til symbol nr. 74
 
Kosmos nr. 4, 2011, Mentale sygdomme 1 – Åndeligt selvmord1. En af menneskenes store hæmninger i at føle totalt velvære er den udbredte store legemlige usundhed. Millioner og atter millioner af mennesker verden over er syge. Og en meget stor procentdel af disse syge dør længe før, det ellers er livets mening, at de skal dø. De dør altså en unaturlig død. Men ligesom menneskene således kan være legemligt syge, således kan de også være syge i sjælen, hvilket vil sige have sygdomme i deres mentalitet og dermed i deres tænkning. Ligesom sygdomme i legemet eller kroppen giver en dårlig eller nedsat fysisk oplevelse, således giver sygdomme i mentalitet eller tænkning en dårlig og nedsat psykisk eller mental oplevelse. En krop eller fysisk organisme kan blive så læderet, at den er ubrugelig og derved bliver fjernet, det vil sige mennesket dør. Tilsvarende kan dets psykiske legeme blive så læderet, at det også er ubrugeligt for mennesket, og det får en slags psykisk eller sjælelig død. Medens menneskene er godt kendt med den fysiske invaliditet på mange felter, er de mindre kendt med den sjælelige invaliditet, skønt den ikke er mindre udbredt end den fysiske. Det bliver så meget desto mere til kendsgerning, alt eftersom man opdager, at de fysiske sygdomme alle uden undtagelse har deres første rod i de sjælelige sygdomme. De mentale sygdomme i deres værste fremtræden viser sig i det daglige liv som den totale åndssvaghed og sindssyge. I disse to stærkt fremtrædende former for mentale tilstande er menneskene godt klar over, at de her står over for sygdomme. Men der findes mange andre former for mentale sygdomme, som menneskene slet ikke regner for sygdom og derfor ikke gør noget for at helbrede sig for eller frigøre sig fra. Det skyldes i særlig grad den omstændighed, at mentale sygdomme i sig selv ikke giver smerte. Medens de fysiske sygdomme ofte kan give de forfærdeligste smerter, så er de mentale sygdomme ofte til en vis grad ganske ubemærkede af væsenet selv. Det gør ikke ondt at være totalt åndssvag.2. Hvad vil det i det hele taget sige at være åndssvag? – Ja, for at forstå dette må man forstå, at væsenets totale legemlige struktur udgør en samlet organisme bestående af seks forskellige sanselegemer. Af denne organisme ser vi den fysiske del. Og vi kalder denne del for det fysiske legeme. Men dette legeme består ikke blot af rent fysisk materie. Gjorde det det, kunne væsenet umuligt opleve og manifestere sig igennem det. Sansning ville være totalt umuligt for væsenet. Vi kan således ikke fornemme igennem vore negle eller hår. Vi kan klippe i vort hår og i vore negle, uden at det kan mærkes. Men det var jo ikke godt, hvis vi ligeledes kunne klippe og skære i den øvrige del af vort legeme uden at kunne mærke det. Hvad er det, der gør, at vi her ikke kan klippe og skære, uden at det smerter? – Det er, fordi der her er kommet et nyt moment ind i materien. Der er kommet mentalitet eller bevidsthed ind i materien. Den er blevet levende, hvilket vil sige, den er blevet vågen dagsbevidst. Igennem en millionårig udviklingsproces blev der tilført mineralmaterien nye materier. Disse materier kender vi i dag som psykiske materier eller tankematerier. Der er således instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Efterhånden bevirkede disse materier, styret af en intelligent magt, at organismerne dannedes, og disse blev fyldt med eller blev bygget op af disse psykiske energier. Og da disse organismer afslører et i sig dirigerende jeg, bliver hver organisme derved fremtrædende som et levende væsen eller et individ.
     I det levende væsens organisme fungerer der således instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Men når disse energier således kan påvises i de levende væseners livsfunktioner eller oplevelse af livet, må der være et organ for hver af disse. Der må være et instinktlegeme, et tyngdelegeme, et følelseslegeme, et intelligenslegeme, et intuitionslegeme og et hukommelseslegeme. Hvis ikke der var det, hvordan skulle energierne så kunne dirigeres eller holdes i den for det levende væsens livsfunktioner livsbetingende organisation i dets struktur? – Disse legemer kommer alle til udtryk igennem væsenets fysiske manifestation. Denne manifestation er således et resultat af disse psykiske legemers sammenspil. Hvis ikke noget griber forstyrrende ind i disse legemers sammenspil, fremtræder væsenet i normal tilstand. Men griber der noget ind og forstyrrer et eller flere af disse legemers funktioner, bliver væsenets fremtræden abnorm.3. Når et væsen fremtræder som åndssvagt, betyder det altså, at det er lammet i sin psykiske eller mentale livsfunktion. Det lever hovedsageligt på sit instinkts automatiske funktioner, som f.eks. dets fordøjelse af maden, blodomløb og åndedræt. Disse funktioner kan godt være uberørte af væsenets åndssvaghed. Abnormiteten giver sig derimod til kende igennem de viljemæssige funktioner. Da de viljemæssige funktioner er de på vågen dagsbevidst eller på tænkning ledede funktioner, bliver det således synligt, at det åndssvage væsens vilje og tænkning er abnorm. Det er altså de legemer i væsenets struktur, der leder tænkningen og viljen, der er abnorme eller syge. De virker ikke, som de skal. Væsenets jeg kan ikke tænke klart og logisk. Dets tænkning bliver til kaos, hvis det overhovedet kan tænke. Derfor bliver dets vilje og dermed dets handling m.m. til et tåbeligt sammensurium, hvis de overhovedet kan manifestere sig. Og væsenet er her i den største sjælelige defekt, det overhovedet kan komme i.
