Det Evige Verdensbillede, bog 4
8. Han- og hunkønsvæsenernes polforvandling
Når væsenernes kosmiske bevidsthed degenererer i de åndelige verdener, skyldes det, at dobbeltpoletheden degenererer. Og den af væsenets seksuelle poler, der sidst udfoldede sig som den førende pol vil nu indgå i en slags hviletilstand, en latent tilstand, hvor den kun er i sin mindre grad af udfoldelse. Den pol, der i samme væsen i dets sidste enpolede tilstand var latent eller i sin mindste udfoldelse, bryder nu frem og overtager føringen i væsenets bevidsthed. Hvis det er den maskuline pol, der således overtager føringen, fremtræder væsenet som et hankønsvæsen i det nye spiralkredsløb. Hvis det var væsenets feminine pol, der var latent i dets sidste enpolede tilstand og nu bryder frem og overtager føringen af væsenets bevidsthed, bliver det i dets nye spiralkredsløb et hunkønsvæsen. Væsenet har således seksuelt set et dobbelt talent. Det kan ligeså godt fremtræde som hankønsvæsen eller som hunkønsvæsen og ligeså godt som hunkønsvæsen eller som hankønsvæsen. Men det er kun i dets enpolede tilstand, at det fremtræder som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen. Dette vil igen sige, at det hovedsageligt er i dyreriget, det er et enpolet væsen. I spiralens andre riger er det dobbeltpolet. Dette er symboliseret på symbolet foroven ved de to lange vandrette afsnit, der hver rummer et gult og et grønt felt, der henholdsvis udtrykker den feminine pol og den maskuline pol. Vi ser, at disse poler er jævnbyrdige i spiralens riger med undtagelse af dyreriget og i et lille område af planteriget. Men her har væsenet endnu næsten ingen fysisk bevidsthed. Som vi allerede har forklaret, ser vi på symbolet væsenernes enpolede felt i dyrerigets afsnit. Det nederste felt symboliserer det maskuline princips latente eller mindste udfoldelsesområde, mens det feminine princip her er det herskende. Og væsenerne her er hunkønsvæsener, men er dobbeltpolede igennem de næste spiralriger indtil det næste dyrerige. Og her er det det feminine princip i væsenerne, der er i sin mindste udfoldelsestilstand, mens det maskuline princip i væsenerne her er det førende eller herskende. Og væsenerne er således her hankønsvæsener. Disse vil så igen blive dobbeltpolede igennem de følgende kosmiske spiralriger og i det her efterfølgende dyrerige atter blive hunkønsvæsener, for atter at blive hankønsvæsener i det næste dyrerige og således fortsættende i det uendelige. Vi ser, at det samme er symboliseret i den øverste lange vandrette figur. Den viser blot at de væsener, der er hankønsvæsener, er samtidige med de væsener, der er hunkønsvæsener i samme dyrerige. I næste dyrerige vil disse hankønsvæsener blive hunkønsvæsener og de andre væsener, der er hunkønsvæsener i det nuværende dyrerige, blive hankønsvæsener og derefter atter blive hunkønsvæsener i næste spirals dyrerige og således fortsættende i det uendelige.
      Vi ser her, at et væsens seksuelle polkredsløb strækker sig over to kosmiske spiralkredsløb. I disse to kredsløbs dyreriger har væsenet således opnået at være hankønsvæsen og hunkønsvæsen og derved oplevet begge principper til fuldkommenhed. At væsenernes seksuelle kredsløb strækker sig over to spiralkredsløb er en uundgåelig betingelse for, at der samtidig kan være hankønsvæsener og hunkønsvæsener. Hvis disse ikke var samtidige, kunne befrugtning eller parringstilstanden ikke finde sted. Og dyreriget eller mørkets epoke ville være en total umulighed i det kosmiske spiralkredsløb. Og uden mørkets oplevelse ville intet som helst væsen kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og de åndelige eller kosmiske verdener i spiralkredsløbet ville ligeledes være en total umulighed. Og vi ser således her, at de evige kosmiske love igennem polprincippet eller "den højeste ild" garanterer alle eksisterende levende væsener en urokkelig vej gennem mørket til det evige lys i de højeste kosmiske alkærlighedens og salighedens verdener, der er det samme som det igennem alle tider på forskellige måder bebudede "himmeriges rige".
Symbol af Martinus
Symbol 35
Polprincippets kosmiske kredsløb