Det Evige Verdensbillede, bog 4
8.  Korsets tegn
At udtrykke de her nævnte to retninger for forskning, på hvilke oplevelsen af det virkelige kendskab til livets sande identitet er baseret, lader sig ikke gøre i fysisk form uden gennem to linjer, der går på tværs af hinanden. Men to linjer, der går på tværs af hinanden, er jo – "korsets tegn". Og vi har altså her den allerdybeste eksisterende analyse af dette "symbol", som gennem kristusbegivenheden blev så aktuelt for Vestens nationer. Korset er altså i virkeligheden et urokkeligt tegn på eller symbol over al sansnings fuldkommenhed. På sansningens fuldkommenhed beror jo det højeste lys i bevidstheden. Korset bliver derved fra evighed til evighed uomstødeligt lysets symbol – ganske uafhængigt af Kristus. Men da Kristi død var så betydelig, at den blev en verdensgenløsning, og således var en altoverstrålende kærlighedsmanifestation, og denne død netop blev fuldbyrdet på et kors, kom korsets tegn atter frem i lyset, kom til at opleve en renæssance. Dets identitet som "lysets symbol" blev urokkelig stadfæstet og vil tilsidst blive hædret af alle folk gennem alle tider.
Symbol af Martinus
Symbol 40
Korsets tegn