til symbol nr. 66
 
Det Evige Verdensbillede, bog 1, stk. 6.76.7 "Det levende" i det levende væsen er urokkeligt jeget og dets evige eller kosmiske livsstruktur, altså den der ikke er "skabt". "Det døde" ved det levende væsen er dets fysiske legeme og de øvrige strukturer, der kun udgør "skabte" realiteter. Disse strukturer, der er "skabte", adskiller sig fra de ikke-skabte eller evige strukturer derved, at de hverken kan eksistere eller fungere ved egen kraft. De får udelukkende deres bevægelses- eller funktionskraft fra de evige strukturer, som netop eksisterer ved egen kraft. Vi har derfor udtrykt den del af de evige strukturer, der udgør jeget og dets kosmiske skabeevne, hvilket i virkeligheden vil sige: "X1" og "X2", som det levende væsens "overbevidsthed". Denne overbevidsthed udgør således det levende væsens absolutte uforgængelige og dermed evige struktur. I denne overbevidsthed møder vi den allerførste begyndende udløsning af princippet "energi". Denne energi har vi udtrykt som "moderenergien". Denne energis udfoldelsesområde er i "X2", hvor den danner materie og kraft for selve livsoplevelsens fundament, hvilket er det samme som udløsningen af de to store livsfunktioner, vi har udtrykt som "maskulinisme" og "feminisme". De udløses gennem hver sit organ, vi henholdsvis har udtrykt som "den maskuline pol" og "den feminine pol". Igennem disse to polorganers indbyrdes kombinerede samarbejde med de seks grundenergier, vi har udtrykt som "instinktenergien", "tyngdeenergien", "følelsesenergien", "intelligensenergien", "intuitionsenergien" og "hukommelsesenergien", skabes hele væsenets livsfunktion, dets plads på udviklingsstigen, dets primitivitet eller intellektualitet, dets fremtræden som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen eller som et væsen i dobbeltpoletheden, hvilket sidste vil sige: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". [...]
 
 
Livets Bog, bind 5, stk. 1922-1928 og 19351922. Med hensyn til de seksuelle organer vil de ligesom alle de øvrige organer og terræner i en organisme være naturområder eller livszoner for levende mikrovæsener. Da disse organer i særlig grad er specialorganer for skabelse af behags- eller salighedsfornemmelse i renkultur eller uden intelligensmæssig analyse, en intuitiv impuls, må de samme naturområder i organismen være hjemstedet for levende væsener, der i særlig grad er besjælet med evnen til at udstråle behags- eller salighedsatmosfære. Men da en sådan atmosfære i sin højeste renkultur kun kan være identisk med kulminerende næstekærlighed, bliver de naturområder i makrovæsenets organisme, der udgør dette væsens seksuelle organer, således hjemstedet for de mikrovæsener igennem hvilke, der på det fysiske plan kan manifesteres eller udstråles den allerhøjeste guddommelige energi eller salighed i berøringen med et andet levende væsen. Dette vil igen sige, at her kulminerer livets højeste vellyst- eller behagsfornemmelse i oplevelsen af et andet tilsvarende medvæsen. Organismen udgør altså en region af væsener, igennem hvilke energier fra spiralens sjette rige, salighedsriget, kan overskygge det fysiske plan. De seksuelle organer er sædet for de sympatiske anlæg. Mikrovæsenerne her er i virkeligheden fysiske væsener, der er medier for salighedsenergi. Det er overskudsenergi fra ekstasetilstanden ved væsenets guldkopioplevelser fra dets eksistens i spiralens femte rige eller sfære: den guddommelige verden. Dette er den højeste livsoplevelse i fysisk materie.1923. Men