Når den fysiske organisme bliver adskilt fra jeget, enten ved naturlig død, ved alderdom eller ved ulykkestilfælde, mord eller drab, eksisterer væsenet stadigt som levende. Dets jeg eksisterer, dets overbevidsthed eksisterer og i den dets skæbneelement, der er hjemstedet for dets talentkerner. Her eksisterer i form af disse dets evne til at skabe sin nye fysiske organisme. Her eksisterer alle de talentkerner, som det i det foregående fysiske liv har opøvet sig i, det være sig i sang og musik, det være sig i en eller anden videnskab, det være sig i male- og billedhuggerkunst eller andre kunstneriske og åndelige retninger. Og den væremåde, det har udviklet sig til over for sine medmennesker og omgivelser, opbevares naturligvis også her og vil blive medfødt i en ny fysisk inkarnation. Det er disse kosmiske realiteter, der garanterer væsenets udødelighed.