Medens jorden således er for nær inde på individet til at kunne fysisk "overses", er de andre stjerner i realiteten så "langt borte", at de svinder ind og kun bliver til små, lysende punkter, der for det fysiske syn helt fortoner sig over i det usynlige. Og det kun fysisk materielt indstillede individ befinder sig atter her kun på – teoretisk grund. Men dette forhindrer dog ikke, at der alligevel findes en adgang til rent praktisk at opleve det realistiske, det væsentlige på de mindste og største stjerner, både på dem, der er i vor nærhed, og dem, der er os fjernest i universet, både dem, der som kæmpesole kaster deres stråler tusinder og atter tusinder af lysår gennem rummet ind imod os, og dem, der som små elektroner baner sig vej gennem materiens dyb, og hvis skin er med til at skabe lyset i vor skrivebordslampe såvel som blodets sus i vore årer. Der eksisterer altså en sansemetode, der, når individet bliver tilstrækkelig udviklet, giver det adgang til en på virkelig selvoplevelse baseret, absolut viden om fremmede verdener, stjerner og sole såvel som om detaljerne i atomer, elektroner, molekyler osv. Og det er denne oplevelsesform, der er den absolut eneste, gennem hvilken materiens identitet som tankeenergi eller bevidsthed og universets dybeste analyse eller identitet som "levende væsen" eller kort sagt den eneste oplevelsesform, gennem hvilken verdensaltets største åbenbaring den evige Guddom og vor egen identitet som udødelige gudesønner, kan komme til syne. Da denne oplevelsesform således er den allerhøjeste og mest fundamentale i al tilværelse, har jeg udtrykt den som "Guds korrespondance"; men i realiteten udgør den det samme som det, der i Bibelen betegnes som "den hellige ånd".