til symbol nr. 71
 
Livets Bog, bind 6, stk. 21852185. Vi har efterhånden begyndt at lære det levende væsens inderste kernestruktur eller overbevidsthed at kende. Vi ved, at denne uadskilleligt er knyttet til jeget og således evigt er ét med dette. Som vi har set, består overbevidstheden blandt andet af et ligeså evigt organ, nemlig skæbneelementet med talentkernerne for al den udvikling og begavelse, de evner og anlæg, som væsenet til dato igennem inkarnationerne har tilegnet sig. Igennem disse talentkerner, der i princip er det samme som psykiske plantefrø, kan de evner og anlæg, der som stivnet energi er indlagt i disse, overleve væsenets fysiske organismes undergang og atter komme ud af sin stivnede tilstand, komme til udfoldelse, blive kraften i opbygningen af dets ny organisme og her, når de ydre fysiske og psykiske betingelser herfor er til stede, befordre de evner og anlæg, som det har tilegnet sig i tidligere inkarnationer. Overbevidstheden bliver således her synlig som stadig eksisterende bag det levende væsens skiftende inkarnationer i fysisk materie. Den udgør en ganske uforanderlig del af det levende væsen. Den er ikke et produkt af skabelse og kan derfor aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom den heller aldrig nogen sinde kan ophøre, idet den i sig selv er absolut stilhed eller ubevægelighed. Det eneste bevægelige i dens område er talentkernernes passage ind og ud af skæbneelementet og de grænseområder af den, ved hvilke den er forbundet med underbevidstheden eller væsenets natbevidsthed og dagsbevidsthed, og dermed dens tilknytning til væsenets oplevelse og manifestation.
 
 
Det Evige Verdensbillede, bog 4, stk. 34.1634.16 Når det diskarnerede eller åndelige væsen kan forbinde sig med de to fysiske parringsvæseners parringsakt ved sæd- og ægcellefunktionens kombinerede proces, skyldes det netop dette, at denne proces udløser en overordentlig stor udstråling af en højåndelig energi af en særlig kvalitet. Denne højåndelige energi fornemmes som kulminationen af behags- eller vellystfornemmelse eller salighed og afslører sig for det udviklede menneske som selve Guds ånd. Disse parringsparternes kombinerede befrugtningsorganers høje opladning af salighedsenergi under parringsakten udgør et tiltrækningsobjekt for de til fysisk inkarnation eller genfødsel modne, diskarnerede væsener. Men vi må her forstå, at når børn har samme egenskaber eller talenter som forældrene, så er disse egenskaber eller talenter ikke arvet fra forældrene, men er foreteelser, der mere eller mindre allerede var udviklede hos de pågældende væsener i deres tidligere jordliv. Det er således deres absolutte egen arv og ikke noget, de gratis får fra forældrene. Og det er netop denne afkommets egen arv fra en tidligere tilværelse, der bevirker, at de mere eller mindre bliver knyttet til forældre med samme mere eller mindre beslægtede egenskaber og talenter og derved kommer til at ligne forældrene, bliver af samme art, race, talent eller begavelsesart.
     For at være tiltrækningsobjekt for de diskarnerede væsener, må de fysiske væsener således være af samme art eller race som de diskarnerede væsener, de ved parringsakten og undfangelsen tiltrækker. Salighedsudstrålingen fra en parringsakt mellem for eksempel to hunde kan normalt kun virke som tiltrækningsobjekt for diskarnerede hunde af samme eller beslægtet art. Samme princip gælder naturligvis også for andre dyr og de ufærdige enpolede mennesker. Derfor kan mennesker kun få menneskebørn, aber abebørn, hunde hundehvalpe og således fremdeles. Men det er ikke blot det, at væsenerne er af samme art eller race, der befordrer tiltrækningen mellem de diskarnerede væsener og de fysiske parringsvæsener. Tiltrækningen bestemmes også, som allerede nævnt, af væsenernes lighed i talentkerneområdet, hvilket vil sige: i begavelse, karakter og væremåde. For disse væsenets bevidsthedsegenskaber danner der sig i de befrugtningsdygtige væsener et sæt talentkerner i rent mikrokosmisk format. Et sådant mikrotalentkernesæt rummes i hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets befrugtningsmateriale, hvilket vil sige: sædcellen og ægcellen. Disse to celler rummer mikroorganer eller talentkerner for opbygning af en ny fysisk organisme for et levende væsen, når betingelserne herfor kommer til udløsning igennem de to pågældende væseners parringsakt. Disse mikrotalentkerner rummes i de såkaldte "kromosomer" og "gener", der udgør det koncentrerede talentkernemateriale til en ny organisme. Når dette talentkernemateriale fra hankønsvæsenets sædcelle kommer i forbindelse med talentkernematerialet fra hunkønsvæsenets ægcelle i moderlivet, begynder den proces, vi kalder fosterdannelse, der er det samme som den begyndende skabelse af en ny fysisk organisme.