da denne fra en tidligere spiral fremtrædende højeste kosmiske energi, intuitionen, omformet igennem væsenets erindringer fra dets eksistens i denne verden til saligheds- eller behagsenergi ikke i sig selv kan danne selvstændig fysisk organisme, må den gå i forbindelse med de grundenergier, der er af en sådan natur, at der af disse kan dannes fysisk legeme. I dette fysiske legeme kan disse energier, når de er i flertal eller overvægt, i tilsvarende grad præge en zone. Derfor bliver denne zone, som udgør væsenets seksuelle organer, kun et lokalt område eller en provins i det levende væsens organisme. Nævnte organer udgør således jegets første port ud til al skabelse og oplevelse, porten ind til alle kontraster. Alle livsfornemmelser eller arter af oplevelse af livet begynder her og slutter her. Det er det store kosmiske kredsløbs alfa og omega.1924. Men denne grundenergi er ikke nok til at danne betingelser for et levende væsens eksistens. Behagsfornemmelsen vil intet betyde, hvis den ikke kunne markeres i kontraster. Derfor er det levende væsens struktur og fremtræden ikke blot en seksuel organvirksomhed, men den betinges således samtidig af andre organvirksomheder. Af disse bliver den næste den, der udtrykkes igennem forstandsvirksomheden og har sit sæde i organismens hjerne- og nerveorganer. Den energi, der her er dominerende eller afgørende, er således intelligensen. Men intelligensorganerne kan ikke leve som selvstændige organismer. De udgør derfor også kun en provins i samme organisme som de seksuelle organer. Men her er det energierne i spiralens fjerde rige, der er den herskende faktor. På samme måde gør grundenergien fra det tredje rige i spiralen sig ligeledes gældende. Denne energi er næstekærligheden, hvilket vil sige "følelsesenergien" iblandet så megen automatisk virkende intelligensenergi, at den altid skaber væsenets sympati for andre levende væsener med en sådan human kraft, at væsenet udelukkende hellere selv vil lide end at skabe lidelse for disse andre væsener. Denne kultiverede eller fuldkommengjorte følelsesenergi eller mentale tilstand er det samme som kærlighed. Denne energi danner det kosmiske mellemled imellem fysisk og psykisk eller åndelig tilværelse. Den kan komme til fuldstændig kulmination på det fysiske plan og gør her det fysiske væsen til det fuldkomneste, der eksisterer på dette plan. Vi har for os i et sådant kulminerende kærlighedsvæsen det fuldkomne eller færdige menneske, mennesket i "Guds billede". Og den tilværelseszone eller den mentale sfære, som disse væseners liv og bevidsthed er, udgør det rigtige menneskerige. Og dette rige er altså den sidste livssfære i fysisk materie. Det vil derfor ligeledes være det sidste rige indenfor reinkarnationen.1925. I dette væsens organisme dominerer næstekærligheden eller den højeste behagsfornemmelse igennem de levende væseners mentale og legemlige vekselvirkning og samliv. I makrovæsenets organisme udgør disse væsener og deres rige eller sfære dette væsens seksuelle organer, der jo er de direkte organer for dobbeltpolet kærlighedsudfoldelse. De er, som tidligere omtalt, kærtegnsorganer. Under dette rige har vi det jordiske menneskes zone, hvis individer er væsener, der endnu er i vild kamp med udryddelsen af deres dyriske natur. Her er det instinkt og primitiv følelse, der gør sig gældende. Her er det kun den enpolede sympatiudfoldelse eller den instinktmæssige sympati, vi kender som "forelskelse", der gør sig gældende. Men denne kosmisk set primitive