     Da vi ved, hvorledes bevidsthedsstrukturen er indrettet, kan vi nu finde ud af, hvad der er i vejen med væsenet. Det ved ikke af, at det er åndssvagt, og at det ikke kan tænke logisk. Dette viser, at der foreligger en lammelse i intelligenslegemet. I værste tilfælde er dets følelseslegeme også lammet. Det har da mistet sin kontrol over dette legeme. Det giver sig til kende derved, at det har mistet kontakten med sin moralske standard. Den dirigerer således ikke mere dets mentale følelser og de heraf fremståede tankearter. Onde handlinger, mord og drab, som det absolut ikke kunne nænne at gøre i dets normale tilstand, kan det nu i sin tågede tilstand glimrende begå. Det kan ikke føle noget samvittighedsnag. Dets følelseslegeme er således også lammet.
     I sin værste fremtræden kan det også virke ind på dets fysiske funktioner, så det hverken kan spise eller drikke ved egen hjælp. Det må således mades og hjælpes af andre mennesker. Det har ingen ide om hverken dag eller år, tid eller sted. En sådan virkelig åndssvag tilstand er ikke noget, der kan komme ved en fysisk katastrofe eller anden pludselig opstået ulykke. Åndssvaghed er en igennem flere liv langsomt voksende sygdom grundet på en eller anden permanent livsnedbrydende fejlagtig foreteelse i væsenets liv. Den vil derfor altid fremtræde som en medfødt sygdom. Og man er derfor kommet ind på den overtro, at den er nedarvet fra familien.
 
(Uafsluttet artikel)
 
 
Kosmos nr. 5, 2011, Mentale sygdomme 2 – Åndelige hudsygdomme1. Ligesom menneskene har en fysisk organisme, i kraft af hvilken de kan leve eller eksistere på det fysiske plan, således har de også en psykisk organisme, i kraft af hvilken de kan opleve på det fysiske plan. Det er ikke nok, at man kan eksistere. Denne eksistens ville ikke betyde noget, hvis vi ikke var i stand til at opleve denne eksistens. Men for at opleve kræves der bevægelse, der igen er det samme som forvandling. Forvandling er igen det samme som skabelse. Skabelse er at kunne skabe detaljer. Disse detaljer udgør igen markeringer af den evige eksistens, som vi lever i. Denne markering af vor evige eksistens er det samme som det, vi kalder livets oplevelse. Men livets oplevelse er så vidunderlig en foreteelse, at den kan være fuldkommen og ufuldkommen. Hvis denne livets oplevelse ikke kunne være både fuldkommen og ufuldkommen, ville det være umuligt for det levende væsen at nå frem til at kunne blive et frigjort væsen, der er herre over den fuldkomne skabelse, og dermed komme til at opleve den højeste og fuldkomneste form for livets oplevelse.2. Denne skabelse af livets oplevelse foregår altså ved hjælp af vor fysiske organisme og vor mentale eller psykiske organisme. I den samlede organismes struktur har de mentale legemer refleksorganer i den fysiske organisme. Man kan sige, at de fysiske sanser er udløst af forpostorganer for den mentale eller psykiske oplevelse, ligesom de åndelige organer igen er forpostorganer for udløsning af skabelse på det materielle plan. Igennem disse organer får væsenet evne til at lære det behagelige og det ubehagelige at kende og derved selv blive herre over det behagelige og det ubehagelige. Således vil det til sidst stå som et væsen, der på grund af disse erfaringer og i kraft af sin vilje bliver i stand til at skabe det absolut behagelige, der igen er livets absolutte mål med det ufærdige menneske. Vi kender alle sammen mere eller mindre til denne Guddommens uddannelse og udvikling af væsenet til at blive til denne livets totale behersker.3. Alle de mange lidelser, der forekommer i det daglige liv, fortæller os, at menneskene endnu ikke er blevet herre over skabelsen af det behagelige. Deres daglige liv er mislykket på mange felter. Alle de tusinder, der ligger på hospitalerne med syge og elendige fysiske organismer, viser os, at de har sider i deres fysiske og psykiske væremåde, hvor de ikke har magtet at skabe den totale behagelighed eller det normale velvære, som livets oplevelse i sig selv er og skal være, der hvor den udløses af de væsener, der er blevet livets herre. De er blevet syge, fordi de kom ind i situationer, de ikke forstod, og fordi de ikke vidste, at disse kunne blive årsag til de lidelser, de nu ligger under for.
