til symbol nr. 48
 
Livets Bog, bind 6, stk. 2133-2134, 2020 og 20262133. Med hensyn til lægevidenskabens kendskab til den menneskelige organisme kan det ikke nægtes, at den er kommet meget langt. Den er meget dygtig i sit felt og redder millioner af mennesker ud af kropslige lidelser og unaturlig død, men fundamentet for dens rækkevidde er kemi og kirurgi. Det mikroskopiske verdensalt opfattes mere som materie eller stof, end det opfattes som liv. Naturligvis har den materialistiske videnskab et overordentligt stort kendskab til mikroliv i form af celler og bakterier osv., men dette kendskab omfatter i virkeligheden kun nævnte mikrolivs stoflige reaktioner. Og så langt, som dette kendskab er tilstrækkeligt for dermed at kunne skabe helbredelse for sygdomme, har denne videnskab været til umådelig stor velsignelse og frelse fra lidelse og død. Lægevidenskabens utrættelige kamp for at hjælpe menneskeheden er således ikke nogen lille manifestation i verdensgenløsningens tjeneste.2134. Med hensyn til opfattelsen af det kropslige mikrokosmos, som en blot og bar kemisk, teknisk, animalsk materiekombination, udgør den ikke tilstrækkelig viden til, at man ved hjælp af den kan gøre menneskene immune overfor alle sygdomme. Det er ikke nok, at man kan operere og helbrede sygdommene. Endemålet for dette felt i menneskets udvikling er at dygtiggøre det, således at det totalt kan fjerne grundårsagen til sygdommene, så de umuligt kan opstå i dets skæbneområde. Dette endemål kan kun opnås igennem kendskabet til sjælelivet i væsenernes kropslige mikrokosmos og dettes forbindelse med deres egen tankevibration og psykiske indstilling. Uden dette kendskab vil alle sygdommes dybeste eller inderste årsag ikke kunne bekæmpes. Sygdomme vil da blive ved med at opstå og kræve større og større lægehjælp og hospitalsområder i det uendelige. Den endelige immunitet overfor sygdomme kan således ikke udelukkende skabes ved materialistisk lægevidenskab og kærlig sygepleje.2020. Som nævnt er vor organisme et univers for myriader af små levende væsener. Når vi føler smerte og lidelse i vor organisme, er det disse små væsener, der er i livsfare. Det er deres angst, lidelse og smerte, der igennem mikrovæsenerne i vore nerver rapporteres til vor hjerne, hvorefter vi så tager skridt til at komme ondet til livs. Men helbredelse af de syge felter betyder en genskabelse af de sunde og normale forhold i de nævnte felter. På denne måde bliver vi et beskyttende væsen, et forsyn for vore mikrovæsener. Hvis vi ødelægger de normale livsbetingelser for mikrovæsenerne i vor organisme og dermed vor egen førlighed, ja så bringer vi hele vor fysiske organisme til undergang. For selv at besidde sundhed og velvære er det altså en livsbetingelse for makrovæsenet, at det netop må skabe denne sundhed og dette velvære for mikrovæsenerne i dets egen organisme. På denne måde bliver ethvert levende væsen en beskytter eller et forsyn for mikrovæsenerne i dets organisme. Det bliver altså her synligt som kendsgerning, at ethvert levende væsen står under et forsyns beskyttelse. Men her spiller skæbneprincippet også ind. Den beskyttelse, vi ikke selv giver mikrovæsenerne i vor egen organisme, kan vi ikke selv vente at få fra det makrovæsen, i hvis organisme vi selv er mikrovæsener. Her gælder det også, at den grad af beskyttelse, den grad af gode og sunde naturomgivelser, vi giver mikrovæsenerne i vor egen organisme ved at leve sundt og ved at tænke sundt eller i kontakt med livets love, vil igen til slut blive os tildelt af vore egne daglige omgivelser og livsforhold. Her gælder det også i allerhøjeste grad, at det, et menneske sår, skal det høste.2026. [...] I samme grad, som vi ikke lever sundt, er vi med til at forringe eller ødelægge vore mikrovæseners liv. Vi må således, for virkeligt at kunne opleve det fuldkomne normale liv, sørge for, at de organer, igennem hvilke livet opleves, altså vore mikrovæsener, som bebor og udgør vore synsorganer, høreorganer, lugte- og smagsorganer, vor følelsesevne, vore kirtelorganer, vore åndedrætsorganer, vort hjerte og vor hjerne etc., får de for dem bedst mulige betingelser. Vi må derfor have den nødvendige søvn og hvile, vi må have den absolut sundeste mad og drikke, vi må vænne os til at undgå de dødbringende nydelsesmidler: alkohol, nikotin, morfin og alle de andre for livsorganerne absolut ødelæggende stoffer. Det samme gælder bevidsthedsernæringen, hvilket vil sige: tankearterne. Vi må undgå de for den psykiske livsoplevelsesevne dødbringende tankearter såsom vredesudbrud, hævn- eller forfølgelsestanker overfor vore medvæsener, løgnagtighed og bagtalelseslyst og andre selviske tankearter. Den absolut sunde åndelige ernæring for mennesket er alle uselviske tankearter. De er ligeså fysisk og psykisk livgivende, som de selviske tankearter er fysisk og psykisk dødbringende for mennesket. De fleste indre organiske og kroniske sygdomme stammer fra fejlagtige og dermed giftige tankearter. Livet viser os her som kendsgerning, at det levende væsens livsoplevelse ikke blot er noget rent fysisk. Den er derimod intet mindre end et resultat af vort eget væsens samarbejde med et "forsyn". Er vi ikke i kontakt med dette forsyn (vort makrovæsen), bliver vor livsoplevelse i tilsvarende grad defekt. Men i kontakt med dette forsyn kan vi ikke være, hvis vor egen organisme er defekt. Vi er bestemt til at være et livgivende organ i vort makrovæsen, det kan vi ikke være, hvis vor organisme er defekt og ikke kan udfylde sit formål. Kan den ikke udfylde sit formål, bliver den en gene, bliver i vejen, bliver undertiden noget, makrovæsenet må operere væk. Og dette mikrovæsen får da en unaturlig død, hvilket vil sige, at det dør i utide. Det dør før den tid er inde, da det ellers var normalt for det at dø. Naturen omkring os er således ikke døde tilfældige kræfter for os, ligeså lidt som vore indre organiske funktioner: fordøjelse, blodomløb, kirtelfunktioner og tankefunktioner etc. er tilfældige. De er levende organiske manifestationer, ved hvilke et makrovæsen er i stand til at opretholde sin livsoplevelse på samme måde, som vor organisme er et redskab, ved hvilket vi bliver i stand til at opleve livet. Vor livsoplevelse er således et meget intimt forhold til de tre uudslettelige fakta: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
 