seksualisme er altså en udløber af den virkelige energi fra det rigtige menneskerige omdannet og tilpasset igennem væsenets enpolethed til partisk eller selvisk kærlighed, der er det samme som egoisme eller ejendomsbegær. Disse væsener er altså dominerende fysiske væsener, hvis mentalitet er blottet for kosmisk viden eller indsigt. Deres religiøse sans er kun instinkt – ikke forstand eller absolut viden. Vi har her den kosmiske dødszone, hvor det dræbende princip er det altbeherskende. I makroorganismen udgør disse væsener og deres rige mave- og fordøjelsesregionerne.1926. På samme måde udgør planterigets væsener, som udelukkende er anelsesvæsener, idet de kun føler smerte som ubehagsanelse og vellyst som behagsanelse, det område i makrovæsenets organisme, der udgør dens muskulaturer. Her har instinktenergien altså sit hovedsæde. På samme måde er makroorganismens skelet eller ben- og hornområde, hvilket vil sige dens mineralområde, sædet for total ubevidsthed på det ydre plan. Nævnte område består altså af overskudsenergi fra salighedsriget, som her er blevet udløst og gået i forbindelse med den ydre verdens materie. Det er denne materieudløsning fra salighedsriget, der begynder som varme og lysende tåger eller begyndende sol- eller klodedannelse ude i verdensrummet. Og det er denne energi, der er knyttet til det levende væsens sæd- og forplantningsprincip og her kommer til udløsning som det primære i fosterdannelsen i moders liv.1927. Vi har således her set, hvorledes de højere verdeners energier skygger ind i et levende væsens organisme såvel i makrokosmos som i mikrokosmos. Som det fremgik af foranstående, overskygger den guddommelige verdens energi eller intuitionen via salighedsriget de seksuelle organer. Energien fra visdomsriget eller intelligensenergien overskygger, ligeledes via salighedsriget, hjerne- og nerveregionerne. Dernæst overskygger energien fra det rigtige menneskerige eller den fuldkomne kærlighedsenergi hjerte- og lungeregionerne, medens energien fra det dræbende princips zone eller dyreriget, tyngdeenergien, overskygger mave- eller fordøjelsesorganerne. Planterigets energi eller instinktet overskygger muskulaturen eller kødet, medens salighedsrigets energi, som før berettet, overskygger mineralriget. De højere verdeners energier overskygger således de fysiske regioner i de levende væseners organismer og bestemmer deres primære natur. Da det højeste fysiske legeme, der eksisterer, er det rigtige menneskelige legeme, bliver det dette legeme, der bliver sædet for spiralkredsløbets højeste energis indtrængen i den fysiske verden. Disse højeste energier er altså hukommelsen, intuitionen og intelligensen. Dette vil igen henholdsvis sige, at salighedsrigets, den guddommelige verdens og visdomsrigets energier hver især opfylder ikke blot deres egen ordinære verden på det psykiske plan, men trænger også ind i de levende væseners organismer på det fysiske plan. Men det er denne de højeste verdeners energiers indtrængen på det fysiske plan, der er organiseret igennem de seksuelle eller sympatiske anlæg.1928. Med enpolethedens begyndelse, hvilket vil sige, når den ene af væsenernes to seksuelle poler stagnerer, opstår væsenets "udtrædelse af paradiset" eller det såkaldte "syndefald". Hos de væsener, i hvem den maskuline pol stagnerer, opstår "hunkønsvæsenet", medens "hankønsvæsenet" på samme måde opstår i de væsener, i hvem den feminine pol stagnerer. Da indstrømningen af de kosmiske eller åndelige energier, der lader