til symbol nr. 57
 
Livets Bog, bind 2, stk. 334-335334. [...] Da dette væsen i så stor en udstrækning betjener sig af tyngdeenergi, bliver samme væsens dagsbevidsthed eller vågne bevidste oplevelser i en overordentlig udstrækning "eksplosioner". Dets fremtræden i daglig handel og vandel, dets forhold til medvæsenerne, dets eget syn på sig selv, dets viljesudløsning og mening om livet og Forsynet er kun "eksplosioner" i en mere eller mindre uhæmmet fremtræden. Der, hvor dette kommer mest til syne, er i væsenets hidsigheds- eller raserianfald. I et sådant anfald er benyttelsen af tyngdeenergi så voldsomt fremtrædende i væsenets vilje, at det undertiden både vil flå sig selv og andre, eller alt hvad det kommer i nærheden af. Det er i sig selv "en levende bombe".
     Men tyngdeenergien er også i høj grad til stede i samme væsens "kærlighedsforhold". Et sådant væsens højeste sympatiudfoldelse finder hovedsagelig kun sted igennem den bevidsthedsnuance, vi kalder "forelskelse". Men hvad er "forelskelse" andet end lidt hæmmet eksplosion. "Forelskelse" gør jo væsenet til et levende krater. Hvis den forelskede ikke opnår genelskelse, men derimod bliver vidne til, at den elskede nærer sympati for andre væsener eller ting, da opstår "skinsygen", der i værste tilfælde kan gøre sit ophav til morder, og i mildeste tilfælde til melankoliker. I første tilfælde vil dette jo sige, at tyngdeenergien har fået overtaget. "Den levende bombe" er eksploderet. I sidste tilfælde vil det i virkeligheden sige, at følelsesenergien i væsenet er for stærk. Den binder tyngdeenergien, så den ikke kan få overtaget. "Bomben" kan ikke komme til at eksplodere. Den kan blot ligge og "ulme" eller "ryge" sin kraft ud.
     Men det var kun yderpunkterne. Imellem disse punkter findes der jo et utal af stadier for mental udfoldelse, der alle mere eller mindre vil være en kamp imellem følelsesenergien og tyngdeenergien om overtaget i væsenets bevidsthed. Når et væsen skælder ud, bruger skældsord og øgenavne, bagtaler et andet væsen, er misundelig e.l., er alle sådanne manifestationsarter i virkeligheden kun stærkt hæmmet mordlyst. Væsenet har for megen følelse til at begå direkte mord. "Bomben" blot "hvæser" og "sprutter". Den kan ikke "eksplodere". Væsenet kan ikke blive morder. Det kan kun fremtræde som "kværulant". En "kværulant" er således i virkeligheden kun "den levende bombe", der har mistet sin eksplosionsevne og derfor kun kan få udløsning på ovennævnte måde. Den udspyr "gnister", der af og til godt kan ramme, svie og brænde sit ophavs medvæsener uden dog helt at kunne gøre det af med dem.
     Alt eftersom udviklingen skrider frem, får det jordiske menneske igennem sine lidelser mere og mere følelsesudvikling, hvilket vil sige, at det bliver mere og mere dygtigt til at anvende kultiveret følelsesenergi i sin mentalitet. Og det er jo netop derfor, det kommer til at afvige fra det almindelige dyr. Medens dyret i junglen slet ikke kender til alle disse kværulanttilstande, men enten helt må dræbe fjenden eller selv blive dræbt, så er jordmenneskets hele tilværelse kun en eneste stor jongleren med bevidsthedsmateriale eller tanker, der i virkeligheden kun er bunden mordlyst. Det bliver irriteret og stødt, det bliver vred eller gnaven. Det har for megen følelse til at kunne dræbe, men ikke nok til at holde tyngdeenergien helt i skak. Det sejpiner sine ofre. Det første resultat af dyrets forvandling til menneske er altså "kværulantstadiet".335. Efterhånden som væsenet bliver beriget med lidelseserfaringer, bliver det omskabt til mere og mere at kunne benytte kultiveret følelse som bevidsthedsmateriale. Det bliver eksplosionsenergien overlegen. Der bliver ro eller fred i bevidstheden. Og væsenet bliver mere og mere synligt som det rigtige "menneske", højt hævet over "kværulantstadiet". Det tilgiver sine fjender. Det ved, at disses væremåde er en naturlig selvfølge. Det ved, at tyngdeenergien raser i deres kød og blod, og at de har for lidt følelsesenergi til at kunne beherske den og derfor ikke kan være anderledes, end de netop er. Et væsen kan dog ikke bekæmpe en gift, til hvilken det ingen modgift har. Et væsen, der forlanger dette, kan ikke være særligt udviklet, men repræsenterer i allerhøjeste grad et af de væsener, der "ikke vide hvad de gøre". Det er endnu et væsen, der ikke har intellektuelenergierne som førende bevidsthedsmateriale.