     Nu må man ikke tro, at fordi man i dag er rask og rørig, betyder det, at man er disse syge mennesker ganske overlegen. Det behøver ikke at være tilfældet. Årsagen kan godt ligge i, at man endnu slet ikke har været udsat for de særlige situationer som dem, der har bevirket sygdommen hos de syge. Og når en dag sygdommen eventuelt kommer til en selv, skal det nok vise sig, om man da er i stand til at handle anderledes i den pågældende farlige situation, end de mennesker gjorde, som i dag er handicappet af sygdommen. Selvfølgelig kan der også være tilfælde, hvor man netop i denne situation er blevet livets herre, men hvor der så alligevel kan være hundreder af andre farlige situationer, hvor man er prisgivet, og i hvilke man handler ganske i tåge eller blinde.4. Den tid, det jordiske menneske lever i nu, er netop en epoke i undervisning og erfaringsdannelse i sygdomsfeltet. Den fysiske organisme og den igennem denne virkende psykiske organisme er det redskab, i kraft af hvilket man skal blive i stand til at opleve og til at dygtiggøre sig til at blive det totalt fuldkomne menneske. Derfor vil vor oplevelse af livet så at sige stå og falde med denne organismes sundhed og velvære. Vi ved allerede, at den skal have næring. Den skal have mad og drikke. Den skal have frisk luft, og den skal holdes ren. Den skal have træning. Det, der ikke trænes eller bruges af denne organisme, visner og degenererer, det være sig lige så godt i den psykiske del som i den fysiske del. Får organismen ikke føde, dør den, og hvis den får forkert føde, kan den også dø. Det gælder i virkeligheden kun den fysiske del af organismen. Men den psykiske del af organismen er i virkeligheden de samme love og principper underkastet. Den skal også have "mad og drikke", pasning og pleje, renlighed og træning. Her dør også evner og anlæg i de felter, mennesket forsømmer eller ikke bruger. I den psykiske del af organismen kan man også komme til at lide af sult eller mangel på næring. Her kan man også blive syg på grund af indtagelse af forkert føde. Og her er menneskene i virkeligheden endnu meget længere tilbage eller langt mindre udviklet end i den rent fysiske ernæring og hygiejne. Derfor findes der endnu flere mentale sygdomme, end der findes fysiske sygdomme.5. Denne psykiske sygdomstilstand kan blive så omfattende i et væsen, at det så at sige er mentalt dødt. Det kan hverken ræsonnere eller tænke logisk og kan derved ikke tilegne sig viden, men fremtræder således på det materielle plan som et åndssvagt væsen. Denne sygdom eller død er i virkeligheden et igennem flere liv gradvist begået åndeligt selvmord. Dette selvmord udgør virkningen af mange mentale sygdomme tilsammen, der efterhånden har undermineret individets sjælelige tilstand. Men i det følgende vil vi kun se på nogle enkelte af de skavanker, der i forbindelse med andre skavanker kan føre individet ud i denne rædsel.
     Det begynder tilsyneladende ganske uskyldigt. Sygdommene eller de ufuldkommenheder, der er begyndelsen til den åndelige svækkelse, er en vanetilstand, ja kan undertiden ligefrem være mode hos hele flokken i et menneskesamfund. I vore dage er det sådan, at den store part af menneskene ligger under for de samme mentale svagheder. De spiser den samme sygdomsbefordrende mentale føde, de har de samme sygdomsbefordrende vaner og tilbøjeligheder. Derfor er det ofte således, at det menneske, der virkelig lever på den fuldkomne normale måde og derved afviger fra flertallet, af dette flertal vil blive opfattet som en særling, som et abnormt væsen. Og det er i mange tilfælde skrækken for denne flokkens mening, der afholder mindre viljestærke individer fra at handle rigtigt. De vil nødig udsættes for at blive opfattet som lidt til en side. Men alene denne mentale indstilling er en åndelig svaghed. Men en svaghed er en sygdom. For det menneske, der er bevidst i, at det handler forkert, men kun af skræk for flokkens dom alligevel handler forkert, er denne svaghed mere farlig, end den er for det menneske, som endnu ikke aner, at det handler forkert, men netop tror, at det handler rigtigt, fordi hele flokken handler således.6. Når et væsen er bevidst i, at det handler forkert, bevirker det altså, at væsenet kommer i disharmoni med sig selv. Denne disharmoni vil stadig af og til gnave lidt i væsenets samvittighed. Den udgør en slags psykisk kløe. Den er en åndelig hudsygdom. Den er en slags åndelig eksem. Væsenet kan overdøve samvittigheden på dette felt, så det ikke mere generes af den og sygdommen. Men denne er da ikke gået væk, den er blevet kronisk.