væsenet være et virkeligt gudevæsen, reguleres af de sympatiske anlæg, hvilken regulering altså betinger væsenets opståen enten som mørkevæsen eller som lysvæsen, skal vi her se lidt på disse anlæg. Disse sympatiske anlæg består af to store organregioner, igennem hvilke de kosmiske energier fordeles i organismen og gennem kropslig og åndelig manifestation kommer til udløsning i vedkommende væsens manifestation og væremåde. Igennem disse to organregioner fordeles udløsningen af de kosmiske energier således, at igennem den ene organregion udløses indstrømningen af saligheds- og intuitionsenergien i instinktform, samt primitiv følelse. Dette organsæt kender vi som de to seksuelle enpolede organsæt, der befordrer den feminine og den maskuline tilstand i væsenerne. Igennem disse organsæt fornemmes salighedsenergien som kulminationen af seksuelt behag eller vellyst. Instinktet er den ydre automatiske kilde eller vejleder, der iværksætter den seksuelle drift, der igen er det samme som det, vi kender som parringsdriften. Det andet organsæt er redskabet for udløsningen af hele den intellektuelle side ved væsenet, hvilket vil sige, den vågne dagsbevidste intuition, intelligens og mentale følelse, hvilket igen vil sige: sorg og glæde.1935. Med hensyn til de to poler, da har den ordinære pol, hvilket vil sige den maskuline i manden og den feminine i kvinden sit udløsningscenter i de seksuelle organer. Den latente eller modsatte pol, hvilket vil sige den maskuline i kvinden og den feminine i manden har sit udløsningscenter i hjerneorganerne. Hos det normale jordiske menneske er disse to centrer endnu stærkt adskilt. Men efterhånden, som udviklingen finder sted, og den modsatte pol tager til, vokser der en forbindelseslinje frem, en slags psykisk hovednerve imellem de to centrer. Den begynder som en lysende udløber fra begge centrer, hvilket vil sige, fra hjernen og fra det seksuelle center i rygmarvsområdet. Disse to udløbere bliver ved med at vokse, indtil de en dag når hinanden og går da øjeblikkelig i forbindelse. Dette betyder så igen, at der ligeledes i samme øjeblik opstår en fuld kontakt mellem det seksuelle hjernecenter og det seksuelle parrings- eller sympaticenter. Væsenet bliver fuldstændig vågen dagsbevidst i sin modsatte pol, der netop nu bliver overskygget fra det seksuelle sympaticenter. Der opstår da i væsenet sympati eller kærlighed til dets eget køn, men denne kærlighed har ikke noget med ægteskab at gøre. Ja, denne ny sympatifølelse afviger endda fra den tidligere seksuelle sympati, der var en energimobilisering for parring og dermed for det ejendomsbegær over et andet væsen, vi kender som "forelskelse", ved at være virkelig kærlighed. Dette vil igen sige en energiudfoldelse, der absolut ikke tilsigter at besidde eller eje nogen eller noget, men udelukkende fornemmer en altoverstrålende behagsfølelse i at tjene alt og alle i kontakt med de guddommelige love. Medmenneskenes fremtræden som mand eller kvinde er ikke mere objektet for kærlighedskulminationen, men derimod "mennesket" i mennesket. Man fornemmer sig ét med alt og alle, hvilket vil sige: ét med Gud. Man er i den samme følelse som den, Kristus var i, da han sagde, at "jeg og Faderen vi er ét". Alt er nu indlemmet i det sympatiske anlæg, alt er flammer af den allerhøjeste ild. Og først da er jordmennesket blevet til det virkelige menneske. I denne ild eller seksuelle tilstand kulminerer overholdelsen af kærlighedsloven og dermed opretholdelsen af selve verdensaltet.
