Denne sorte ild kan ikke blot føre sit offer til en hurtig nedbrydning af dets normalitet, til en tidlig og derfor unaturlig død, men den kan også efterlade væsenet som åndssvag i dets genfødelse i en ny inkarnation. Den sorte ild har jo langsomt til en vis grad ødelagt væsenets organer, hvilken ødelæggelse igen forplanter sig til de pågældende organers talentkerner i den inkarnation, hvor det kom ind under den sorte ilds magt. Da organernes funktionsevne har sæde i det pågældende væsens talentkerner i skæbneelementet i overbevidstheden, overlever de defekte talentkerner således her væsenets diskarnation og bliver medfødt i dets nye inkarnation. Og de skal altså her afføde de for disse talentkerner virksomme organer i væsenets nye organisme. Men da de er defekte, kan de jo umuligt skabe fuldkomne eller normale organer. Disse må blive defekte. I kraft af de organer i væsenets organisme, der er defekte, må væsenet fremtræde abnormt. Hvordan skal det med defekte organer kunne skabe normal livsoplevelse? Den sorte ild rammer altid de psykiske organer og er den farligste sygdom at få ind i sin organisme. Væsenet bliver altså psykisk defekt, en defekt, der altså kulminerer i åndssvaghed.