til symbol nr. 73
 
Småbog 5, Den ideelle føde, kapitel 99. Det vanskelige punkt for tilhængeren af den gamle nydelses- eller ernæringsform vil altså bestå i omskabelsen af hans smagsevne, overvindelsen af det altfor stærkt udviklede madbegær, der for ham jo ligefrem er blevet en forlystelse og dermed en last. Han må nemlig vænne sig til, at et måltid mad, der er i harmoni med de guddommelige love, hvilket altså vil sige et måltid mad, der er absolut sundhedsbefordrende og dermed sygdomsforebyggende, absolut umuligt kan bestå af så og så mange forskellige slags af de gængse retter, der hver især i mange tilfælde repræsenterer højst uvidenskabelige og for organismen skadelige kemiske sammensætninger eller så og så mange forskellige slags mere eller mindre alkohol- eller giftholdige drikkemidler. Han må gøre sig klart, at et efter nutidens højeste mode "veldækket" bord udgør en i sølv, krystal og blomster skjult vej til hospitalet, en festsmykket genvej til døden. Det er den udløsende årsag til organiske lidelser og forkalkning. Medens lidelserne er direkte nedbrydende momenter for humør og sind, er forkalkningen hæmmende for al åndsfunktion.
     Det nævnte bord befordrer yderligere fedme. Den kunstneriske slanke linie, som af naturen er bestemt som konturer for den menneskelige legemsform er i altfor stor en udstrækning sat over styr. Den er således en sjældenhed hos individer, der er nået op over fyrreårsalderen. Her ser man i stor udstrækning en legemslinie, der er lige så skrigende unaturlig som det "veldækkede" bord, der er dens årsag.
     At man, navnlig for "det smukke køns" vedkommende, søger at tilbageerobre den tabte naturlige linie ved hjælp af lige så skrigende unaturlige, men opreklamerede afmagringsmedikamenter, gør ikke sagen bedre. De engang ødelagte stofskifteorganer lader sig ikke således i en håndevending ved et "trylleord" i form af "piller" eller "pulvere" øjeblikkelig som ved et mirakel bringe tilbage til sin normalfunktion.
     For det kosmiske syn viser det sig, at en sådan ødelagt stofskifteevne i værste tilfælde kan følge individet gennem flere inkarnationer. I disse inkarnationer har individet altså en unormal stofskifteevne lige fra fødslen. Nævnte individ udviser allerede i den spæde alder tendenser til en altoverskyggende fedme. Her vil man måske påstå, at de nævnte tendenser er nedarvede fra forældrene. Men hvorfor fødes et individ netop hos sådanne forældre og ikke hos forældre, hvor disse besværlige tendenser ikke findes? En fødsel, der for individets ånd betinger en unaturlig tilværelse, ja ligefrem en arrestation i fedt, ville jo være udtryk for den højeste grad af uretfærdighed eller mørke, hvis ikke der netop ved det pågældende individ selv var noget, der retfærdiggjorde nævnte fødsel. Og det er dette noget, der for den okkulte iagttagelse viser sig at være identisk med individets egen i dets evighedslegeme fremtrædende skabeevne fra en tidligere tilværelse. Nævnte evighedslegeme udgør et åndslegeme i hvilket individets jeg permanent fremtræder, ganske uafhængigt af om det er inkarneret eller diskarneret i et materielt eller fysisk legeme. Ved udskejelser, ved tilvænning af fejlagtige eller unaturlige tilbøjeligheder i en materiel tilværelse eller et jordliv nedsætter eller ødelægger individet i tilsvarende grad denne sin skabeevne.
