69.3  Her kan vi se noget af den stjerneverden, som vi selv består af. Symbolet udtrykker det område, der danner menneskets mave. Hvis vi forstørrer denne mave op i tilstrækkelig grad, vil vi se, at den består af sole. Vi vil se, at den består af nogle nedbrydende kræfter. Der vil være vældige eksplosioner, vældige nedbrydende tilstande. Maven er jo organismens nedbrydningsanstalt – den skal fordøje maden, den skal omdanne, den skal dræbe. Ved fordøjelse af animalsk føde må der ske drab, og maven må således have denne evne. Dybt, dybt nede i mikroverdenen, langt under mavesafternes niveau, ville man se det som stjernetåger, og man ville se nedbrydningskræfterne som systemer, der eksploderer. Ude i verdensrummet har man noget lignende med stjerner og store områder, der eksploderer. Det er fuldstændigt analogt med det, der sker i maven, hvor mavesyrens reaktioner er som ild eller som brand.
      Man kan godt forstå, at denne tilstand ikke kan vare ved. Det er ikke det fuldkomne. Det er ikke endemålet, at levende animalske mikrovæsener skal ned i maven og dræbes. Engang med tiden vil der være en for mennesket passende føde, som ikke skal dræbes, som vil forblive levende, og som netop vil befordre sit liv ved at blive optaget som næring i organismen.
 
Kursusforedrag 2, 10.05.1962 (1. visning)