At væsenerne igennem parringsakten oplever Gud som en så nær og håndgribelig virkelighed, er ukendt for de ufærdige væsener selv. At behags- eller salighedsfornemmelsen i parringsakten er en stråle fra Guds evige ånd, kommer væsenerne først til forståelse af, efterhånden som de udvikles og får intuitionsevne. Denne evne bliver kun udviklet i forhold til væsenets udvikling af humanitet eller kærlighed. Og denne evne igen bliver først udviklet alt eftersom væsenerne får udlevet deres mørke karma eller lidelsesskæbne. Derfor må væsenerne indtil da føres ved hjælp af verdensgenløsningens repræsentanter, profeter og verdensgenløsere, som almenheden i sin kosmisk uudviklede tilstand er prædestinerede til at opfatte som åndelige autoriteter, og hvis åndelige eller moralske vejledning de derfor tror på og tager til følge. Det forhold til Gud, der her blev skabt og opretholdt, var således ikke et håndgribeligt forhold. Selv om væsenet var stærkt troende, var dets forhold til Gud ikke baseret på selvoplevelse eller kendsgerninger. Det var kun baseret på en tillært viden, der igen var baseret på andre væseners oplevelse eller opfattelse af Gud. Gud var ikke her en kendsgerning for væsenet, således som det senere vil blive, når det bliver færdigudviklet og får kosmisk bevidsthed. Men det var en surrogatviden, der kunne føre individet, sålænge det ikke selv bevidsthedsmæssigt kunne opleve Gud i den sande klare virkelighed, synlig for vågen dagsbevidsthed som kulminerende logik og alkærlighed.