 
Kosmos nr. 4, 2005, Jeget og dets egen verden, stk. 88. En faktor, som absolut ikke må forbigås, når der er tale om menneskets forhold til sin egen mikroverden, er tankerne. Når som helst man fylder sin bevidsthed med vrede, bitre eller hadefulde tanker, ja, blot man bliver en smule irriteret, sender man strømme gennem nervesystemet, der kan skabe kortslutninger og dermed katastrofe. Disse strømme forgifter blodet, som føres rundt i organismen, og for det udviklede menneske kan en sådan forgiftning være katastrofal. Både hjerte-, lunge- og maveområdet kan let udsættes for voldsomme angreb, og jo mere udviklet et menneske er, desto mere modtageligt er det for den slags mentale infektioner, det kan faktisk slet ikke tåle at blive vred eller irriteret og heller ikke at udsætte sig for alt for stærke bekymringer og sorger. Men det kan intet menneske vel undgå? Vi kan ikke undgå at komme ud for de situationer, der kan skabe irritation, bekymring eller sorg i vor bevidsthed, men et menneske kan udvikles til at møde disse situationer med en sådan balance mellem sin følelse, sin intelligens og sin intuition, at begivenhederne ikke skaber katastrofer i dets åndelige og fysiske verden.
     Gennem åndsvidenskaben har det søgende menneske mulighed for at lære sin egen verden at kende, både sin åndelige verden og sin fysiske verden, dvs. sine åndelige legemer og sin fysiske organisme. Det har mulighed for at blive ansvarsbevidst i forholdet til sine mikroindivider og udfolde næstekærligheden inden for dette livsvigtige område. Forenes denne kærlighedsudfoldelse med kærligheden til Gud og til næsten i hverdagen, kommer mennesket på bølgelængde med universets grundtone eller Guddommens kærlighed, og det oplever at blive "ét med Faderen".
 
 
Småbog 16, Unaturlig træthed, kapitel 99. Martyrium og glæde kan lige så lidt forenes som olie og vand. Og hertil kommer så vreden og bitterheden imod det andet menneske, der hele tiden holder det i en oppositions-spekulationstilstand. Men vrede og bitterhed kan ligeledes umuligt forenes med normal livsglæde. Og da den absolutte sundheds vedligeholdelse både i sjæl og legeme umuligt kan befordres på anden måde end netop ved normal livsglæde, ser vi her, hvorledes et sådant menneske nu i virkeligheden om end ubevidst tyranniserer sig selv ved at holde vredes- og martyriumstanker ved lige. Da alle tanker er en strålekraft, der ikke blot gennemstrømmer og ledes gennem hjernen, men også gennemstrømmer atom- eller mikrostrukturen både i blodet, muskulaturen og nerverne, bliver det ikke lige meget, hvilke tankearter der således går gennem organismens mikroliv og organer. Da glædestanker udgør den normale livskraft i den animalske organismestruktur, bliver denne livskraft altså beskadiget i samme grad, som mennesket er fyldt med vredes-, depressions- og martyriumstanker. Og når livskraften er beskadiget, vil det igen betyde, at den ikke har tilstrækkelig kapacitet til at befordre den normale livsfunktion, der udelukkende skal give sig udslag i en permanent livsglæde. Og dette, at man ikke har kræfter til at befordre den normale, daglige livsfunktion, kan kun fornemmes som "træthed". Træthed er udelukkende symptom på livskraftmangel.
     Årsagen til menneskenes unaturlige træthed er således, at det ikke mere er et fortidsmenneske i renkultur. Dets udvikling igennem tiderne har ført med sig, at det ikke kan tåle at leve efter fortids- eller vildmenneskets uskrevne love, der udelukkende koncentrerer sig i magtmoralens: "Øje for øje og tand for tand". Dets nerver kan simpelt hen ikke blive ved med at tåle at gennemstrømmes af den dyriske mentalitet, der også kan udtrykkes i begrebet "enhver er sig selv nærmest". Dertil er det blevet for meget "menneske". Men ikke desto mindre er det således i dag, at tusinder og atter tusinder af mennesker i en vældig grad i deres daglige tankefunktion befordrer vredes- og depressionstanker samlet i en martyriumsfornemmelse, der holder al livsglæde og dermed den normale livskraft borte både fra sjæl og legeme. Og vi er her ved alle sygdommes og mørke skæbners inderste årsag.