Det Evige Verdensbillede, bog 4
27. Ligeledes viser den øverste punkterede linje forbindelsen til det tredje store trin, der er hjemstedet for den vegetariske fødes område af det rene frugtkød, altså den højeste og mest guddommelige føde, der findes. Dette er symboliseret ved den helt lysegule sol på dette trin, der samtidigt symboliserer det rigtige eller færdige menneskerige. Fordøjelse af det rene frugtkød er ligeledes symboliseret ved det lysegule felt på symbolet over livsenheden eller væsenet, der er symboliseret oppe i symbolets venstre hjørne.
      Vi ser således her, hvorledes væsenerne forvandles fra rovdyrstadiet til det færdige drabsfri menneske i Guds billede efter hans lignelse. Symbolet over livsenheden oppe i hjørnet viser os hvilken kolossal forskel, der forekommer i menneskets kostmetode, når det nyder den vegetariske føde, og når det nyder den animalske føde. Da de animalske livsenheder må dræbes ved den animalske fødes optagelse som næring i et levende væsens organisme, kan det ikke frakendes, at den animalske føde gør sine nydere eller spisere til mordere eller dræbere. At denne kost derfor absolut kun kan være for de mest primitive og uudviklede væsener i livet og ikke for mennesket, der aspirerer til at blive i Guds billede efter hans lignelse, ved netop at udvikle sig til at elske sin næste, som det elsker sig selv, er her en åbenlys kendsgerning. Men det kan heller ikke frakendes, at de tre kostområder hver for sig er en livsbetingelse i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Hvordan skulle væsenerne få kendskab til den allerhøjeste visdom og alkærlighed, hvis de ikke netop fik oplevet til fuldkommenhed alkærlighedens og visdommens kontraster?  – Hvordan skulle de kunne komme til at opleve dette guddommelige højeste lys, hvis de ikke fik adgang til at vandre i og gennemleve mørket?  – Og hvordan skulle menneskene kunne komme til at opleve mørket og derved komme til at kende lyset, hvis ikke de i form af nydelsen af kundskabens træ, hvilket altså vil sige: det daglige livs oplevelser af ondt og godt, blev indviet i, hvad der er ondt, og hvad der er godt, og dermed blev eksperter i kendskabet til alkærligheden og dens indhold af den højeste visdom?  – Hvordan skulle de ellers blive ét med Gud og være hans udtrykte billede eller altoverstrålende manifestation. Vejen til lyset er kærligheden til næsten, og alt i Guds skabelsesplan stemmer således med det evige ord: "Alt er såre godt".
Symbol af Martinus
Symbol 38
Mennesket og animalsk og vegetabilsk føde