     Den samme svaghed kan også gøre sig gældende på andre områder. Der er mennesker, der er så generte, at de slet ikke tør udtale deres mening – selv i situationer, hvor de er i deres fulde ret til at udtale sig. De vil da hellere lide, end de vil risikere at komme ud for de ubehageligheder, som deres beklagelse eventuelt ville afføde. Her bliver svagheden til et mindreværdskompleks. Væsenet ærgrer sig over sin egen svaghed. Eksemen er blevet en mere alvorlig åndelig hudsygdom. Hvorfor lignes den ved en hudsygdom? – Fordi det er en udvortes sygdom. Den forekommer i det bevidsthedslag, der er direkte i berøring med den ydre verden eller de ydre omgivelsers åndelige atmosfære. Ligesom huden på det fysiske legeme er det yderste lag, der kommer i direkte berøring med omgivelserne, således har væsenet også ydre mentale lag, der kommer direkte i berøring med andre væseners påvirkning, med skik og brug, mode, almenopfattelse, den offentlige mening etc. Disse ydre lag kan være af en natur, der passer for disse ydre omgivelsers mentale atmosfære. Men et væsen kan også være af en så åndelig sensibel natur, at disse omgivelsers mentale lag kan virke for stærkt på væsenet. Det bliver da angrebet i de lag, der netop direkte kommer i berøring med den ydre verdens mentale atmosfære.7. Hvordan helbreder væsenet nu sin åndelige hudsygdom? – Naturligvis ved at gardere sig imod eller gøre sig upåvirkelig af denne atmosfære. Ved at tilegne sig absolut sikkerhed for at dets egen væremåde er absolut rigtig, ved fuldstændigt at vænne sig til at være totalt ligeglad, hvad så end flokken måtte mene. Her gælder det:
 
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller. *
 
Medicinen er her at tilegne sig kundskaber, der viser, at det er ens pligt at leve sit liv i kontakt med denne sin indre højere viden og samvittighed, og at forstå, at igennem sin væremåde kan man være med til at hjælpe Gud med at føre menneskene frem til en højere og fuldkomnere natur. Dette ikke at turde lade andre mennesker se ens sande og virkelige kærlighed til en større fuldkommenhed, end den flokken repræsenterer, er altså en mental svaghed, der fører til et mindreværdskompleks. Dette permanent at leve i et mindreværdskompleks giver igen en permanent svækkelse af livskraft. Kommer et sådant menneske ud for sorger eller ubehageligheder fra medvæseners side, har det ikke tilstrækkelig modstand heroverfor. Det bliver derved befængt med en ny og meget farlig mental sygdom, nemlig depression og nervesammenbrud. Det føler sig hjælpeløs i et martyrium. Det synes, verden er totalt uretfærdig. Det mener sig grusomt forfulgt af væsener og ting. Og det griber i værste tilfælde til selvmord. Det synes, selvmord er den eneste redning. Den lille tue kan således vælte det store læs.8. Det er udmærket at være beskeden, det er en glimrende dyd og skaber sympati omkring sit ophav. Men denne beskedenhed skal ikke være således, at for ikke at støde omgivelserne eller for at de ikke skal kritisere én, går man gerne med til at gøre noget, der vitterligt er imod ens natur, noget, der vitterligt er abnormt. Man skal ikke for at føje flokken ligefrem gå med til drik og sold, gå med til dennes udskejelser, når det vitterligt er skrigende imod ens natur, og man vitterligt kan se, at det er umoralsk. At gå med til dette gavner ikke flokken og er i højeste grad skadeligt for ens egen samvittighed og mentale velvære.
     Her er det også, at man har brug for den psykiske hjælp og kraft, der hedder bøn. Der er ikke noget tilfælde, i hvilket man kan få større psykisk hjælp end netop i situationer, hvor man vil bekæmpe unaturer i sin væremåde. Bønnen er i forbindelse med den fuldkomne behandling af mentale sygdomme det stærkest virkende serum. Her gælder: "Søger og I skal finde. Banker og der skal oplades". Alt, hvad vi beder om i Jesu navn, hvilket vil sige i Jesu væremåde, vil blive givet væsenet.
 
Note
* Citat fra Altid frejdig når du går, Chr. Richardt, 1867.
