Det mest kendte tilfælde af menneskenes indfangelse af den sorte ild er nikotingiften, som menneskene indtager i form af deres mere eller mindre stærke tobaksrygning. Den tilegnede vane kan se meget uskyldig ud. Og næsten ingen ænser den alvorlige fare, den kan afføde for rygerens organisme. Den befordres i særlig grad af menneskets flokbevidsthed. Det er endnu en meget lille procentdel af menneskene, der ikke er suggereret af flokbevidstheden. Det vil altså sige, at man har den opfattelse, at flokkens mening, som også undertiden udtrykkes som "den offentlige mening", er den rette, den må man følge. Det er kun en meget lille procentdel af menneskene, der er nået frem til den selvstændighedsfølelse, der gør, at man er fri af flokkens mening. Man har tilegnet sig en højere dømmekraft end den, flokken sidder inde med. Og man tør derfor sige nej både til tobakken og spiritussen, selv om man af flokken vil blive betragtet som en særling eller som en "original" i nedsættende betydning. Den samme flokbevidsthed holder også menneskene bundne til mange andre arter af forældede og ligefrem skadelige traditioner. Flokbevidstheden er et levn fra dyrenes og de primitive menneskers epoke. Flokdannelsen var artens største beskyttelsesprincip. Væsenerne var jo alle ens, havde de samme livsbetingelser, de samme fjender at skulle bekæmpe, ja kort sagt de samme vanskeligheder at skulle overvinde, og da var det en livsbetingelse for væsenerne, at dets forsvars- og angrebsevne var samlet i medfødt flokbevidsthedsdannelse. Men det er ikke meningen, at menneskene skal blive ved med at skulle leve i og beskyttes af en flokbevidsthed. Mennesket skal ikke være et flokvæsen. Det udvikler jo i stærkere og stærkere grad sin egen individualitet, sin hjernebegavelse, sin følelsestilstand og skal med disse egenskaber ikke være en total kopi af sin næste og på denne måde stadigt være et flokvæsen. Det er rigtigt, at menneskene endnu ikke er vokset ud af flokbevidstheden. De danner flok i form af krigshære, de danner flok i form af foreninger, de danner flok i form af moder, de skal gå med de samme klæder, de samme hatte, de samme sko og have de samme huse osv. Den, der går alt for meget uden for flokken, bliver der gøet af som i en flok af vilde hunde. Hunde gør altid af det fremmede, det de ikke forstår. Og således er der også i flokken væsener, der har den profession at gø, det vil sige at nedsable ting, der ikke er anerkendt af flokken eller den offentlige mening og naturligvis slet ikke af de gøende selv. Men denne flokbevidsthed vokser alle mennesker ud af, trods hundeglam og forfølgelse og flokdumhed.
      Og det er også i høj grad flokbevidstheden, der – rent bortset fra den uudslukkelige tørst hos tobakshungrende og alkoholhungrende mennesker – fængsler menneskene til denne bevidsthedsødelæggende dødssfære. Både alkoholen og tobakken er i værste tilfælde livsfarlig eller dødbringende.