49.2  Symbolet viser en enkelt sol, det vil sige et atom. Atomet har sine elektroner, men vi kan også sige, at vi i dette univers ser en sol og nogle planeter. På symbolet er der også andre atomsystemer med planeter, men de er jo ligesom i universet langt borte, og dem skal vi ikke beskæftige os med her. Her skal vi kun se på et enkelt atom og dets elektroner. Der er en forbindelse fra dette centrum eller denne sol og ned til disse kloder. For bedre at forstå dette kan vi se på den forbindelse, der er mellem vor egen sol og dens planeter.
      I vort solsystem er der adskillige planeter, der i forskellige baner kredser omkring solen, og vi bor på en af dem, nemlig jorden. Alle disse planeter bliver styret og ledet af solen. Hvis solen ikke var til, ville jorden være en isørken uden liv, og vi ville aldrig være kommet til at eksistere her på denne klode. Da solen er et atom i makrokosmisk form, kan vi her se princippet i atomet. Solen er et livgivende center for livet på vor klode, hvilket vi selv oplever som en fysisk kendsgerning.
      Hvor meget liv, der er på de andre planeter, er en sag for sig, men liv er der, fordi al bevægelse er udtryk for liv. I skabelsen eller forvandlingen på de forskellige kloder er der forskellige livsformer, der jo ikke behøver at være den samme livsform som her på jorden. Det afhænger af, om de fysiske betingelser på de andre kloder er af samme slags. De kan være længere tilbage i udvikling end jordkloden, og de kan være længere fremme. Det er ikke noget, der forandrer princippet.
      For at livet kan eksistere på det materielle plan, må der være et center, fra hvilket energierne kan bringes ind fra det åndelige plan. Dette center for tankeenergi i form af en sol eller et atom kan sende bevidsthedsenergi ind på det materielle plan og holde det i live. Igennem solen får vi altså ikke blot fysisk solskin og varme, men igennem solen kommer der også en umådelig mængde elektriske kræfter og kosmiske stråler, som er bevidsthedsenergi eller tankeenergi. Det er disse energier, som ligger bag ved de fysiske udfoldelser, som former tingene, som ligger bag planerne, og som har betinget, at vi har fået den form, vi har.
      Solen er en umådelig kraftkilde med gigantiske kræfter. Der er en vældig virksomhed på solen med atomsprængninger. Atomer sprænges og opbygges igen og igen i et vældigt kredsløb.
      Fra jorden kan vi se solpletter, der er så store, at der med lethed kan forsvinde 2-3 jordkloder ned i en sådan plet – så gigantisk stor er solen. Det ser ud som om solpletterne er sorte, men det er de i virkeligheden ikke. Det skyldes, at der omkring solen ligger en vældigt lysende atmosfære, og når de elektriske storme slår hul på denne atmosfære, ser de underliggende lag ud, som om de var mørke i forhold til det ydre lysende lag. Sådanne storme eller voldsomme kraftudløsninger virker med det samme ind på jorden.
      I solpletterne og solens lysende atmosfære er der voldsomme elektriske storme. Solen udsender et væld af elektriske og andre kræfter og holder derved et vist område af universet i live, det vil sige planeterne i dens system. De uroligheder, der i form af elektriske og magnetiske storme kan mærkes på jorden, viser, at der går kræfter igennem verdensrummet. Sådanne storme udløses tit, og disse elektriske kræfter, der i virkeligheden er udtryk for tankekraft, kan registreres på jorden. De er med til at udløse vulkanske kræfter, der således ikke altid skyldes presset fra jordens glødende indre. Der er ganske vist et vældigt pres nedefra, men uroen kommer ofte fra elektriske udladninger, der er udtryk for makrokosmiske tankekræfter.
      Det, vi ser som nordlys, skyldes en udløsning af mere rolige eller normale kræfter. Ved begge poler forekommer et sådant polarlys. Det er meget ejendommeligt at se polarlyset, når det fuldstændigt ser ud som et tæppe med de skønneste farver. Men det viser, at jorden er omgivet af vældige elektriske kræfter, som udløses fra solen. Imellem solen og jorden er der altså en forbindelse, som ligger hinsides den synlige verden. Af og til kommer disse elektriske kræfter til syne ved særlige udløsninger, men normalt er de ikke synlige, når de går igennem verdensrummet. Verdensrummet er altså opladet af vældige magnetiske baner, igennem hvilke kræfterne udløses.
      Det er nødvendigt, at vi får klarhed over dette, for det giver os en viden om vor egen situation. I solsystemet ser vi blot en organisme i forstørret målestok, hvor vi ser spillet imellem atomet og dets elektroner i makrokosmisk tilstand. Det er kun til for at give liv og ikke for noget som helst andet. At vi nede i atomverdenen ikke kan se det med vore fysiske sanser, forandrer ikke princippet. Menneskene vokser frem til med deres kosmiske indsigt at kunne se livet i de elektriske kræfter imellem atomet og elektronerne; det er bevidsthedskraft ligesom imellem solen og planeterne. Således er verdensaltet altså besjælet, og derfor er det rigtigt, når der i Bibelen står, at Guds ånd svævede over vandene. Guds ånd er jo Guds bevidsthed, der svævede over vandene, og vandene er jo udtryk for partiklerne, solene og mælkevejene. På samme måde svæver vor ånd eller bevidsthed i tomrummet imellem atomerne i vor organisme.
 
Kursusforedrag 5-1, 01.12.1955