 
 
Kosmos nr. 6, 2011, Mentale sygdomme 3 – Smagsinvaliditet1. Det førende eller bærende princip for enhver brand eller ethvert bål er dette, at der skal ved på bålet. Ingen ild kan holdes ved lige, uden at der bliver givet den næring. Men det er ikke blot den rene direkte ild, der skal have næring. Alt, hvad der bevæger sig, alt, hvad der forvandler sig, skal ligeledes have næring. Ingen maskine kan fungere uden ved næring. Det kommer af, at enhver bevægelse fordrer kraft. Den kan ikke eksistere ved ingen ting. "Noget" kan ikke komme af "intet", lige så lidt som "noget" kan blive til "intet". Da de levende væseners funktioner, deres livsoplevelse og deres manifestationer ligeledes kun kan blive til ved hjælp af kraft, skal denne kraft også vedligeholdes eller næres. Derfor eksisterer der i ethvert levende væsen en livsfunktion, der hedder "sult og mættelse". Normalt føler det levende væsen en fysisk sult eller en hunger efter de stoffer eller materier, der passer ind i dets særlige form for vedligeholdelse af dets ligeledes særlige organisme. Disse stoffer kalder vi "føde" eller "mad og drikke". Da organismerne udgør mange slags forskellige arter, skal de også have forskelligartede stoffer for at kunne holdes ved lige, der er det samme som at holdes sunde. Det er derfor, at de levende væsener ikke skal have den samme føde eller næring. Nogle dyr er planteædere, andre er kødædere. Nogle væsener eller livsformer er planter, der skal have kuldioxid og afgiver ilt, medens de animalske væsener skal have ilt og afgiver kuldioxid. Men fælles for dem alle er, at for at kunne opleve livet må de holde deres livsredskab organismen ved lige, hvilket kun kan gøres ved at indtage næring.2. Den sunde og normale sult, der hvor den endnu er i renkultur i væsenet, er det samme som et meget stærkt begær efter at nyde de stoffer, der særligt er nødvendige som næring for dets organisme. Her vejledes det af den sanseevne, der hedder smagen. Den ufordærvede og bevarede smagsevne bevirker, at alt, hvad der er skadeligt for organismen, smager ilde. Et hjælpeorgan her er lugtesansen. For ikke at behøve at skulle smage på alt og derved for sent opdage, at det er giftige eller skadelige stoffer, man får ind i munden, f.eks. ætsende væsker, som jo øjeblikkeligt ville fremkalde sår, har vi lugtesansen. Alt, hvad der er skadeligt for organismen at indtage som næring, lugter ilde. Det er derfor godt, at man kan lugte, om maden er fordærvet eller rådden, så man ikke behøver at få denne mad ind i munden.
     Men foruden at lugtesansen således er et hjælpeorgan for smagen, er den i sig selv et hovedorgan for væsenets evne til at konstatere det næringsprodukt, der hedder luften. Vi skal også i en vis udstrækning indtage luft som næringsmateriale for vor organismes vedligeholdelse. Denne luft kan jo både være en total frisk luft, ligesom den også kan være af en absolut dødbringende natur. Da åndedrættet normalt skal foregå igennem lugteorganet næsen, kan den sunde lugtesans registrere for os, om den luft, vi har adgang til, er sund eller usund. Er den sund, vil den virke behagelig, er den usund, vil den virke ubehagelig. Det er ikke godt at indånde den almindelige husholdningsgas, og det er heller ikke behageligt at indånde luften fra noget, der er fordærvet.
     De levende væseners organismer såvel hos dyrene som hos menneskene er altså udstyret med sanseevner, der registrerer, hvilken luftart de skal indånde og hvilken fast eller flydende materie, der kan anvendes som føde og indgå i fordøjelsesområdet.3. På samme måde har vi ligeledes øjne eller synssansen, der registrerer for os, hvor der er ufarligt at gå, således at vi ikke styrter ud over afgrunden eller kolliderer med andre væsener og ting. Hørelsen registrerer ligeledes for os, hvilke lyde der er gavnlige, og hvilke der er skadelige. Med den fysiske følesans kan vi fornemme, hvad der er behageligt at røre ved, og hvad der er farligt at tage på. Og således er vore fysiske sanseorganer i virkeligheden en instrumenttavle, der registrerer, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt for vor fysiske organismes sundhed og velvære og dermed for vort fysiske livs sundhedsmæssige opretholdelse. Der, hvor disse organer er totalt i renkultur, hvilket vil sige er ganske ubeskadigede, der kan væsenet ved blot at lade sig lede efter sansernes registrering bevare sin organismes totale sundhed. Smagen registrerer, hvad der er føde for maven, lugten, hvad der er føde for åndedrættet, hørelsen, hvad der er føde for hørelsen, synet, hvor det kan træde, og hvor det ikke kan træde, og følelsen, hvilken blanding af varme og kulde der er den normale for organismen at færdes i. Af naturen er væsenet udstyret med de allerfineste instrumenter, der overhovedet kan tænkes. Det skulle således have alle betingelser for at undgå sygdomme og usundhed. Ikke desto mindre er det jordiske, ufærdige menneske et væsen, der repræsenterer alle mulige former for usundhed og sygdomme. Ja, denne usundhed kommer i visse tilfælde til kulmination, og lader væsenet fremtræde som det totalt åndssvage væsen, hvilket vil sige det samme som et mere eller mindre sanseudygtigt væsen.
