde. Det bliver undervist i bagtalelsens, hævnens, selvhævdelsens og mange andre mørke tankearters virkninger, indtil en sådan grad, at det med sin egen væremåde frastøder sådanne bølger, som det nu ved så meget om, at det ønsker og formår at skabe kontrasten dertil i tanke og handling.6. "Syndernes forladelse" består i, at skæbnebølger, der vender tilbage, ikke kan ramme individet, eller rammer individet med formindsket kraft, fordi de opløses mere eller mindre af den forvandlede aura. Hvis det menneske, som engang i fortiden har været morder i den betydning, at han har myrdet mennesker, endnu har en skæbnebølge til gode for et sådant mord, men i mellemtiden på grund af andre skæbnebølgers modtagelse har gennemgået lidelse og udviklet en sådan medfølelse, at han ikke mere vil være i stand til at myrde et andet menneske, vil der ikke være en anden, der myrder ham. Men hvis han stadig bevidst kan dræbe et dyr, er han ikke beskyttet mod sin mørke karma, selv om den vil virke på en anden måde. Måske kan han ikke nænne selv koldblodigt at dræbe et dyr, men spiser animalsk føde og er dermed indirekte årsag til masser af dyrs lidelse og død, og da vil han heller ikke være fuldt beskyttet mod sin gamle karma, om end virkningen også her vil være anderledes, f.eks. manglende beskyttelse ved trafikulykker, hvor det jo heller ikke er noget forsætligt og koldblodigt, der er årsag til hændelsen. Endelig kan man også tale om "fortyndet mord". Hvis et menneske rammes af en "mordbølge" fra fortiden, men er beskyttet mod dens direkte morderiske virkning, fordi det bevidst overhovedet ikke vil være i stand til at dræbe noget levende væsen, vil det dog kunne komme ud for at opleve "mordbølgens" virkning som "fortyndet mord", indtil dets samvittighed og indlevelsesevne er tilstrækkelig udviklet også på dette punkt – og da vil skæbnebølgen være helt neutraliseret. Men hvad er da "fortyndet mord"?
     Overalt, hvor et menneske endnu kan nænne at såre en anden i ord og handling, hvor det kan bedrage, lyve eller på anden måde skabe sorg, smerte, lidelse og vanskeligheder for andre, dræber det stadig noget af andre menneskers livsglæde og lykke, og da begår det "fortyndet mord". Sådanne handlinger giver ikke blot i sig selv karma, når de vender tilbage, men så længe man kan begå dem kan de bevirke, at man ikke er fuldt beskyttet mod fortidens karmabølger, selv om man kun kommer ud for deres virkninger i "fortyndet" form. Men naturligvis vil også disse virkninger være en undervisning, som forårsager, at væsenet, når engang skæbnebølgerne fra dets "fortyndede mord" vender tilbage, har fået "syndernes forladelse" på disse områder, hvilket jo egentlig vil sige, at også dette mørke tankeklima er et mentalt område, væsenets bevidsthed har forladt.7. Da de jordiske mennesker lever i selve det dræbende princips kulminationsområde, kan det hænde, at de kommer til at dræbe uden at ville det. Går man f.eks. hen over en græsmark, kan man let komme til at dræbe dyr og planter, selv om man blot er indstillet på at være til glæde for sine medvæsener. Der er forskel på, om man bevidst træder et dyr ihjel, eller om det sker, uden at man på nogen måde har villet det. Vi har trådt så mange tusinde smådyr ihjel, at vi aldrig ville komme ud af det dræbende princips zone, hvis vi skulle betale det alt sammen tilbage til sidste hvid. Og hvis f.eks. en Napoleon eller Hitler, der hver på sin vis er skyld i masser af menneskers død, skulle betale alt tilbage, blev de aldrig færdige. Men de vil ligesom alle andre jordmennesker med tiden forandre deres aura på grund af den skæbne, de høster, og de vil opnå "syndernes forladelse". Intet individ kommer til at gennemgå hverken mere eller mindre, end det skal for at gøre de nødvendige erfaringer og få viden om mørket. Der findes ingen genvej, man skal blot lære at gå de rigtige veje for at nå målet. Hele syndsforladelsesprincippet bærer vi i vor egen bevidsthed, vi får ikke lidelser der, hvor vi ikke mere begår forkerte handlinger. Vi skal lige akkurat have de lidelser, som er nødvendige for at forandre vor bevidsthed, hvad der så ellers er tilbage, vil bevidstheden neutralisere. Der, hvor vi er med til at skabe lys og glæde for andre, er vi redskaber for Guddommen, gennem hvilken vore omgivelser kan møde den lyse skæbne, de har til gode. Og vi vil da samtidig ikke kunne undgå at skabe noget sådant for os selv i fremtiden, som vi vil møde gennem andre menneskers evne til