     Med hensyn til den omtalte uheldige ernæring kan denne altså indvirke således på individets skabeevne, at samme individ blandt andet bliver ude af stand til at opbygge normale stofskifteorganer i sit fysiske legeme ved en ny inkarnation. Virkningen heraf bliver, at samme legeme lige fra fosterdannelsen bliver genstand for altfor megen fedme. At et sådant individ fortrinsvis fødes hos forældre med lignende tendenser, eller hvis det har nedbrudt sin skabeevne ved drikkeri og derved fortrinsvis fødes hos drikfældige forældre eller på andre måder fødes hos forældre, der har de samme gode eller slette tilbøjeligheder som det selv, skyldes ganske naturligt loven for tiltrækning og frastødning. Men for at forstå dette må vi gå helt tilbage til nævnte individs diskarnerede tilstand, hvilket vil sige, dets åndelige tilværelse før dets nuværende fødsel. I nævnte tilværelse fremtræder det foruden i visse underordnede åndelige legemer også i et general- eller hovedlegeme. Dette legeme beskrives i Livets Bog som individets "evighedslegeme" eller "X2". Nævnte legeme er hovedsædet for individets skabeevne og ligger til grund for individets manifestation og evne til at genfødes. Nævnte legeme bliver altså det dybeste udløsende moment for individets skabelse af et nyt fysisk legeme. Gennem førstnævnte legeme, der selv repræsenterer den syvende grundenergi, udløses individets korrespondance med tilværelsens seks andre grundenergier, hvilket vil sige dets daglige liv og færden, dets opbyggelse og nedbrydning af materie, dets ungdom og alderdom, dets fysiske og åndelige tilværelse. Da det samme legeme således fremtræder som sædet for en stadigt skiftende kombinering af grundenergierne, repræsenterer det således til enhver tid en tilsvarende form for udstråling. Denne udstråling vil igen være at udtrykke som individets "åndsglorie". Denne glorie udgøres altså af åndelig energi. Men da åndelig energi igen i følge "Livets Bog" kommer ind under begrebet "elektricitet", vil nævnte glorie således repræsentere en eller anden form for elektrisk natur. Men en elektrisk energimængde, der fremtræder i en bestemt form for begrænsning, vil jo være at udtrykke som en "bølgelængde". Men en "bølgelængde" kan igen kun dirigeres ved tiltrækning og frastødning. Tiltrækning og frastødning kan igen kun komme til udløsning gennem "apparater". For det åndelige eller ufødte væsen udgøres disse "apparater" indtil et vist område af inkarnerede væseners fysiske legemer. Når et han- og hunvæsen gennem deres fysiske legemer indgår en seksuel forbindelse, og denne forbindelse er fuldkommen, hvilket vil sige, at befrugtning finder sted, har de nævnte væsener om end ubevidst udløst tiltrækning af et diskarneret individs åndsglorie. Ved deres seksuelle samleje har de nævnte to væsener således tilsammen virket som "modtagerapparat" for et ufødt individs glorie eller "bølgelængde". Denne "bølgelængde" bliver igen direkte fastholdt af "modtagerapparatets" "kondensator", hvilket vil sige hunvæsenets befrugtningsorganer. Efter at denne forbindelse er kommet i stand, kan det ufødte eller diskarnerede individs energi ved hjælp af nævnte organer begynde at vibrere i fysisk materie. Og resultatet heraf udgør det, vi kalder "fosterdannelse". Hunvæsenet virker altså her som et direkte medium eller redskab for et diskarneret individ eller åndsvæsen, der nu er i færd med at materialisere eller skabe sig et nyt fysisk legeme. Når dette legeme når en vis tilstrækkelig position, udskilles det gennem den proces, vi kalder "fødslen", fra mediets fysiske legeme, hvorefter det bliver synligt på det fysiske plan som en "nyfødt" verdensborger. Til denne er altså hunvæsenet "moder" og hanvæsenet "fader".
     Jeg kan naturligvis ikke her gå i detaljer med så omfattende et problem, men må henvise til de kommende bind af "Livets Bog". Når jeg her giver disse enkelte svage konturer af problemet, er det kun for at vise, at ingen medfødte tendenser er uskyldigt påførte, men at disse i absolut alle tilfælde vil være identiske med resultater af individets egen vandel i tidligere liv eller tilværelser. Thi da ethvert diskarneret individ udgør en "bølgelængde", og dennes karakter udgøres af individets i dets sidste forudgående fysiske inkarnationer opelskede vaner og tilbøjeligheder, opbyggelser og nedbrydelser af skabeevnen, og denne særlige begrænsning af "bølgelængden" betinger tilsvarende særlig indstilling af "apparaterne" for sin "modtagelse", kan intet diskarneret individs "åndsglorie" blive tiltrukket af noget "apparat", hvilket vil sige medium eller forældre, der ikke på en eller anden måde er indstillet på samme "bølgeområde".
     Det er denne guddommelige anordning, der betinger, at køer ikke føder bjørneunger, at bjørne ikke føder elefanter, at elefanter ikke føder mennesker eller lignende, men at hver art af levende væsener netop føder de for sin art særligt passende individer. Men ligesom de evige love således her betinger eller garanterer arternes rigtige fødsler, således betinger de samme love også, at de defekte og de fuldkomne individer får de for hver især særligt passende fødsler, således at intet individ ved arvelighed kan påføres tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindeligt selv er ophav til. Loven for tiltrækning og frastødning betinger således, at ethvert individ hele tiden har sin egen skæbnes tråde i sin hånd og ustandseligt kan arbejde på sin egen guddommeliggørelse. Det vigtigste punkt for det samme individ bliver altså at komme til erkendelse eller fuld klarhed over denne sin egen altoverskyggende guddommelige magt for derved at anvende den i styringen af sin egen skæbne mod de højeste tinder.