     Dyrene fremtræder i en langt fuldkomnere sundhed, de har en meget større evne til ikke at indtage giftige stoffer og giftige dunster. Det er kun der, hvor menneskene forfalsker giftstoffernes dunster ved at camouflere disse med duften af de stoffer, der hører til dyrets eftertragtede føde, eller der, hvor giftstofferne på anden måde er blevet så sammenblandet med den dyriske føde, at de ikke kan skelnes herfra, altså kun i abnorme eller unaturlige tilfælde. Ellers er dyrets organisme meget registreringsdygtigt. Mennesket kan både lugte og smage, høre og se, føle og fornemme. Men hvad er det for en smagssans, hvad er det for en lugtesans, hvad er det for en hørelse, og hvad er det for en fornemmelsessans, der kommer til syne i den jordmenneskelige tilværelse? – Det er i visse tilfælde blevet et ganske forfærdeligt degenereret instrument, der i stedet for at have en hundrede procents måske kun har en ti procents kapacitet (den kroniske åndssvaghed).4. I andre tilfælde er instrumenttavlen blevet ganske misvisende, ja endog i en sådan grad, at den er totalt farlig for individet. I nogle tilfælde registrerer den de farlige områder som behagelige og velværebefordrende. Her kan den også være flere procent misvisende. Hvad mener man f.eks. der, hvor det drejer sig om nydelsen af alkohol og narkotika? – Her har man ignoreret smagssansens registrering indtil en sådan grad, at man har skabt den om til at vise falsk. Alkohol og narkotika virker af naturen absolut ubehageligt på de absolut normale sanser. Men da der i disse stoffer er stærke psykiske stoffer, virker de stærkt og hurtigt på selve de psykiske områder i smagsorganerne, og væsenet kan altså, med en stadig ignorering af den ubehagelige smag, danne smagen om i sin abnorme tilbøjeligheds favør. Efterhånden registrerer smagen en hunger eller tørst efter disse produkter. Denne hunger og tørst udgør altså en skrigende misvisning på smagens område. Det, der er absolut livsfarligt, registreres nu af sanserne som absolut uundværlig mad og drikke.
     Vi ved, hvorledes væsenet med denne falske føde forvirrer sin normale dømmekraft. Væsenet kommer i en sanserus, der til sidst ender med det rene delirium. Hvor tit kommer et sådant væsen ikke i slagsmål, roder sig ind i skandaler? – Og hvorledes er en sådan ægtemand eller en fader, der kommer fuld hjem til sine børn? – Eller hvad er et menneske, der er besjælet af en skrækkelig hunger eller sult efter narkotika? – Det er et skib, hvis styregrejer er kommet i en sådan uorden, at det kun kan styres i en retning, hvor det uundgåeligt må knuses imod klipper og skær. Dette er altså en smagssygdom. Den begynder ganske uskyldigt. En festlig situation eller begivenhed skal fejres med et glas. Barnedåb, bryllup, fødselsdage eller jubilæumsdage skal fejres med et glas. Til sidst er der ikke den ting, der ikke skal fejres med et glas. Blot to kammerater mødes på gaden, skal dette møde fejres med en bajer. Bajeren bliver undertiden til to, tre eller til en hel kasse øl. Den falske tørst er blevet almengældende, det er blevet skik og brug, ja hører med til god tone og fuldendt dannelse. De fine selskabsklædte herrer og damer, behængte med alle mulige påfund af dingeldangel og kulørte bånd som tildelte hædersbeviser som samfundets spidser og kulturstøtter, er disse deres goder til trods en slags defekte væsener, der på grund af deres tiltagende smagsinvaliditet kun kan humpe igennem livet ved hjælp af de krykker, der hedder krystalglas fyldte med blandinger af alkohol, der her betegnes som "de fine vinmærker". Men det er ikke blot i de fine selskabskredse, man humper på smagskrykker. Den vældige masseproduktion af alkoholholdige ølsorter, der skal indtages ved enhver situation, om sommeren som en svalebajer og om vinteren som en varmebajer, og under hundrede af andre mærkelige påskud drikkes overalt, viser, at smagsinvaliditeten er mangfoldig.5. Lige så mange millioner af flasker fyldte med alkoholholdigt øl og lige så mange krystalglas fyldte med andre alkoholholdige drikke, lige så mange smagskrykker betjener de jordiske kulturmennesker sig af. Det er altså ikke nogen ubetydelig og ligegyldig sjælelig invaliditet, den defekte eller abnorme smagsevne afstedkommer. At en så overdimensioneret sjælelig defekt må være hæmmende for kulturskabelse, er indlysende. Så længe almenheden, den offentlige mening, skik og brug, dannelse og mode kræver, at man har denne sjælelige defekt for ikke at blive betragtet som abnorm eller som en særling, da skal man ikke regne med nogen virkelig og absolut kulturskabelse. Sjælelig forvirring, delirium, mord, drab, slagsmål, ødelagte ægteskaber og hjem, ulykkelige børn, seksuelle udskejelser, "sprittertilværelser" etc. – ingen som helst af disse individ-invaliditeter og kultur-invaliditeter kan ophøre, så længe denne menneskenes smagsdefekt påberåbes som et kulturgode.