 
 
Artikelsamling 1, Ægteskabet og alkærligheden, stk. 41.27-41.2941.27 Mange mennesker er allerede så langt fremme i udvikling, at alkærligheden ikke blot giver sig udslag i almindelig manuel godhed og hjælpsomhed, den begynder at give sig udslag fra et højere plan. Den begynder at skabe trang i væsenet til udløsning af mere eller mindre intime kærtegn. Den søger udløsning for en sådan varmende kontakt med andre væsener, altså igennem dette at kærtegne. Da det ikke er en ægteskabskærlighed, væsenet søger udløsning for, er den ikke stilet imod noget modsat køn. Det vil altså sige, at dens objekt er ikke noget hankøn eller hunkøn. Det er ikke selve "manden" eller "kvinden", der er det animerende kærtegnsobjekt for det udviklede menneske. Det er i realiteten væsenet bag det kvindelige eller det mandlige legeme, der animerer kærtegnslysten. Men hvordan er betingelsen for en sådan kærtegnsudløsning midt iblandt mennesker, hvor den overordentlige store part netop er hankøns- og hunkønsvæsener? – Her er ikke rigtig plads for en alkærlighedens intime kærtegn. Det har da også hidtil ført til et forfærdeligt mørke for de væsener, der begyndte at få dette alkærlighedstalent i sin natur. Denne kærtegnstrangs objekt er ikke forbeholdt et væsen af modsat køn. Ja, den gælder endog i sine begynderstadier særligt væsener af samme køn. Og det er netop dette, der har vakt forfærdelse, hån og spot, bagtalelse og forfølgelse og ligefrem fængsling og straf for sådanne begyndende fra flokken afvigende væsener.41.28 Hvoraf kommer denne forfærdelige uvilje, der hos visse væsener ligefrem grænser til had og forfølgelse? – Denne væsenets antipati imod den intime sympati for sit eget køn har rod i naturens egen opretholdelsesstruktur. Dyrene har i nogen grad tendens til at dræbe væsener af deres egen art, der er abnorme og mere eller mindre afvigende fra det normale og ude af stand til at kunne klare de for arten gældende livsbetingelser. Og det er denne tendens, vi kan se, der går igen helt op i det endnu meget stærkt enpolede menneske, som endnu er aldeles blottet for trang til intimt at kærtegne væsener af sit eget køn. Ja, det ligefrem kan hade og forfølge et sådant væsen. Men efterhånden som poludviklingen skrider frem og kommer til syne i flere og flere mennesker, og det ligeledes er blevet synligt, at denne forvandling fra enpolethed til dobbeltpolethed er en naturlig proces, der er en livsbetingelse for væsenets forvandling fra dyr til menneske, vil man stille sig helt anderledes forstående og sympatisk over for væsenerne på dette stadium i udviklingen, end man tidligere har været i stand til.41.29 Nævnte forvandling vil komme ind under en, for den forvandlede tilstand passende moralbasis. Og man vil komme til at erkende, at dette at være "homoseksuel", der er det samme som at være dobbeltpolet, ikke behøver at betyde, at man er en paria, at man er en afsporet, man er pervers, man er en seksualforbryder, man ligger under for en fejlagtig vane, man er en særling, man er abnorm eller er befængt med nogle af de andre mentale særheder, menneskene synes at koble til den homoseksuelles eller det dobbeltpolede menneskes mentalitet og psyke. Så længe det homoseksuelle eller dobbeltpolede væsen ikke er et færdigt menneske, kan det naturligvis være behæftet med laster og afsporinger lige så vel som de enpolede væsener. Men at betragte laster og afsporinger eller andre ufærdige sider ved mennesket som særligt hørende det dobbeltpolede menneske til er absolut forkert og er i sig selv en afsporet opfattelse. Homoseksualitet i renkultur er således ikke nogen last eller afsporing. Den er organisk forankret i dobbeltpoletheden og næstekærligheden og er det livets fundament, uden hvilket en virkelig lysets verden i total renkultur ville være en absolut umulighed.
     Men hvordan skulle en menneskehed, der igennem dens religioner, sekter og samfund har fået prædiket Moselovens dødsdom over væsener af samme køn, der intimt kærtegnede hinanden, kunne forstå et talent, der endnu ikke gjorde sig gældende i deres egen mentalitet og væremåde? De havde jo endnu i mange tilfælde en ligefrem stærk seksuel appetit på det modsatte køn. De kunne kun opfatte alkærligheden som en uhyrlighed, en afsporing, der måtte straffes og udryddes. Men hvordan kan man udrydde Guds plan? – Denne strenge almenhed og dens præster og retsvæsen forstod jo ikke, og forstår heller ikke engang i dag, at det er Guds skabelse af mennesket i sit billede, man angriber og udøver sabotage imod ved at forfølge alkærlighedens vækst i mennesket.