Men hvorfor ser eller oplever menneskene ikke denne guddommelige altoverstrålende herlighed i dag? – Hvorfor lever menneskene i dag i en tilværelse, der nok har nogen godhed og en begyndende alkærlighed i sig, men trods dette endnu udviser mørkets bevidsthedstendenser, der ikke kan fortolkes som hverken dyriske eller som menneskelige. De er så barbariske og pinefulde, at dyr umuligt vil kunne udvise et sådant raffinement af udspekuleret grusomhed og hævngerrighed. Det kan kun et dyr med begyndende menneskelig følelse, der endnu kun er had og intelligens, som kun kan anvendes i de rent superegoistiske og hadefulde bevidsthedsopfattelser af næsten. Et sådant væsen kan altså ikke retmæssigt udtrykkes som et dyr, da det langt overstråler dyrets begavelse i at befordre det onde. Men det kan heller ikke udtrykkes som menneske, da det er så langt borte fra at være menneske, og fra at udfolde menneskelig bevidsthed, der er humanitet og næstekærlighed, at det kun kan udtrykkes som et "djævlevæsen". Men vi skal ikke her komme nærmere ind på denne menneskets djævletilstand, der altså er rettet imod sin næste, sine omgivelser, dyr og mennesker eller kort sagt alt levende, det kan få lejlighed til at komme i berøring med. Vi må her henvise til vort hovedværk Livets Bog.
      Derimod vil vi gerne her vise en anden form for djævlebevidsthed, der er rettet imod individet selv og de mikrovæsener, som er beregnet til at skulle give væsenet evne til at have en vidunderlig sund, smuk og livskraftig fysisk organisme. Mennesket lever således ikke alene i krig udadtil imod sin næste, men det lever også i en forfærdelig invaliderende og dødbringende krig imod sine organiske mikrovæsener og er dermed i krig med sig selv. Vi har kaldt denne væsenets krig imod sig selv for "den sorte ild". Millioner af mennesker lever i dag på denne ilds slagmark som døende og rallende, hostende og harkende. De kan ikke få luft, de har defekt hjerne, er invaliderede og hjælpeløse på denne slagmark, der i reglen udtrykkes som hospitaler, sygehuse, åndssvageanstalter, nerveklinikker, sygehjem og endog straffeanstalter. Denne krig er ikke en hadets, hævnens og havesygens krig, således som krigen er udadtil imod væsenets næste. Det er mere en ild, der bliver tændt i den menneskelige organisme, gennem en umættelig hunger efter visse stoffer, der er ved til denne sorte ilds vedligeholdelse, en altødelæggende ild, der i værste tilfælde opbrænder det pågældende væsens organismes indre med en total undergang til følge, uden at væsenet ved egen hjælp er i stand til at slukke denne ild. Denne ild eller indre krig er, ligesom de udvendige krige, mennesker indbyrdes befinder sig i, både som nationer og enkelte individer, identisk med helvede. Da denne indre ild er en slags flammefortærende tilintetgørelse af væsenets organismes indre, har vi udtrykt den som "den sorte ild".