til symbol nr. 50
 
Livets Bog, bind 2, stk. 350350. Den første grundenergi er, som tidligere nævnt, "instinktenergien". Som det fremgår af stykke 225 i "Livets Bog", er det den, der er den førende i "planteriget". Den er i nævnte bog udtrykt ved rød farve.
     For mennesker i almindelighed dækker ordet "instinkt" i virkeligheden kun en bevidsthedsegenskab. Denne egenskab består i evnen til at "ane". Men evnen til at "ane" er jo en funktion, en funktion er igen det samme som en "bevægelse". Og "bevægelse" kan igen ikke eksistere uden at være identisk med åbenbaringen af energi. Den særlige energi, ved hvilken en instinktoplevelse befordres, udgør altså den første grundenergi i tilværelsen.
     Ved "første" skal her ikke forstås nævnte energis absolutte "begyndelse". En sådan findes ikke. Livets grundenergier og grundprincipper er evige realiteter. De har absolut ingen begyndelse eller afslutning. Når "instinktenergien" her nævnes som den "første", skal det kun udtrykke, at den udgør den første i det afsnit i "spiralen", hvor udvikling begynder. Den er den svageste af de nævnte grundenergier. Og der, hvor den er den førende, er det givet, at selve bevidsthedslivet må være det svageste i tilværelsen. Planteriget udgør derfor den mest elementære zone, der findes. [...]
     Men igennem årtusinders briser og storme, regn og solskin, brutalitet og lemlæstelse bliver planten umådelig trænet eller rutineret i anelsesfunktionen. Og med denne overlegenhed vågner nye bevidsthedsegenskaber. Med evnen til at mærke forskel på "behag" og "ubehag" opstår længsel eller begær efter det behagelige. Dette begær udvikler en begyndende vilje til opnåelse af det, den "aner" som behageligt. Og igennem sekler af tid udvikler planten nye evner og anlæg. Den får organer, så den bevidst begynder at kunne tage aktiv del i skabelsen af en vis tilfredsstillelse af sit voksende fysiske begær. Og den når frem til en tilstand, hvor man næsten kan se den som en mellemting imellem "dyr" og "plante". Den udgør i denne tilstand ikke mere en "plante" i renkultur, men den er endnu heller ikke noget dyr i renkultur. Et sådant væsen har vi i den "kødædende plante".
     En sådan plante er nået frem til at finde behag i en føde eller næring, der ligger udenfor den for planter almindeligvis gældende. I stedet for at få sin hovedernæring igennem sine rødder i form af safter fra jordbunden får den nu en stor del af sin næring fra levende organismer, som den mere og mere får evne til at tilintetgøre eller opløse. Vi ser her en slags første begyndelse til det, vi kender hos dyrene som "fordøjelse". Den tusindårige drastiske påvirkning fra naturens side, som plantevæsenet har været genstand for, har altså frembragt en reaktion i samme væsens bevidsthed i form af anelsesfunktion. Denne funktion udgør en særlig kombineret energiudfoldelse, en særlig vibrationsart eller energiform. Og det er denne energiform, vi kalder "instinktet" eller "instinktenergien". Denne energi er således jegets første store kraftkilde.
 
 
Livets Bog, bind 4, stk. 12721272. Som nævnt findes ingen af disse energier i en for hver især fremtrædende renkultur, idet de fra evighed af altid har været og i al evighed må være tilknyttet hverandre, idet hvis der, som før nævnt, blot manglede én, ville enhver funktion være totalt umulig. Hvis der ikke eksisterede "instinkt", hvordan skulle så noget væsen være i stand til at udvikle og besidde automatfunktion. Og uden denne, hvordan tror man så det ville gå med hjerte-, lunge-, lever- og kirtelfunktionen etc. i organismerne? – Hvordan skulle et jeg kunne skabe bevidsthed uden organisk automatfunktion, der jo udelukkende befordres af "instinktenergien". [...]