til symbol nr. 64
 
Livets Bog, bind 5, stk. 1868-18701868. Der er således ikke særligt lyse udsigter for den, der i dag er skødesløs overfor sin seksuelle poltilstand. Gudløshed og uvidenhed på dette felt vil være nutidsmenneskets største og farligste skavank i dannelsen af dets kommende skæbne. Det vil være godt her at komme det gamle ord i hu: "at hver den, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder". En her fra F-menneskenes sfære videre udløbende tilstand afslører et endnu mere drastisk billede af, hvorledes det går, når mennesket lever uden forståelse af bønnens kraft og i det hele taget er uden nogen som helst åndelig interesse eller hunger samtidig med, at det også har mistet den livsbasis, der er inspirationskilde eller befordrer livslysten for flertallet eller flokken, nemlig det intime samliv med det modsatte køn. I ingen som helst zone er væsenet så udsat for at blive afsporet som netop i den seksuelle F-zone. Noget intimt samliv kan F-mennesket heller ikke hente hos sit eget køn, idet dets forhold til dette køn forlængst mere eller mindre er blevet en vanemæssig prostitution, og som her i heldigste tilfælde kun er en videreført onani.1869. Denne videreførte onani kan ikke vedblivende være tilfredsstillende. Den må stadig føres videre og videre ud i nye eksperimenter, hvorved dens ophav bliver tilsvarende mere og mere afsporet. Den normale seksuelle reaktion ved et naturligt samleje eller ved en almindelig onani kan således ikke mere bringe væsenet tilstrækkelig seksuel udløsning. De seksuelle organer kan ikke mere reagere tilstrækkeligt ved en normal seksuel påvirkning. Væsenet må derfor, for at kunne få seksuel udløsning, skabe en større og større spænding omkring sin seksuelle oplevelse. Denne større spænding kan ikke opnås ved de almindelige kærtegn, kys og smil, som danner grundlaget for den naturlige seksualisme, tværtimod. For det afsporede væsen kan denne sympatiske holdning være så overdimensioneret udlevet, at den ligefrem virker afspændende i stedet for animerende. Væsenet kan derfor ved den alene umuligt komme i den affekt, der skal til, for at den seksuelle udløsning kan finde sted. Det afsporede væsen må derfor nu gribe til midler, der lige akkurat virker i modsat retning. Da det modsatte af kærtegn er brutalitet, begynder brutalitet og vold herefter i stigende grad at danne grundlaget for dette væsens seksualisme. Ja, det kan tilsidst slet ikke mere få nogen som helst seksuel udløsning uden igennem brutalitet og vold imod sin seksuelle partner under samlejet, der i virkeligheden slet ikke bliver noget samleje, men et mordforsøg der, hvor det netop ikke bliver et mord. Væsenet er blevet "sadist". Kvælerdramaer og andre sadistiske udslag florerer stærkt i denne del af den seksuelle forvandlingszone. Den højeste nydelse eller oplevelse af livet er blevet dette at øve vold og tortur, at myrde og dræbe. Denne afsporing eller udskejelse har mange forgreninger og individuelle udslag alt efter de forskellige afsporedes særlige psyke, miljø og begavelse, ligesom der også er væsener, der har vænnet sig til selv at skulle torteres eller piskes for at få seksuel udløsning. Det er i denne afsporings mildere stadier, at pyromaner har hjemme. Den overdimensionerede unaturlige nervepirring danner også her grundlaget for de pågældende væseners seksuelle udløsning. Men spændingen eller nervepirringen ved at se ild, ved at være hemmelig brandstifter bliver ikke ved med at være tilstrækkelig. Tilsidst skal helst nogle dyr eller mennesker omkomme i de bål eller brande, de befordrer. Og væsenet er således her blevet mordbrænder. Det kulminerer i den seksuelle sindssyges tortur og livsødelæggelse ligesom denne sfæres øvrige kulminerende sadister. Længere ud i kulmination af abnormitet og mørke kan intet væsen komme. Himlen er her ligefrem blevet af det onde, medens helvede er blevet den største livsoplevelse. Det vordende menneske i Guds billede passerer her et djævlestadium. Disse af djævlepsyke besatte jordmennesker vil vi kalde "G-mennesker".1870. Hvordan kommer disse afsporede væsener tilbage til normaliteten, tilbage til Guddommen, tilbage til kærligheden? – Ja, hvordan kommer den fortabte søn tilbage til sin Fader? – Når en krukke er fyldt med vand, kan den ikke fyldes mere, idet vandet da flyder over. Det er den samme lov, der bevirker, at træerne ikke vokser sig op i himlen. Når et menneske har omdannet sin psyke til at fornemme tortur, myrderi og drab som den højeste nydelse, hvad enten det selv er objektet for sadismen eller det gør andre til offer for den, er det kommet til selve grænsen for udfoldelsen af det dræbende princip, det er kommet til selve helvede, til selve mørkets kulmination. Hinsides denne kulmination kan kun kærlighedens zone eksistere, ligesom det dræbende princip eller mørkets zone kun kan eksistere hinsides kærlighedszonen. I kredsløbets område eksisterer jo kun de to store kulminationer: mørkets og lysets og de herimellem fremtrædende overgangszoner. Efter at have vænnet sig til en så rædselsfuld livsoplevelsesform som den sadistiske, er det ikke helt let igen at blive vænnet af med den. Men den rædsel og afsky, man med sit syge eller afsporede væsen efterhånden indgyder sine omgivelser og den frygtelige karma, som dette igen bevirker, skal nok afføde livslede og i værste tilfælde selvmord, rent bortset fra den åndssvaghed eller psykiske defekt, som man i de følgende liv kommer ud for. Hele denne kulmination af lidelse og åndeligt mørke kan ikke undgå efterhånden at bringe det altoverlevende jeg i væsenet til at skrige og råbe efter at komme tilbage til den normale livslyst. Og ved hjælp af dette tiltagende begær efter den normale tilværelse vil væsenets psykiske eller åndelige kurs uundgåeligt blive drejet. Og fra helvedes, sadismens lidelser eller skærsild vender den fortabte søn nu atter tilbage til sin Fader, tilbage til livet, tilbage til den sande lykke og glæde og kan herfra fortsætte sin vej videre fremover i spiralkredsløbets umådelige bane.