9. Det evige liv i Guds stråleglorie
Den næste flerfarvede figur på symbolet opefter symboliserer de samme riger, som vi lige har berørt. Nærværende figur skal blot symbolisere hvor fint og umærkeligt Gud lader spiralkredsløbets riger vokse mildt ud af hinanden. De vokser harmonisk, blidt og umærkeligt ud af hinanden som en gren vokser ud af stammen på et træ. I denne guddommelige skabelses- og livsoplevelsesproces lever menneskene deres daglige liv med deres begær, lyster og laster og mærker ikke denne Guds hårfine omskabelse af dem selv fra djævlemennesker til kulminerende lysvæsener i Guds evige stråleglorie, ja til guder i deres eget guldkopierede verdensalt i Guds billede efter hans lignelse.
      Figuren viser altså et afsnit af livets evige vej uden nogen som helst begyndelse og afslutning. Den er fra evighed til evighed. Den er selve det levende væsens evige liv. Den er bevægelsen, skabelsen og oplevelsen omkring det levende væsens evige faste punkt, dets jeg og overbevidsthed. Hele denne bevægelse, skabelse og oplevelse er Guds evige ånd i funktion. Denne Guds evige ånd i funktion er det samme som skabelsen og opretholdelsen af de levende væseners bevidsthed, hvilket igen er det samme som det, vi kalder livet. Livet er altså bevægelse, bevægelse er forandring, forandring er skabelse, skabelse afføder tid og rum. Livet er derfor i sig selv det samme som tid og rum. Tid og rum er således skabte ting, og skabte ting er derfor forgængelige. Derfor må al oplevelse bestå af tilblivelse og ophør. Det evige væsens eller vort jegs liv er således en tilknytning til tilblivelse og ophør og er derfor tids- og rumdimensionelt. Et menneskes organisme er f.eks. en skabt ting og er derfor begyndelse og afslutning underkastet. Da væsenet oplever en stor del af sit liv ved hjælp af sin fysiske organisme, må det nødvendigvis opleve, at dette dets liv er afhængig af denne organismes eksistenstid. Den bliver til sidst ubrugelig og væsenet befries fra den. Dets fysiske liv må derved nødvendigvis blive afbrudt indtil en ny fysisk organisme er bygget op. Det er denne så selvfølgelige og naturlige afbrydelse, der har bevirket den fejlagtige forestilling eller overtro, at det levende er dødeligt og skal forgå. Derved er begrebet "døden" og den med denne forestilling forbundne rædsel kommet ind i verden. Menneskene forstår således ikke, at deres organisme er et skabt redskab, og at den derfor ligesom alle andre skabte redskaber er forgængelig og må udskiftes. At et menneskes fysiske redskaber er forgængelige, kan slides op eller læderes, så de bliver ubrugelige, betyder jo ikke, at det pågældende menneske eller redskabets ophav dermed også er ophørt med at eksistere. Alt, hvad der findes i verden af skabte ting, absolut alt uden undtagelse, er redskaber, det være sig ikke blot de mange kendte materielle redskaber, maskiner, apparater, møbler, klæder, hus og hjem osv., men også både sol, måne og stjerner er skabte redskaber for livets opretholdelse, ligesom de animalske organer i de levende væseners organismer eller legemer er redskaber for livets opretholdelse.
      Men til hvad nytte disse redskaber, hvis ikke der var noget, der eksisterede før redskaberne blev skabte, og som netop havde brug for disse redskaber for deres oplevelse og manifestation?  – Til hvad nytte en bil, hvis ikke der var nogen til at bruge den?  – Til hvad nytte en fysisk organisme, hvis ikke der var noget, der ved hjælp af denne kunne manifestere og opleve?  – Og ser vi ikke netop, at denne organisme bliver dirigeret af et usynligt noget?  – Og har man nogen sinde set noget ved denne organisme, der ikke udgør et redskab for en eller anden nyttig funktion?  – Absolut ikke. Men når den fysiske organisme hundrede procent er et redskab, hvor er så det "noget", der dirigerer dette redskab?  – At påstå at dette noget ikke eksisterer, er det samme som at påstå, at et redskab bestemmer over sig selv. En bil skulle således bestemme over sig selv og dermed bestemme, om den vil køre eller ikke køre, en økse skulle ligeledes selv bestemme, om den vil hugge eller ikke hugge, et skib skulle på samme måde selv bestemme, hvor det vil sejle hen og lignende. En livsopfattelse, hvis yderste konsekvenser er så skrigende umulige, er en ufejlbarlig understregning af sit ophavs meget begrænsede, primitive og ufuldkomne tænkeevne. En livsopfattelse baseret på en sådan tænkeevne er en afsporing fra den absolutte virkelighed og tæller naturligvis ikke, når det drejer sig om vejen til livsmysteriets løsning. Da må man indstille sig på, at den fysiske død kun kan eksistere som et redskabs død eller undergang, men absolut ikke det levende "nogets" død, der oplevede og manifesterede sig ved hjælp af redskabet. Det virkeligt levende væsen bag den fysiske organisme eller bag et hvilket som helst andet redskab kan umuligt dø eller tilintetgøres. Men redskabets ophav, det evige noget X1, bruger således som redskab den ene fysiske organisme efter den anden for at opretholde sin fysiske manifestation og livsoplevelse og i kraft af hvilken, det i samarbejde med de øvrige kræfter i verdensaltet kan opnå at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, opnå evig livsoplevelse og manifestation.
      Og således indhyller Gud det levende væsen i sin altgennemtrængende skabevældes lysocean og fører sin evige gudesøn fra indvielse til indvielse i højere og højere spiralkredsløbs uendelighed i tid og rum i al evighed.