45.2  Forsynet viser os på nattehimmelen, hvordan atomverdenen ser ud, og når menneskene er blevet udviklede nok, vil de kunne forstå det. De er så nået frem til at få den intellektuelle begavelse, tænkeevnen, således at de ikke som dyrene er bundet til at leve automatisk og kun tænke på føden og på at sørge for afkommet. Menneskene har også deres parringstilstand og det at skulle skaffe føden, men samtidig vokser der en helt ny verden frem. Det er ikke en ydre verden, men det er noget, den ydre verden aflejrer inde i deres bevidsthed. Den skaber mentalitet og tænkeevne, og menneskene begynder at få en indre verden, der er et spejlbillede af den ydre verden. Denne tænkeevne er begyndelsen til at kunne sanse i hele universet.
      Det er ikke meningen, at man skal rejse i den højere verden. Der rejser man ikke, der tænker man. Det vil altså sige, at man der kan tænke sig til selv de fjerneste ting. Her på det materielle plan vil der kun være bølgelængder, således at man kan tænke sig ind i det og opleve det. Man må begynde med at tænke sig ens egen organisme forstørret op, således at den er i samme format som den stjernehimmel, vi har over os. Hvis vi tænkte os en menneskelig organisme forstørret op i det format, ville vi ikke mere se den som en menneskelig organisme, men derimod som et system af lysende partikler, altså som et mælkevejssystem. Vi ville se en ny stjernehimmel, men ikke de figurer og stjernebilleder, vi kender fra vor egen nattehimmel. Vi ville se nogle andre figurer fra en anden verden, nemlig fra vor egen mikroverden. Den svarer til den store makroverden derude, og den danner et særligt system, som vi på symbolet ser som en menneskelig figur. Dette billede af vor organisme er ikke beregnet på at være et kunstnerisk fotografi, det er et symbol. Det er ikke min mission at lave finere, naturelle gengivelser, det er min mission at lave symboler, der kan udtrykke principperne. På symbolet er partiklerne måske mere fortættede end i de systemer, man ser ude i verdensrummet, men princippet er det samme. Videnskaben vil også kunne bekræfte, at når man tænker sig kroppen så vældig gigantisk, vil man ikke se den som et menneske, men som en atomverden med partikler i et stort tomrum, ligesom der imellem stjernerne og systemerne ude i verdensrummet er vældige tomrum.
      Når alt blot er fysiske partikler, hvor er så det, der tænker, oplever og styrer det hele, det, der deler det op i denne facon og danner det til et menneske? Ifølge mine analyser består de forskellige systemer: lungesystem, hjertesystem, mavesystem osv. af de forskellige grundenergiområder. Det er ikke blot baseret på fantasi, men på en virkelig, rigtig sanseoplevelse. Vi kan ikke se det med øjnene, men med vor tanke og intellektuelle evner kan vi forstørre menneskelegemet så vældigt op, at det fremtræder i atomtilstand. Alle andre faste ting, dyr og planter ville jo også fremtræde i atomtilstand, og vi ville se konturerne af disse tilstande i denne verden.
      Så vil man måske sige: "Jamen hvorfor ligger figuren vandret?" – Jo, i dette område har det ikke noget at sige, hvad der er op og ned. Det, der er op og ned for os, er ikke altid op og ned ude i verdensrummet. I verdensrummet afgør man selv, hvad der er op og ned. Man vil måske også sige: "Hvorfor kan man ikke se nogen bevægelse? Menneskene bevæger sig da, de ligger ikke sådan stille." – Men vi skal huske på, at når vi forstørrer den menneskelige organisme op i dette format, så har vi jo også forstørret både rum og tid. Vore jordliv er blevet så formindskede, at vi ikke ville kunne opleve, at figuren bevægede sin arm. Blot armen bevægedes op til hovedet, måtte vi nede i vort format opleve tusinder af liv for at kunne se det. I ét liv ville vi ikke kunne se nogen bevægelse. Ude i verdensrummet ser vi derfor heller ikke selv de mest fantastisk hurtige bevægelser; for os ser det ud, som om det står stille. Når menneskets organisme er forstørret op og skal ses i dette store format, vil de samme love gøre sig gældende. Men det, vi skal se, er ikke bevægelserne, det er den indre struktur.