at skabe lys og glæde for os. Det er meningen, at menneskets aura skal blive lysende hele vejen rundt og ikke være befængt med mørke pletter, som de fleste menneskers er det endnu. Der, hvor der er mørke felter i auraen, er mennesket stadig modtageligt for farer, lidelser og smerter. Nedtrykthed kan være tegn på tilbagevendende skæbnebølger, som måske nok neutraliseres i nogen grad, men endnu ikke tilstrækkeligt. Ved at tilgive andre, ved at vise forståelse og hensyn, vil mennesket selv skabe den tilstand, som er "syndernes forladelse" for dets eget vedkommende. Fra at repræsentere det, som Kristus i lignelsen om "den fortabte søn" karakteriserer som "sønnen, der æder sammen med svinene", vil mennesket forvandles til at blive "mennesket i Guds billede", dvs. det vil komme til at repræsentere selve faderens mentalitet, han, som går sønnen i møde og giver ham en strålende velkomst.10. [...] I den indre verden er der dejligt, der kan man lære at tænke kærligt på dem, der ikke kan lide en. Det er sådanne tanker, der gør menneskets aura lys, rund og sollignende. Ethvert jordmenneske har en oval aura, der efterhånden bliver mere rund. Den kan komme i disharmoni og uligevægt, når mennesker er for højt oppe eller for langt nede. Når indstillingen af bevidstheden er baseret på forståelse, tilgivelse og kærlighed, kommer harmonien og ligevægten af sig selv.
 
 
Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.7133.71 Denne figur symboliserer alle højpsykiske kræfter og kulminerer i udviklingsafsnittet nr. 30 [Symbol nr. 33, De dyriske og menneskelige tankeklimaer]. Medens de orangerøde farver forneden på figuren udtrykker det dræbende princip, hvilket i dette tilfælde vil sige "sort magi", udtrykker de lyse gule og grønne farver foroven alkærlighedsprincippet, i hvis tjeneste den psykiske kraft bliver til "hvid magi". Ved denne åndelige eller psykiske kraft foregår disse underbare manifestationer, vi udtrykker som "mirakelhelbredelse", "materialisation" og "dematerialisation", "telepati", "organisk fjernsyn" og "organisk fjernhørelse" med mere. Det er disse evner, der sætter det færdige menneske i Guds billede i stand til at være organisk forbundet med de høje kosmiske væsener på det åndelige plan, der tilsammen udgør Guds redskab for styring og ledelse af menneskeheden frem til at blive i hans billede efter hans lignelse. Det er dette guddommens vidunderlige manifestationsredskab over for menneskeheden, vi udtrykker under begrebet "Forsynet". Disse væsener udgør således guddommens organ for vekselvirkning med hvert enkelt jordmenneske. Det er igennem disse ophøjede kosmiske væsener, at guddommen hører væsenernes bønner og tager stilling til disse. Det er dette forsyn, der også udgør selve verdensgenløsningen. Gennem dette forsyn styrer og leder guddommen som nævnt hele menneskehedens udvikling, hele dens omskabelse fra dyr til menneske. Det er disse væseners kosmiske eller åndelige medarbejdere, der er at udtrykke som "engle". De ypperste af disse væsener er fremragende åndeligt udviklede uden dog at have nået det færdige stadium som mennesket i Guds billede. Men de er stærkt på vej. Så er der alle de øvrige ufærdige væsener. De er også engle i den udstrækning, som deres udvikling i næstekærlighed gør det muligt. De er alle, således som Bibelen udtrykker det: "... tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skulle arve frelse". (Heb. 1.14). I kraft af deres store psykiske begavelse kan de opfange fysiske menneskers bønner. De kan ikke fritage menneskene fra deres karma, men de kan i stor udstrækning give den alvorligt bedende hjælp i nødens stund, give ham mod, kraft og opmuntring til at stå sin lidelse igennem. De er usynligt til stede alle vegne. Ingen mennesker er nogen sinde uden for deres rækkevidde. De følger os alle på vore veje, parate til at beskytte os i de situationer, hvor vi kan beskyttes, og til at hjælpe os i de situationer, hvor vi nødvendigvis skal igennem vor mørke karma. Det vil derfor være meget nyttigt og klogt at forme vor situation i en bøn. Den skal ikke stiles til disse væsener, men derimod udelukkende stiles direkte til Gud under begrebet "Fadervor! Du som er i himlen". Man kan også på samme måde udtrykke sin taknemmelighed og glæde ved at være til, hvis man føler en sådan. Selv om man ikke har evne til at kunne tro på bønnen, bør man bede alligevel. Gud er ikke så smålig, at han ikke betingelsesløst hører på et ulykkeligt væsens bøn.
