Hvis evigheden og uendeligheden ikke således på guddommelig måde var knyttet til alle de skabte ting i form af tid og rum, ville al sansning og dermed al manifestation være en total umulighed. Og uden sansning eller skabelse ville der ikke eksistere nogen som helst form for liv, ikke nogen som helst form for levende væsen og dermed heller ikke noget manifesteret verdensalt. Og uden manifestation og oplevelse ville alle de evige realiteter, såsom jeget i de levende væsener og Guddommen med de tilhørende evige kosmiske organer være i absolut stilhed. Alt ville være umanifesteret. Det i dag lysende og funklende, manifesterede legeme for den evige Guddom, vi udtrykker som verdensaltet, ville være et umanifesteret noget, og alt ville dermed være at ligne ved et evigt livløst intet. Men verdensaltet er ikke et livløst noget. En af livets største kendsgerninger er denne, at verdensaltet er en evig eksisterende organisk og legemlig struktur og redskab for en eneste eksisterende Guddoms kærlighedsmanifestation og altgennemtrængende lysvæld og livsbasis for alle eksisterende levende væsener.