7. Hvorfor bevidstheden og organismen bliver gammel og skrøbelig
Som vi ser på polprincippernes figurer foroven på symbolet, er væsenernes primære tilstand i virkeligheden dobbeltpolede, eftersom enpolethedsfeltet, som vist på symbolet, kun udgør en sjettedel af hele det kosmiske spiralkredsløb. Enpoletheden eksisterer jo kun, for at mørket kan skabes. Den er ikke skabt for at skulle være den færdige bevidsthedstilstand, men for at væsenet igennem den kunne udvikles til at forstå, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og derved få den bevidsthed, der er Guds billede efter hans lignelse, altså en bevidsthedstilstand, der er i absolut total harmoni med Guds primære bevidsthed. Enpoletheden og dermed mørkets skabelse er så at sige kun en kortvarig fornyelsesproces af væsenets livsoplevelses- og manifestationsevne. Den kosmiske bevidsthedstilstand er jo noget, der skabes. Den er ikke et evigt uforanderligt noget således som væsenets jeg. Var den det, kunne den umuligt være bevidsthed. Hvis ikke bevidstheden var en foranderlig ting, ville der ikke eksistere noget levende væsen i verdensaltet, ja der ville overhovedet ikke eksistere noget verdensalt. Bevidstheden er det samme som oplevelse og skabelse af manifestation. Men dette betyder igen bevægelse, forandring og jongleren med materien. Resultatet heraf udgør altså det levende væsens livsoplevelse og manifestation eller skabelse. Bevidstheden er således et produkt af skabelse. Men et produkt af skabelse kan kun eksistere som tids- og rumdimensionelt. Dette vil igen sige, at det kun kan eksistere i tid og rum – ikke i uendelighed og evighed. En skabt ting, ligegyldigt hvilken, er således absolut begyndelse og afslutning underkastet. Og derfor vil en kosmisk bevidsthed også, således som vi i tidligere analyser har belyst, være forgængelig. Vi ser, at det samme er tilfældet med et væsens fysiske bevidsthed. Den er også skabt, vokser frem til en kulmination og degenererer derefter. Og vi udtrykker denne degenererede bevidsthedstilstand som alderdom. Ser vi ikke netop en mere eller mindre degenereret bevidsthed hos de meget gamle, 95-årige eller 100-årige mennesker. Hvorfor er disse menneskers bevidsthed så degenereret, at de næsten kan være som børn. Hvor er den klare fysiske bevidsthed henne, de havde i deres ungdom og manddom?  – Hvorfor bliver deres organisme ligeledes gammel og skrøbelig og væsenet tilsvarende hjælpeløst?  – Det er loven for skabte ting, der her har gjort sig gældende. Ingen som helst kan skabe noget, som er permanent eller urokkeligt evigt. Al skabelse hører således ind under tids- og rumdimensionelle love, fordi ingen skabelse kan eksistere uden at være forandring underkastet og dermed bundet til begrænsning i rum og tid.
      Da væsenernes kosmiske bevidsthed er begyndelse og afslutning underkastet og således er forgængelig, må væsenets kosmiske bevidsthed skabes påny. Og det er denne skabelsesproces, der finder sted igennem væsenets passage fra salighedsriget igennem mineralriget, planteriget og frem til dyreriget. I dette rige oplever det altså dette mørke eller den kontrast til lyset eller kosmisk bevidsthed, uden hvilken denne bevidsthedstilstand umuligt kunne opnås. Når væsenet har nået denne kosmiske bevidsthed, der kun kan bæres af dets dobbeltpolethed, har det altså nået den tilstand, der er dets primære kosmiske liv. I dette liv fremtræder det altså i sin totale fulde udfoldelse som "ét med Gud". Det er her blevet det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Med denne fornyelse af bevidstheden kan væsenets evige jeg således i al evighed, kun med de korte afbrydelser i enpolethedens eller mørkets domæne, blive ved med at forny sin kosmiske bevidsthed og således holde den vedlige frem igennem en uendelig kæde af højere og højere spiralkredsløb.  – Tænk hvilken guddommelig tilværelse der således er beskåret det levende væsen i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos. I sandhed, verdensaltets grundtone er kærlighed.