Med hensyn til hankøn og hunkøn er det ikke således, at et hankønsvæsen bliver ved med at være et hankønsvæsen i al evighed, ligesom et hunkønsvæsen naturligvis heller ikke i al evighed bliver ved med at være et hunkønsvæsen. I sit inderste princip er ethvert væsen dobbeltpolet. Denne tilstand er i virkeligheden væsenets primære kosmiske tilstand. Når væsenet betegnes som "enpolet", betyder det ikke, at det ikke i sig rummer begge polprincipper, men derimod at den ene pols talent er mere eller mindre latent. Hos nogle væsener er det, som tidligere forklaret, den feminine pol, der er stagneret. Og hos andre væsener er det den maskuline pol, der er stagneret. De to væsener bliver derved henholdsvis fremtrædende som et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen. Disse to principper i væsenet er underkastet en organisk funktion, der bevirker, at væsenet skiftevis fremtræder som hankønsvæsen og hunkønsvæsen. Imellem disse tilstande lever væsenet i sin primære tilstand som et dobbeltpolet væsen på det åndelige plan. Efter denne dobbeltpolede tilstand på det åndelige plan fremtræder det igen i en enpolet tilstand. Hvis det i sin enpolede tilstand før den dobbeltpolede tilstand som færdigt menneske var et maskulint væsen, vil det nu efter denne tilstand fremtræde som et feminint væsen. Og hvis det, før den dobbeltpolede tilstand som færdigt menneske, var et feminint væsen, vil det nu efter dobbeltpoletheden være et maskulint væsen. Det er igennem denne væsenets polforvandling, at lyset og mørket skabes. Det kan måske synes mærkeligt, at et maskulint væsen, hvilket altså vil sige: et hankønsvæsen, kan blive forvandlet til et feminint væsen eller et hunkønsvæsen, ligesom et hunkønsvæsen på samme måde kan blive forvandlet til et hankønsvæsen. Men her må man huske på, at begge de nævnte væsener hver især, i sin kosmiske analyse, rummer begge de to poler: den maskuline og den feminine, hvad enten de i øjeblikket fremtræder som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen. Et væsen, der i sin nuværende epoke fremtræder som hankønsvæsen, fremtræder kun i denne tilstand, fordi dets feminine pol er latent eller i sin mindste udfoldelse. Væsenet er derved ikke et maskulint væsen helt i renkultur. Det er således i henhold til dets feminine pols tilstedeværelse også, om end i en meget svag grad, et feminint væsen, selv om dets maskuline pol er den overlegent førende eller herskende i væsenets manifestation. Det samme gør sig naturligvis også gældende hos det væsen, der i sin nuværende epoke fremtræder som et hunkønsvæsen. Her er det den maskuline pol, der er latent eller i sin mindste udfoldelse, og den feminine pol, der udgør den overlegent førende eller herskende i væsenets manifestation og oplevelse af livet. Det levende væsen er således, som før nævnt, i sin inderste eller kosmiske analyse dobbeltpolet. At denne dobbeltpolethed, i den fysiske verden skiftevis kommer til udfoldelse som hovedsageligt enpolethed som hankøns- og hunkønstilstand, forandrer absolut ikke denne dets inderste analyse som dobbeltpolethed. Dobbeltpoletheden bliver således her synlig som det levende væsens primære kosmiske analyse.