Men denne styrelse af væsenets udvikling og befordring fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys, fra djævlemenneske til kristus- eller gudemenneske kunne umuligt finde sted, hvis ikke væsenet på en helt anden måde havde en virkelig håndgribelig forbindelse med Guddommen eller den absolutte allerhøjeste lys- eller bevidsthedskraft. Og denne væsenets direkte håndgribelige forbindelse med den fra Guddommen udstrålende tilpassede livs- eller bevidsthedskraft er "den højeste ild" i parringsakten. Denne kraft eller ild afføder netop i væsenet en allerhøjeste glædesbefordrende og livsstimulerende lysoplevelse og er samtidig en regulerende hunger- og mættelsesbefordrende faktor i nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt. De levende, ufærdige væsener, dyr og ufærdige mennesker, er således i håndgribelig og urokkelig forbindelse med Gud. Men denne forbindelses virkelige analyse kender det ufærdige menneske kun som det seksuelle princip, der også udtrykkes under begrebet "kønsdriften". Da dette princip har fulgt væsenet igennem hele dets udvikling nede fra plantetilværelsen og frem til det begyndende menneskestadium og her er blevet til en næsten ligeså dagligdags ting, som dette at spise og drikke, skænker de ufærdige mennesker ikke denne ophøjede guddommelige foreteelse nogen særlig ophøjet og for dette altbetydende princip værdig tanke. At udstrålingen fra dette princip eller parringsakten er Guds ånds lys, der kommer til kulminationsudløsning gensidigt mellem parterne i parringsakten, har det ufærdige menneske som nævnt ikke nogen særlig anelse om. Ja, man har endog i nidkær falsk hellighed opfattet og ligefrem forfulgt denne guddommelige akt mellem retmæssige partnere som syndig, hvis ikke man dermed tilsigtede at sætte børn i verden. Men denne uvidenhed og overtro med hensyn til det seksuelle princip er nu i opløsning og vil blive fjernet fra menneskene i den nu begyndende ny verdenskultur. Og menneskene vil i denne ny kultur komme til at opdage, at det guddommelige lys, de mere eller mindre således ringeagter, er intet mindre end den evige Guddoms hellige ånd, som hidtil har ført mennesket og dyret gennem livet og som skal blive ved med at være det førende lys for mennesket i dets passage igennem livets mørkeepoke og frem til den modenhed i sansning, der sætter væsenet i stand til i vågen fysisk dagsbevidsthed at opleve sig selv som fremtrædende i Guds "billede efter hans lignelse". Da er væsenet blevet bevidst i den højeste ild som en sammensmeltning med Guddommens eget strålevæld af den allerhøjeste behagsfornemmelse og salighed. Det, der før var en lille afmålt flamme i dyreriget, er her blevet til et altoverstrålende lysvæld, der kan komme til gensidig udløsning i ethvert møde med ens næste. Og væsenet oplever således her "himmeriges rige" i absolut renkultur.