Som vi er blevet kendt med, er det levende væsen evigt eksisterende. Det har aldrig nogen sinde begyndt og vil aldrig nogen sinde ophøre med at eksistere. Dets jeg og dets primære overbevidsthedsprincipper er evige, uforanderlige realiteter, ligesom den ved disse realiteter frembragte skabelses- og oplevelsesproces også er en evig uophørlig foreteelse. Resultatet af denne skabelsesproces er selve livets skabelse og oplevelse. Igennem denne evige skabelses- og oplevelsesproces bliver de levende væseners psykiske og fysiske organer og legemer til. Men ved denne nævnte skabelsesproces kan evige objekter umuligt skabes. Alle skabte objekter kan umuligt blive til uden at være begyndelse og afslutning underkastet. Og da den materie, de består af, er underkastet forvandling, idet materie ikke kan eksistere uden at være bevægelse af en eller anden art, der igen er det samme som forvandling, kan et skabt objekt ikke beholde sin form eller struktur. Denne vil uundgåeligt gå i opløsning. Og den skabte ting vil derfor få en afslutning, ligesom den fik en begyndelse. Den vil uundgåeligt ophøre. Men derved opstår det, vi kalder "tiden" og "rummet".