Det er rigtigt, at de levende væsener således må gennemgå mørket for derved at få evne til selvoplevelse af kundskab, skønhed, kærlighed og salighed. Men intet som helst væsen er i denne mørkeoplevelse overladt til sig selv alene. Det er ledsaget af Guds lysende ånd. Den er hele tiden til stede og ved indbyggede særlige organer i det levende væsens organisme, giver den det lejlighed til midt i mørket, midt i ragnarok eller helvede rent håndgribeligt at opleve en lysstråle fra Guds evige ånds lysocean eller kærlighedsvæld. Det er denne guddommelige stråle fra Guds evige lysocean, der er væsenernes højeste ledende og styrende kraft i deres primitive tilstand og oplevelse af mørket. Mørket vil igen her sige det samme som dyreriget og det ufærdige menneskes område i det samme rige. Her oplever de ufærdige væsener glimtvis livets allerhøjeste behags- eller vellystfornemmelse i form af "den højeste ild" i parringsakten. Denne den højeste behags- eller salighedsfornemmelse i parringsakten er, som tidligere udtrykt i analyserne af nærværende værk, selve Guds lysende ånd, som væsenerne her i håndgribelig virkelighed oplever igennem deres særlige organer for denne oplevelse. Disse organer er, som også før udtrykt, væsenernes kønsorganer.