Det Evige Verdensbillede, bog 5
56.2  På symbolet ser vi, at elektronerne er på deres plads. Der er intellektualitet (gul og grøn farve), og det betyder, at alting er logisk. Der er logik i tankegangen, der er ikke noget ulogisk i væremåden. Der er ikke noget, der bevirker, at logikken pludselig tabes, at hidsigheden, den dyriske mentalitet og instinktet træder til. Det vil jo ikke være logisk her, når det drejer sig om tankeverdenen. Vi ser, at der er sundhed, at den åndelige verden imellem atomet og elektronerne er, som den skal være. Det gælder ikke blot for mavesystemet (orange farve), det gælder også for muskulaturen (rød farve), for følelsesområdet, der danner blodet og åndedrættet (gul farve), for intelligensområdet, der danner nervesystem og hjernematerie (grøn farve), og for intuitionsmaterien, der danner det seksuelle område (blå farve), og for hukommelsesmaterien, der danner skeletområdet (indigo farve). Alle disse atomer belives fra tankeverdenen, og igennem dem bliver vore tanker omdannet til fysisk materie. De bliver til skelet igennem hukommelsen, bliver til fysisk materie for opbygningen af de seksuelle organer med den overordentlig store følsomhed igennem intuitionen, bliver til hjernefunktioner og nervesystem igennem intelligensen. Igennem følelsesatomet bliver den tilsvarende tankematerie omdannet til fysisk materie i form af åndedræts- og blodområdet, og igennem instinktatomet opbygges muskulaturen. Men i ethvert område kan der opstå katastrofer, hvis tankegangen og dermed opladningen er højst uheldig. Når ophavet endnu ikke er fuldkomment, kan det komme i affekt. Vrede, had osv. er altså skadeligt her, fordi mennesket er kommet op på et stadium, hvor dette ikke længere er en livsbetingelse. Med udviklingen bliver kærlighed og harmoni en livsbetingelse, og så bliver det en sund organisme. Derfor hedder det også "elsker hverandre".
 
Kursusforedrag 5-2, den 08.12.1955.
Symbol af Martinus
Symbol 56
Den sunde atomvirksomhed i organismen