 
 
Småbog 22, Den sekundære og den primære opstandelse, kapitel 77. Når ovennævnte cirkler er så intime og lukkede, så fremmede meget vanskeligt får adgang til seancerne, skyldes det den omstændighed, at materialistisk indstillede skeptikere har tendens til, i misforstået nidkærhed efter at "afsløre bedraget", at gribe i de materialiserede skikkelser eller ånder, hvilket kan være overordentligt farligt for mediet, da åndens materialisation netop består af mediets A-stof og øvrige psykiske materiale, som midlertidigt er udlånt til ånden. Hvis dette materiale bliver udsat for vold under materialisationen, ødelægger eller hindrer det ikke blot åndens koncentration og A-kraft i at komme til udfoldelse, hvorved materialisationen bliver umulig, men mediet kan også ved en sådan brutal indgriben komme alvorligt til ska de. Sagen er nemlig den, at når der først er opstået en forbindelse og fuldkommen kontakt imellem åndens A-kraft og mediets A-stof, kan materialisationen efterhånden blive af et sådant omfang, at den til en vis grad kan bevirke en begyndende dematerialisation af selve mediets fysiske legeme. Dettes celler begynder da at opløse sig i A-stof og bliver derved tilgængelig for åndens koncentration og A-kraft og opgår som materiale i den ny materialiserede skikkelse. Under en sådan seance er en del af mediets fysiske og psykiske legemes partikler altså placeret i den materialiserede skikkelse. At mediet derved kan svæve i den frygteligste livsfare, hvis ikke der er foranstaltet behørig beskyttelse under seancen imod uvidende menneskers brutale indgreb, er selvfølgeligt. Hvis det af mediet udlånte legemsmateriale kommer i uorden eller bliver iblandet fremmede kræfter under seancen, vil det ved tilbagematerialisationen til mediets legeme udvise en tilsvarende uorden. I samme grad som cellerne eller materialet her ikke befinder sig i sin normale struktur eller organisation, i samme grad vil mediets legeme de pågældende steder udvise beskadigelse. Materialisationsseancer er derfor ikke noget, man kan lege med som en behagelig underholdning. Det er en meget alvorlig proces, som absolut kun bør foregå i overværelse af virkeligt kyndige og forstående personer, der er indviede i alle faremomenter.
 
 
Livets Bog, bind 6, stk. 21202120. Og den evige Fader forklarede videre: "Det eneste, der kan føre disse væsener ud af denne lidelsernes eller dødens epoke, er altså udelukkende udviklingen af næstekærligheden. I denne udviklingsepoke bliver menneskene på et givet stadium så intellektuelle og humane, at de vil kunne vejledes og bibringes de oplysninger og erfaringer om livsloven og væremåden, som kan forkorte vejen til lyset for dem. Men hvem skal give disse væsener denne vejledning og oplysning? – Den kan kun virkelig, effektivt gives af de væsener, som har nået indvielsen, den kosmiske bevidsthed eller livets højeste visdom som selvoplevet. Men disse væsener hører ikke hjemme i det dræbende princips tilværelsesplan. Men som følge af, at de netop er udviklet til den kærlighedsstandard, i kraft af hvilken man giver sit liv for andre, viger de ikke tilbage for at forlade deres høje tilværelsesplan for at fødes i det dræbende princips sfære eller dyreriget for med deres væremåde og visdom at vejlede og hjælpe de her eksisterende væsener, der søger efter en højere tilværelsesform. At denne neddykken til de lavere planer er frivillig og udelukkende alene båret af kærligheden til at hjælpe de søgende væsener ud af mørket og frem til livets højere og mere solrige egne er selvfølgeligt. At den samme neddykken til et lavere plan betinger, at de pågældende væsener indtil en vis grad kommer under dette lavere plans livsbetingelser eller love, er ligeså selvfølgeligt. De må således her fødes i en fysisk organisme, der er af en langt lavere natur end den, de er vokset frem til at have på deres hjemlige tilværelsesplan. Da det lavere plans organisme er et produkt af uindviede væseners forplantningsevner, og således er en fortsættelse af deres kød og blod og derfor i sig allerede kan have anlæg for sygdomme og andre karmiske virkninger, stammende fra forældrenes ufærdige eller ufuldkomne liv, må det neddykkede kærlighedsvæsen således tage til takke med en sådan uren organisme. I de fleste tilfælde kan det indviede væsen bringe en sådan organisme til at være et nogenlunde brugbart redskab for sin indviede ånd, selv om det ikke helt kan befri den fra den overbelastning, som en kosmisk bevidsthed altid uundgåeligt må være for en organisme, hvis psykiske sanser og fysiske hjerne- og nervesystem endnu kun er beregnet til befordringen af det uindviede menneskes snævre, psykiske bevidsthedsområde. Denne permanente overbelastning kan i visse tilfælde komme eventuelle nedarvede sygdomsanlæg i organismen til gode, så de får lejlighed til at vokse frem. Og det indviede væsens organisme kan derved komme til at udvise sygdom eller en vis grad af defekt. Men her får det indviede væsen i forbindelse med sin egen store sjælsstyrke, som den kosmiske bevidsthed giver sit ophav, stor hjælp fra den højere verden, hvorfra han er kommet, og hvorfra man våger over hans færd på det fysiske plan. Sygdomme og lidelser kan derfor aldrig for denne, min elskede søn, blive til den karma og sjælsnedtrykthed, som den er for det uindviede menneske. Han ved, at det hører med til den risiko, han nødvendigvis må udsætte sig for ved at bringe mit budskab til hans yngre brødre, der uvidende og hjælpeløse befinder sig i mørkets og lidelsernes verden."