 
 
Kosmos nr. 7, 2011, Mentale sygdomme 4 – Tankedefekter og livsbegærets afsporing1. Det levende væsens organisme og dermed dets skæbne opretholdes og reguleres igennem et stort hovedprincip, vi kender under begrebet "sult og mættelse". Når dette princips talentkerner ikke er beskadigede, vil dets ophav ved hjælp af dette princip vide, hvad det skal spise og drikke. Det vil være i stand til at skelne nøjagtigt imellem, hvad dets organisme trænger til af vitaminer eller særlige næringsstoffer. Hos dyret er dette princip endnu i renkultur. Men hos mennesket er dette princips talentkerner i en overordentlig stor udstrækning defekte.
     Mange mennesker har opelsket en kunstig tørst. Denne tørst kan vi kalde for drikfældighed. Hos nogle væsener er denne drikfældighed blevet kronisk, de kan ikke beherske denne tørst. Hos andre er den endnu akut. Denne tørst er så udbredt og almengældende, at den er indgået i kulturen som hørende med til takt og tone. Ved enhver festlig lejlighed må man skåle i denne forstandsødelæggende alkohol. Men når det er blevet en kulturfaktor, ja er blevet en nødvendighed, man ikke kan undslå sig uden at blive betragtet som en særling, lider almenheden altså af akut drikfældighed. Denne tørst er en æressag. Verdenskulturen er her afsporet.
     Det er en kendsgerning, at alkoholen virker direkte på væsenets psyke eller tænkeevne. Denne tørst kan nemlig ikke slukkes. Og mennesket kan derfor blive ved med at drikke, til det lallende og savlende synker under bordet, hvor det så af særlige naturlige grunde ikke kan tylle mere i sig, før det har sovet rusen ud. Da vågner det med en endnu stærkere tørst. Denne tørst kan ligesom ved nydelsen af narkotiske midler helt tage magten fra mennesket. Det har til sidst ikke nogen som helst anden tanke end bare at nyde og nyde eller indtage disse skadelige produkter, og det ender som et legemligt og sjæleligt vrag. En sådan kunstig tørst kan umuligt slukkes. Derved kan man se, at denne er en afsporing.2. Men ligesom menneskene kan opelske en kunstig tørst, kan de også opelske en kunstig sult. De kan komme til at hungre efter produkter, der ikke udgør den helt rigtige føde, ligesom de også kan overdimensionere hungeren efter de normale produkter, så de vænner sig til at skulle overmættes. Denne overmættelse er også blevet en kulturfaktor. Ligesom man i særlig grad skal drikke ved festlige lejligheder, således skal man også i særlig grad feste ved at spise. Derved er mennesket i stor udstrækning kommet ind i den afsporing, at det lever for at spise i stedet for at skulle spise for at leve.
     Ved sådanne festlige lejligheder er det festlige netop maden. Hvad vil det sige, at maden er festlig? – Det vil sige, at den i særlig grad skal behage smagen. Og man har nu i århundreder således kappedes om at skabe raffinerede smagsbehageligheder, hvilket vil sige, at man er blevet ved med at finde på smagsraffinementer, der kunne forhøje den af naturen oprindeligt fordrede velsmag. Det er mad beregnet til at mætte de allerede mættede mennesker. Hvad er en dessert? – Er det ikke i princip sukker dyppet i sukker? –3. Hvad vil det sige, at man gør en ting raffineret velsmagende? – Det vil sige, at den velsmag, som et almindeligt sundt næringsmiddel har fra naturens hånd, og som er tilfredsstillende for den naturlige smagsevne, gør man nogle gange endnu sødere eller endnu stærkere i den retning af smag, som produktet oprindeligt har. Og på den måde afsporer man så sin oprindelige smagsevne. Den smag, som det ellers sunde næringsprodukt har, er i sig selv alt for svag. Man har vænnet sig til, at den skal gøres meget stærkere.
