Den på jorden til dato gældende, videnskabelige forskningsmetode, der i sine sluttelige analyser resulterer i "lysende materie", hvilket altså vil sige "stjernetåge", "stråler" og "bølger", er ved at gå ind i en fase, hvor den begynder at have udspillet sin rolle, idet dens ophav her er kommet til al fysisk materies yderste periferi eller grænse. Nye, forstærkede, optiske apparater vil kun forlænge synet af stjernetåge og vil derfor være ganske ude af stand til at videreføre åbenbaringen af selve livets mysterium, idet denne materiens lysende stjernehorisont er den guddommelige korrespondances sidste hendøende stråler, før den fortoner sig og bliver lig det store – intet. At forske videre ad denne vej, lader sig derfor ikke gøre, idet vi her er kommet til vejs absolutte ende eller ophør. Den viden, der her sparsomt siver frem, er som en enlig tot græs i en milevid ørken og bliver mere og mere lig – intet.
      Men da livet ikke kan eksistere uden på basis af oplevelse af ny viden, og da det samtidig i følge sin kosmiske analyse er udødeligt, bliver det her åbenlyst, at der må findes en anden vej, ad hvilken en urokkelig fortsættelse af tilegnelsen af ny viden kan finde sted eller komme til udløsning. Denne anden vej går hverken gennem teleskopet eller mikroskopet, selv om man naturligvis ikke kan frakende disse faktorer deres identitet som uundværlige, guddommelige redskaber for videnskabens førelse frem til det stadium, hvor den nævnte ny vej bliver den eneste nøgle til den fortsatte åbenbaring af løsningen på livets gåde eller dybeste hemmelighed.