Da den almindelige, videnskabelige forskningsmetode kun er indstillet på – materie, kan den overalt kun komme til materie, hvilket igen vil sige, at materien overalt kun viser sig som – stof, som materiale, men fremtræder derimod ikke som – liv. Men en forskningsmetode, der overalt kun resulterer i "stof", kan kun vise verden som – livløs. At se verden som stjernetåge, som stråler og bølger, som vand, luft, hav og himmel, som mælkeveje, som stjerner, sole og planeter er at se en død verden, en livløs realitet, det er at se mørket i stedet for lyset, det er at tro på og tilbede døden i stedet for livet, det er at kende en bogs papirværdi, dens fysiske vægt og mål, dens farve og pris uden at kunne læse dens tekst eller have nogen anelse om dens litteraturværdi eller åndelige indhold.
      Den materialistiske videnskab står med "livets bog" i hænderne, hvilket i dette tilfælde naturligvis ikke skal betyde det af mig skrevne værk, men derimod den daglige tilværelse med alle dens detaljer og oplevelser, uden dog at kunne forklare eller læse dens virkelige indhold: udødelighed. Den samme videnskab ser liv og bevægelse overalt, men dens forskningsresultater er ikke desto mindre kun – stof, er materie, er atter og atter ting, der kan vejes og måles, er ting, der fremtræder i gram, vibration og styrke. Men at eje facitter, der kun udtrykker grader i mål, vægt og bevægelse, giver ingen viden om det virkelige og absolutte liv og dermed heller ingen beviser for den absolutte, evige tilværelse, der er alle levende væseners højeste privilegium, thi livet kan ikke veje noget. Det er til stede i lette såvel som i tunge væsener, pulserer i små såvel som i store individer.