Væsenet befinder sig dagligt i den brændende sorte ilds smertefulde og dødbringende flammer i de øjeblikke, han ikke ser sig i stand til at få tilegnet sig det narkotiske stof, som er ved på narkomanens dødsbrand. Han er i den situation, at han i virkeligheden sætter hele sin bevidsthed, hele sit fysiske liv i gang for at holde den ham selv åndeligt fortærende ild i gang. Han er sin egen forfærdelige bøddel samtidig med, at han er en stor gene for sine nærmeste og sine omgivelser. Dette er i virkeligheden livets helvede i renkultur. Det instrument, der er på vej til at udvikle det sansesæt, hvormed de skal se Gud og blive til mennesket i Guds billede, ødelægger de selv. Kan mennesket i højere grad være sin egen største fjende? – Hvad er en død i krigen, en læsion på den materielle fysiske organisme i forhold til denne narkomani eller den sorte ilds brændende flammer i væsenets forstand, i væsenets begavelse, i væsenets masser af andre igennem flere liv – ja måske i visse tilfælde til genistadiet – udviklede menneskelige talenter? – Vi er her ved livets største afsporing. Her er gudesønnen sunket så langt ned under det normale livsstadium, som et væsen overhovedet kan komme. Men Gud er også med sin søn i mørket. Han er absolut ikke dømt til nogen evig fortabelse. Han er overvåget af Guds evige ånd, skønt han selv har valgt at vandre ad de afsporede dødens veje. Og Gud har her ladet ham nå til vejs ende. Der ville mangle noget i at være i Guds billede, hvis sønnen ikke fik lov til at prøve at være uden Gud for der at se, hvad det vil sige at være ét med den evige og alkærlige Guddom. Et væsen, der ikke kender forskel på disse to livstilstande, er et endnu uvidende menneske og kan umuligt være mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Vi ser ham som et hjælpeløst vrag, så at sige i mental forrådnelse. Vær lykkelige alle I millioner, der i dag har modstand til ikke at falde for narkotikaenes brændende ild, thi da er det en kendsgerning, at I har været igennem denne indvielsens mørke.