 
 
Livets Bog, bind 5, stk. 19361936. Med denne sammenvækst af de to seksuelle centrer: hjernecentret og køns- eller sympaticentret, vil væsenet engang blive fri for at fødes af kvinder. I et samfund af sådanne gudemennesker tager man ikke til ægte. Her er man ikke længere noget specielt hankøns- eller hunkønsvæsen, men tilhører en livsstruktur, man på grund af den frigørelse af køn, den udtrykker, kan kalde "frikøn". Det er kulminationen af denne det levende væsens situation eller epoke i kredsløbet, der ligger til grund for Kristi ord: "I ere guder". I dette samfund er de materielle organismer af en så æterisk natur, at de kan opbygges ved psykiske overskudsenergier fra de levende væseners organismer. Dette overskudsstof kan vi kalde "A-stof". Det eksisterer i væsenernes aura. Når der skal dannes et nyt "foster" her, vil nogle hertil særligt begavede og udviklede væsener ved deres vilje og tankekraft skabe mulighed for, at dette stof kan komme i berøring med en kraft hos det levende væsen på det åndelige plan, vi kan kalde "A-kraften". Denne kraft udløses fra det psykiske plan af det diskarnerede væsen igennem dets skæbneelement og de her placerede talentkerner for opbygning af organisme. Det er de samme talentkerner, der bygger det lille fosters organisme op i moders liv hos de enpolede væsener, men her foregår det meget langsomt og tager både måneder og år. I den fuldkomne topolede tilstand sker legemsdannelsen i lyntempo. Den opbygning af organisme, der i enpoletheden tager flere år for at blive voksen, tager her kun det samme antal i minutter, ja, undertiden kun i sekunder. Det er denne manifestation og skabelse, vi kender under begrebet "materialisation". Men ligesom organismen på denne måde kan opbygges i lyntempo, kan den også opløses eller dematerialiseres i samme tempo. Hos de fremskredent udviklede væsener på dette plan, hvilket vil sige væsener, der næsten udelukkende lever ved åndedrættet, lever af luft og en lille procent af den allerfineste råkost, der findes, nemlig frugtkødet omkring kernen i de ædleste frugter, kan organismen endog dematerialiseres og atter opbygges alt efter individets eget forgodtbefindende udenfor den ordinære materialisation og dematerialisation, der henholdsvis erstatter fødsel og død. Væsenet kan således her under sin fysiske inkarnation ved denne sin kropslige tilstand og bevidsthedsmæssige udviklingshøjde så at sige vandre ind og ud af den åndelige verden alt efter dets eget ønske og behag. Vi forstår således her, at den store adskillelse mellem "de levende" og "de døde", som eksisterer på de nuværende jordmenneskers primitive trin, ikke eksisterer her. Her er ingen tårevædede og triste begravelsesceremonier. Alle det levende væsens underlæggelser af naturens livsprocesser opleves her som guddommelig glæde og lys. Men denne side ved livet er endnu så langt borte fra det jordiske menneskes nuværende åndelige trin, at det ikke er særligt påkrævet at gå nærmere i detaljer med den her. Når denne side ved jordmenneskets skæbne bliver aktuel, vil der være kosmiske væsener nok til at uddybe den nærmere. Vi har hermed kun lige villet antyde konturerne i denne menneskets kommende sidste tilværelsesform i fysisk materie og som "gudemenneske" på jorden.