Det Evige Verdensbillede, bog 5
75.16   
Men der forekommer andre arter af giftstoffer, som er endnu meget mere ødelæggende. Der er f.eks. hash, der let udvikler dødstørsten til de absolut bevidsthedsødelæggende narkotikastoffer opium og lignende. Disse stoffer er meget farlige, fordi de virker på selv det hos mennesket endnu meget spæde kosmiske sansesæt, der i særlig grad udgøres af det endnu meget spæde intuitionsområde, som de pågældende væsener endnu kun har i en meget uudviklet tilstand. Det er dette kosmiske intuitionssansesæt, der er menneskenes nu kommende primære bevidsthedsområde, vel at mærke når de får dobbeltpolethed og alkærlighed. Da menneskene nu med poludviklingen og deres ukærlighed eller krigstilstand på så at sige alle områder netop er inde i en indvielsestilstand, der med sin lidelsestilstand og mørke skæbnedannelse skal aflaste eller udrense menneskeheden fra deres dyriske tendenser og gøre dem til virkelige fremragende humane mennesker, vil det altså sige, at menneskeheden befinder sig i fødselsveerne til en helt ny livsepoke, i hvilken de dyriske tendenser helt vil forsvinde, ligesom den opståede humanitet vil give menneskeheden en helt anden livstilstand med kosmisk viden og kulminerende intelligens og humanitet og den heraf følgende guddommelige højere levestandard, hvor humanitet og kosmisk bevidsthed vil være i en stærk vækst.
      Da denne livs- og verdensepoke således ikke skal bæres af kold materialistisk intelligens og følelse, som tilfældet er i dag, men derimod af en voksende alkærlighed og intuition, er det ikke så mærkeligt, at de nye kosmiske verdensimpulser fra dette århundrede har drejet menneskeheden ind i udlevelsen af alt det dyriske, der endnu er tilbage i dem, for at de med denne frigørelse fra dyrerigets krigs- og djævleterræner med krigs- og gangstervælde, diktaturlammende regeringer, politiske jalousier og magtsyge over andre stater og folk, får lov til at udleve sig selv eller brænde sig i eget bevidsthedsfald. Men dette hører alt sammen til den ydre materielle side ved menneskenes omdannelse til humane væsener, der senere skal blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Vi skal ikke her komme nærmere ind på dette ydre område, da vi allerede i mit hovedværks fjerde kapitel har skildret det fuldkomne menneskerige på jorden eller det såkaldte bebudede himmeriges rige. Men vi føler os derimod her tilskyndet til at oplyse menneskene om den psykiske indre indvielsestilstand, de befinder sig i, og som er en livsbetingelse, for at menneskene kan få den udvikling af deres psykiske eller kosmiske begavelse, som er en livsbetingelse for at kunne leve i det fuldkomne menneskerige og for at være mennesket i Guds billede.
      Vi har allerede nævnt, hvorledes menneskene indtager materielle stoffer, der har en større eller mindre procentdel af livsfarlig psykisk kraft. Vi nævnte tobak og alkohol, der i sig selv er livsfarlige. Men vi må her nævne materielle stoffer, der har en endnu meget større procentdel af psykisk kraft eller vibration. Den er så meget desto mere farlig, eftersom den angriber den spæde kosmiske bevidsthed eller de højpsykiske evner, der skal gøre væsener til kristusvæsener eller det færdige menneske. Det er alle disse stoffer, vi kender under begrebet narkotika. Disse er alle uden undtagelse mere eller mindre ødelæggende for den spæde kosmiske bevidsthed, der allerede nu er under udvikling i menneskene. Det er den intuitive del af det kosmiske sansesæt, med hvilket væsenet vil få kosmisk bevidsthed. Men hvordan kan denne menneskenes spæde kosmiske bevidsthed udvikle sig, når menneskene i deres naivitet tror, at de ved indtagelse af de nævnte stoffer kan få højere syner, blive højere udviklet, ja faktisk kan springe over al udvikling og få kosmisk bevidsthed ved indtagelse af de livsfarlige og bevidsthedsødelæggende stoffer. Men hvor havner disse mennesker? Er der ét eneste menneske, der er blevet til et færdigt menneske, til et humant og fuldkomment menneske, der har fået psykiske evner ved at være narkoman eller specialist i indtagelse af nævnte livsødelæggende materier? – Det er rigtigt, at menneskene får mærkelige psykiske oplevelser, der både kan være lyse og mørke. Disse kan være rædselsfulde, ligesom de også kan foregøgle narkomanen indbildte behagelige tilstande. Disse understreger netop, at det er de kosmiske evner, de er i berøring med, men på en afsporet måde. Derfor må disse syner afføde både sindsforvirring og falske forestillinger om både det ene og det andet, samtidig med at de ødelægger væsenets normale ræsonneringsevne og klare forstand. Da stofferne således fører væsenernes dømmekraft ud i tåge og mørke samtidig med, at stofferne er giftige, også for de psykiske celler eller livsenheder i organismen, synker væsenet ned til at blive et vrag og må være en byrde for andre mennesker, indtil deres organisme og forstand er blevet sådant et vrag, at væsenet til sidst totalt hjælpeløst går imod unaturlig død. At komme ud af denne narkonydelse er meget vanskeligt, for den har affolket narkomanen for hans normale livsenheder i supermikrokosmos og i stedet fået dette område befolket med supermikroindivider, hvis livsbetingelser netop er narkomanens indtagelse af de narkotiske stoffer. Og denne hunger eller tørst efter de narkotiske stoffer er af en sådan kraft, at narkomaner i virkeligheden bliver i stand til at dræbe andre mennesker, hvis de derved kan få tilegnet sig det dødbringende stof, rent bortset fra at de naturligvis ikke viger tilbage fra at lyve, stjæle og bedrage, hvis de på denne måde kan få tilegnet sig stoffet. Det er denne hunger eller tørst, vi kalder den sorte ild.
Symbol af Martinus
Symbol 75
Menneskets talentkerneødelæggelse