22. Symbol nr. 34 symboliserer parringsaktens samarbejdende store principper. De to store runde figurer med de yderste brede orangefarvede felter skal udtrykke de levende væsener i deres fremtrædende poltilstand som hankønsvæsen og hunkønsvæsen. Den udgør den organiske struktur, de må fremtræde i, for at den totalt fuldkomne parringsakt kan finde sted. Figuren til venstre symboliserer hankønsvæsenet, der befordres af det maskuline princip, mens figuren til højre symboliserer hunkønsvæsenet, der befordres af det feminine princip. Orangefarven i de to figurer skal her kun udtrykke, at de to væsener endnu er ufærdige enpolede væsener og endnu mere eller mindre er behersket af tyngdeenergi i væremåden. Vi må her huske på, at parringsaktens virkelige udfoldelseszone er dyreriget i renkultur, men det strækker sig jo langt frem i de ufærdige menneskers udviklingsområde. Symbolet udtrykker nærmest denne zones væsener, hvilket ses på de på symbolet udtrykte andre grundenergier, især følelses- og intelligensenergiens noget fremtrædende udfoldelsestilstand. (Følelse gul farve og intelligens grøn farve). Hos dyret i renkultur forekommer de højeste grundenergier ikke i en så fremtrædende udfoldelse, som hos det i udvikling fremskredne modne menneske, som symbolet her er udtryk for. Den hvide trekant og det violette felt i midten af de to figurer skal henholdsvis symbolisere de to væseners jeg og overbevidsthed. Det runde gule felt er, som før nævnt, væsenets følelsesfelt, som her vises i den forstørrede målestok, som dette har under en forelskelsesproces, og som i virkeligheden kun gælder objektet for forelskelsen, ægtemagen eller parringspartneren og afkommet.  – Det runde grønne felt udtrykker som før nævnt væsenets intelligens.  – Det blå felt udtrykker væsenets intuition, ligesom det næste felt, lyst indigofarvet, udtrykker dets hukommelse.  – De store gule stråler, der udgår fra de to væsener, skal symbolisere, at de befinder sig i en parringsakt.
      Den runde figur foroven symboliserer et diskarneret væsen, der lever i hukommelses- eller salighedsriget, derfor indigofarvet. Den hvide trekant og det violette felt udtrykker også her væsenets jeg og overbevidsthed. Det røde felt er væsenets instinktenergi. Når denne energi i modsætning til de øvrige grundenergier er fremført i dens røde farve, mens de andre energier i væsenet er fremført i salighedsrigets farver, skyldes det, at med væsenets modning til genfødslen på det fysiske plan begynder instinktenergien at vågne. Den er fundamentet i automatikken bag talentkernerne i fosterdannelsen og i den videre kropslige funktion. Det gulgrå felt omkring salighedsvæsenet symboliserer den af salighedsvæsenets og de fysiske væseners parringsaura blandede atmosfære, som bevirker salighedsvæsenets forbindelse eller kontakt med fosterskabelsen i moderlivet.
      Imellem de to parringsvæsener på symbolet forekommer en halvvejs stråleformet korsfigur.  – Den skal symbolisere parringsaktens kulmination. Ud fra denne figurs udstråling udgår en indigofarvet, trådlignende figur, der går op om salighedsvæsenet foroven og forbinder dette med parringsaktens hunkønsvæsen og besjæler eller besætter fostermaterialet i moderlivet. Og hermed begynder skabelsen af en ny fysisk organisme, der efterhånden bliver det heri inkarnerede væsens fysiske redskab for en ny livsepoke i fysisk manifestation og oplevelse af livet.
      Vi har her set, hvor guddommelig reinkarnations- eller genfødselsprincippets love og principper er. Også her ser vi, at kærlighedsprincippet er universets grundtone. Vi har set, at selv midt i dyreriget hvor væsenernes livsbetingelse er at dræbe for at leve, og hvor der absolut ingen næstekærlighed eksisterer, er genfødslen beskyttet i kraft af en kunstig kærlighedsakt og de to skytsengles eller forældres beskyttelsestrang overfor afkommet eller det fysisk genfødte åndelige væsen, der blev ét med deres kød og blod. Dette kærlige genfødselsprincip er også gældende for løver, tigre og andre rovdyr såvel som for mennesker i mørket eller på djævlestadiet. Guds kærligheds ånd baner således vej. Kun menneskenes egen ufærdige tilstand gør undertiden denne Guds vej mere eller mindre ufarbar og besværlig for dem selv. Men Guds almagt vil sejre. Alle skal uundgåeligt blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse og således blive til et væsen, der er til ære for den evige Fader.