Gennem polorganerne reguleres disse grundenergier således, at væsenets bevidsthed og manifestation bliver inddelt i to store livsområder for manifestation og oplevelse af livet. Disse to livsområder udgør det, vi kalder mørket og lyset. Disse to områder er livsbetingende for hinanden. Eksisterede mørket ikke, eksisterede lyset heller ikke. Disse to områder oplever det levende væsen i form af et evigt fortsættende liv. Igennem mørkeepoken får det evnen til at opleve lyset og bliver derved til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. I lysepoken oplever det livets allerhøjeste form for højintellektualitet og kulminerende alkærlighed og salighed. Efterhånden bliver væsenet mættet af denne høje lysoplevelse og degenererer derved atter ned til at hungre efter mørketilværelsen og den fysiske verden. Efter oplevelsen af mørket bliver det atter til mennesket i Guds billede efter hans lignelse og således fortsættende.