Det Evige Verdensbillede, bog 5
49.4  Symbolet viser et system med sole og planeter nede i vor organisme, som består af forskellige materier, der alle sammen fremtræder i stjernetågeform.
      Disse stjernetåger er ikke på det fysiske plan. På en måde er de nok fysiske, for det fysiske fortsætter jo i uendelighed, det vil aldrig komme til en ende. Men det ligger fuldstændigt uden for det, vi kan opleve. Vi kan kun opleve virkningerne af disse ting. Stjernetågerne på symbolet er så at sige gået over til at være "åndelig materie". Denne materie er den første grad eller den groveste grad af "åndelig materie", fordi væsenerne her er fysiske, de er ikke diskarnerede. Man må huske på, at den virkelige "åndelige materie" består af diskarnerede væsener. I princippet viser symbolet inkarnerede væsener, altså væsener med fysiske kroppe.
      Den virkelige åndelige materie, som vi bruger til vor tanke, til at tænke med og til at forme ideer med osv., består af diskarnerede væsener. De har ikke en fysisk krop, de er på det åndelige plan. Det er disse diskarnerede væsener, der er materiale for vor tanke. Når vi kan forme en ide eller skabe et fantasibillede og derefter bringe det videre til den fysiske materie, sker det fra disse diskarnerede mikrovæsener. De danner den "åndelige materie" og lystrer altså vor bevidsthed, så tanker og ideer kan bringes videre til den "åndelige materie", som er fysisk inkarneret. De fysisk inkarnerede mikrovæsener danner "kraftmaterie", mens de diskarnerede mikrovæsener danner "tankematerie".
 
Kursusforedrag 2, 10.05.1962
Symbol af Martinus
Symbol 49
Mikrokosmisk stjernesystem. Organisk atomverden