      Vi ser nu, at hele verdensaltet udgøres af sådanne stjernesystemer. At atomverdenen er mikroskopisk for os, er kun et perspektivforhold. Sådan må det nødvendigvis være, for perspektivprincippet omfatter alting helt nede fra den mindste tilstand og helt op til det uendeligt store. Men hvad kan man nu uddrage af det? Jo, ligesom der findes figurer oppe i makrokosmos, findes der også figurer nede i mikrokosmos: hjertesystemer, lunger, nyrer osv. Alting vil danne konturer og systemer. Vi ser et verdensalt fyldt af systemer, fyldt af mælkeveje, og vi får her i det små forklaringen på, hvad det er, vi ser i det store, og oppe i det store begynder vi at kunne se, at det er det samme som i det små. Vi er altså kommet til at se, at nede i det små er der tale om levende væsener, og vi ved, at der er et mellemkosmos, hvor vi ikke ser det som partikler og tomrum, men som levende, arbejdende organismer, som vandrende, tænkende, handlende, levende væsener. Jamen så må der oppe i det store kosmos også være tale om levende væsener, og derved kommer vi gådens løsning meget nærmere.
      Det, vi således har iagttaget, er den fysiske materie, og det er den, der er vist på symbolet. Vi kender til mineralriget, planteriget og dyreriget, hvor jorden med de med ufærdige mennesker befinder sig. Mineralriget er den laveste form for liv. Der er bevægelse og forandring i mineralriget, og selvom det foregår langsomt, vil selv klipper forvitre, og selv de fasteste stoffer vil opløses med tiden. Vi ser, at der opstår et planterige på jorden, og at planterne udvikler sig til at blive væsener, hvor man ikke kan kende forskel på, om det er dyr eller planter. De bliver mere fremskredne og bliver til dyr, og dyrene vokser frem til at blive til mennesker. Det ved vi også. – Men det, vi ser herfra, er jo stjernesystemer. De består af atomer. Vi ser det forstørret op, vi ser det i mikrokosmos, men der er jo mere til. Der er noget, der oplever ved hjælp af denne organisme, der er noget, der oplever ved hjælp af disse figurer i verdensrummet. Hvor er dette noget henne? Det er ikke tilgængeligt for sansning. Det danner tomrum. Det, vi kan se, er den materielle verden. Men tomrummet består også af materie, det er blot en åndelig materie. Den danner de åndelige verdener, ligesom den fysiske materie danner de materielle verdener. Men nu ved vi, at det materielle består af levende væsener, som har et jeg, der er bag ved disse atomer.
      Ude i makrokosmos ser vi atomer i form af sole, stjernesystemer osv. komme frem, først som varme, så bliver de til gaståger, og gastågerne fortætter sig og bliver til glødende ildoceaner. Disse ildoceaner indeholder stoffer, som er de samme overalt i verdensaltet, stoffer, som efterhånden kan omdanne sig og udløse sig i forskellige sole, planeter osv. Dernæst udvikler det vegetabilske og animalske liv sig, en proces, som vi jo kender fra det materielle plan. Livet kommer altså fra solen, det kommer fra lyspartiklerne i verdensrummet; der kommer livet frem.
      Engang var denne klode på det fysiske plan ikke længere fremme end en glødende ildmasse, men nu er den nået til en afkølet tilstand, hvor vi kan leve på den. Alting er kommet gradvist, men det kom altså fra det psykiske plan, det kom fra tomrummet. Porten ind til den materielle verden er altså soltilstanden eller ildtilstanden. Nede i vor organisme har vi disse sole eller atomer, der er samme slags kraftcentre som vores sol. Hvad er det, der sker? Der sker det, at den psykiske energi udvikles, den koncentrerer sig frem og kommer igennem atomet og ind på det materielle plan, ligesom det sker igennem solene i makrokosmos.
      Men denne verden er ikke alt, hvad der er til, der er noget udenfor. Dette noget er det, der er stilhed, det, der oplever bevægelserne, det, der er bag ved lyspartiklerne, atomerne og solsystemerne. Det er altså jegerne i de levende væseners organismer. Der eksisterer intet levende væsen, uden at det står over for et makrokosmos. Væsenerne er inde i en større organisme, som også har et jeg. Intet levende væsen kan lave noget, uden at der må være en forbindelse imellem dets eget jeg og dette makrovæsens jeg.
      En snedker, en smed eller en maler kan ikke lave noget uden at have materialer til det. Materialerne er ikke noget, de har medfødt, det er ikke noget, der er i organismen. De skal have materialet udefra, men hvordan er det blevet til? Jo, det er fremkommet ved et større jeg, nemlig jeget bag ved den store organisme, som vi lever i – jordens organisme. Den leverer materialer til sine mikrovæsener, akkurat som vi leverer materiale til vore mikrovæsener inde i os. Således bliver der altså et samarbejde. Organismerne, den materielle bevægelse, energifunktionen finder altså sted i form af en reaktion mellem vort eget jeg og naturens jeg. Der, hvor de stråler møder hinanden, opstår vor organisme, opstår vor manifestationsevne, vor tænkeevne, vor evne til at opleve.
 
Kursusforedrag 7-2, 02.02.1956