     Undertiden sker det også, at evnen til at gøre tingene overdimensioneret velsmagende går stærkere, end smagen kan vænne sig til. Så har man fundet på at modvirke denne ved midler, der har en modsat smagsvirkning, altså ved at gøre tingene mindre velsmagende. Man strør så f.eks. peber på og spiser umådeligt sure agurker eller eddikegennemsyrede produkter, det skal nok hjælpe lidt på den alt for overdrevne velsmagende føde. Dette middel kan også bruges i situationer, hvor man ikke kan smage produkter, der ikke er stærkt smagende hverken i sød eller sur retning. Det er i virkeligheden det, der sker bag ved de fine krystalglas og fine spisestel.4. Denne latterlighed kaldes et festmåltid, og personerne bliver også latterlige. De er karikaturer af den menneskelige organismes tegning. Ved sådanne festmåltider eller sanseødelæggende sammenkomster er store afgørende faktorer i menneskenes kulturskabelse blevet afgjort og bliver stadig afgjort. Men kan mennesker, der så letsindigt råber hurra for disse sanseødelæggelsesfester eller idiotismebefordrende nydelser, være de retmæssigt klartskuende kulturskabere? – Og hvorledes er så kulturen? – Kan man ikke her finde de samme afsporinger? – Når karakteren kan lade sig lede på afveje i den ene situation, kan den vel også i den anden situation, når blot situationerne er almengældende, blot det er noget, alle andre også gør. Har man ikke også her tendenser til at ville have behageligheden overdimensioneret. Det daglige skal også helst være en nydelse af desserter eller festmåltider. Det vil altså sige, at den daglige normale livsfornemmelse, som skulle være tilstrækkelig til at give væsenet glæde og lyst til at være til, for længst er overfløjet af stærkere begær. I landene med den høje levestandard forekommer der tilfælde, hvor både faderen og moderen, sønnerne og døtrene har hver deres luksusvogn plus tilsvarende overdimensionerede begærtilfredsstillelser på en mængde andre områder. Og deres begær udvides stadig. De hungrer stadig efter mere og mere luksus. Deres livssmag eller livsbegær er således i allerhøjeste grad afsporet.5. Når man tænker sig, at livets mening er dette, at ethvert menneske er kommet til verden for at tjene andre, men ikke for at snylte på andre eller for at lade sig tjene, vil der før eller senere komme en slem afvænningskur for disse luksushungrende mennesker. Her ser man tydeligt, hvorledes reinkarnationen er nødvendig. Hvordan skulle disse væsener ellers få deres syge livsbegær helbredt og igen komme tilbage til det naturlige livsbegær? –
     Men hvor ser man det naturlige livsbegær? – Er det særligt hos de religiøse? – Nej, de har også fået deres livssmag bundet i et unaturligt begær. De forlanger, at man skal omvende sig til deres opfattelse, til deres tro og form for væremåde, ellers hører man til de væsener, man helst ikke skal omgås. Så hører man til djævelens børn. Helvede er os i særlig grad garanteret fra disse væseners side. De skaber et ukærligt forhold til omgivelserne. De befinder sig i en slags mental afsporing, der ligesom alle andre afsporinger før eller senere kræver afvænning for at komme tilbage til en normal indstilling til sine medvæsener.
     Er politikerne i særlig grad repræsentanter for det normale livsbegær? – Nej, de repræsenterer kun det religiøse princip i en ny form. De prædiker omvendelse til deres eget parti og død og undergang over de andre partier. Har arbejdsgiverne da det rigtigt indstillede livsbegær? – Nej, de repræsenterer også en form af det religiøse princip. De prædiker nedsættelse af arbejdsløn og prisstigninger for de produkter, de fremstiller. Er arbejderne helt rigtigt indstillede? – Nej, de prædiker det omvendte, arbejdslønnens forhøjelse og prisfald på alle varer.6. Når den normale livstilfredsstillelse ikke bliver normalt tilfredsstillet, kommer væsenet jo til at hungre efter den normale livstilfredsstillelse, og denne hunger er sund. Men hvis væsenet får sin normale livshunger overdimensioneret tilfredsstillet, vænner det sig til denne overdimensionering og vil blive helt ulykkeligt, hvis det pludselig tvinges til kun at kunne få den normale tilfredsstillelse. Dette med at være ulykkelig og misfornøjet med tilværelsen eller dette at være deprimeret kan udmærket være fremkaldt af en overdimensioneret mættelsestilstand.
     De fleste depressionstilstande skyldes gerne dette, at en særlig nydelses- eller mættelsestilstand pludselig er slut. Skæbnen har pludselig ført en fra en høj levestandard, hvor man kunne få alle sine tilvante begær tilfredsstillet, ned til en lavere levestandard, hvor man ikke mere kan få disse vaner og tilbøjeligheder tilfredsstillet. Det betyder altså i virkeligheden kun, at man pludselig er kommet ind i en afvænningstilstand. Det er i virkeligheden den samme lidelse som den, drankeren kommer ind i ved en hård afvænningskur. Man må her være lykkelig. Alle unaturlige tilfredsstillelser har deres ophør. Den rige mand, for hvem rigdommen betyder alt, må være klar over, at afvænningskuren kommer til ham.7. Men der kan også være rige mennesker, der for længst er blevet afvænnet, og for hvem dette at miste rigdommen ikke vil volde dem særlige kvaler. Men det er jo netop fordelen ved naturens afvænningsmetoder, at når man har overvundet disse kvaler, så er man ikke mere bundet ved unaturligt begær i de givne felter. Man kan nyde behageligheder, hvis de tilbyder sig, men de betyder ikke livet for en. Man bliver ikke ulykkelig ved at miste disse.
     Alle væsener, der i dag lever i unaturlig sult og tørst eller i overdrevne livsbegær, skal altså regne med før eller senere at blive afvænnet. De må regne med, at intet som helst af de skabte foreteelser, ingen rigdom, ingen hædersposition kan garantere dem en varig lykke og kan derfor ikke være det rette livsfundament.
     Kun dette at være rig på lysten til at tjene sin næste, er det eneste, der kan være det urokkelige livsfundament. Mennesket er bestemt til at skulle begære at elske sin næste som sig selv. Derfor vil alle andre begær før eller senere komme til kort. Mennesket er skabt til at være i Guds billede. Men Guds billede er ikke dette at elske de døde ting på de levende væseners bekostning. Det er derimod dette at være til glæde og velsignelse for alt levende.