Når det ufærdige væsens diskarnerede ånd skal genfødes i et permanent fysisk legeme, kan det, som vi i det foranstående har set, kun ske ved to fysiske væseners medvirken. Det er rigtigt, at der forekommer et materialisations- og dematerialisationsprincip, ved hvilket et væsen kan materialisere sig midlertidigt, eller for en kort stund, i et sådant materialiseret fysisk legeme og åbenbare sig på det fysiske plan, men et sådant legeme har ikke noget med det gældende reinkarnationsprincip at gøre. Det har ikke kapacitet til at kunne anvendes i den robuste manifestation og væremåde, som det ufærdige menneskes fysiske liv udgør. Først når mennesket er færdigudviklet og blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, vil materialisations- og dematerialisationsprincippet afløse det ufærdige menneskes nuværende fødsels- og dødsproces. I sin ufærdige tilstand er det fysiske væsen underkastet det almenkendte fødsels- og dødsprincip, der er fundamentet for reinkarnationsprincippet eller væsenernes skiftende fysiske og åndelige tilværelser.
      Når et diskarneret væsen skal fødes i den fysiske verden, kan dette som før nævnt ikke ske uden i kraft af to enpolede fysiske væsener af modsat køn. Vi har set, at der ved disse to væseners parringsakt skabes en fysisk forberedelse for et diskarneret væsens fysiske inkarnation, som det er ganske ude af stand til selv at kunne foretage, da det jo befinder sig i en åndelig tilstand, hvor det er udelukket fra enhver jongleren med fysisk materie. Derfor må det forbinde sig med to væseners fysiske parringsakt, hvis salighedsudstråling det kan komme på bølgelængde med, netop fordi det selv er et salighedsvæsen. Det er således parringsaktens udstråling af salighedsenergi og skabelsen af det fysiske befrugtningsmateriale: sædcellen og ægcellen, der udgør det første begyndelsesmateriale til en organismeskabelse, som det åndelige væsen umuligt selv kunne præstere. Men i kraft af den salighedsenergi, nævnte skabelse fra parringsvæsenerne er indhyllet i, kan det åndelige væsen med sin salighedsenergi forbinde sig med parringsvæsenernes salighedsenergi og gå i kontakt med den. Idet det åndelige væsens salighedsenergi er blevet ét med parringsvæsenernes salighedsenergi, får det medindflydelse på den ved sæd- og ægcellens kombination begyndende fosterdannelse i moderlivet. Fra det øjeblik sædcellen og ægcellen går i kontakt eller forbindelse med hinanden i moderlivet, bliver det diskarnerede væsens medindflydelse til en total besjæling af denne begyndende fosterdannelse. Det er hermed fra dette øjeblik inkarneret i dette lille begyndende foster, der dermed er blevet et begyndende fysisk legeme for dets ånd. Dets medindflydelse i forbindelse med de i fosteret virkende arvesæt fra de to parringsvæsener fører nu fosteret frem til den modenhed, der kvalificerer det til at kunne forlade moderlivet og således fortsætte udviklingen kropsligt frigjort af hunkønsvæsenets organisme. Her begynder det i fosteret nu inkarnerede åndelige væsen at kunne opleve den fysiske verden om end meget svagt og uden at forstå, hvad det er, det oplever. Menneskets og de højere udviklede dyrs afkom er ganske hjælpeløse en vis tid efter fødslen. Men normalt bliver dette hjælpeløse afkom beskyttet og hjulpet til føde af de to parringsvæsener, vi udtrykker som dets "forældre". Og normalt under denne beskyttelse vokser afkommets organisme, som det diskarnerede væsen nu er inkarneret i, frem til det voksne stadium, hvor den nu beherskes helt af væsenets egne talenter eller arveanlæg fra en tidligere fysisk tilværelse. Arveanlæggene fra forældrene, som det igennem salighedsauraen blev forbundet med igennem sæd- og ægcellen, har forlængst udspillet deres rolle som igangsættere af væsenets fysiske foster- og organismedannelse. De er nu kun som rudimenter sammensmeltet med det i organismen inkarnerede åndelige væsens egne arveanlæg og talenter, der nu ligger helt til grund for dets fysiske fremtræden, begavelse, moral og væremåde.
      De i parringsvæsenernes sæd- og ægcelle indeholdte talentkerner blev altså for det åndelige eller diskarnerede væsen det tilpassede fysiske materiale, som det i kraft af dets salighedsaura og parringsvæsenernes tilsvarende salighedsaura kunne besætte eller inkarnere i, og den fysiske fosterdannelse eller den videre skabelse kunne tage sin begyndelse. Uden denne guddommelige anordning med parringsvæsenernes frembringelse af det fysiske begyndermateriale for den diskarnerede ånd, ville enhver form for et åndeligt væsens genfødsel i en fysisk organisme være en total umulighed. Det ufærdige åndelige væsen kan ikke manifestere fysisk skabelse sålænge det ikke har noget fysisk legeme. Hvordan skulle det kunne gå til? Et diskarneret væsen kan jo ikke skabe fysiske sæd- og ægceller, der uundgåeligt udgør det skabte fysiske begyndermateriale til skabelsen af en fysisk organisme, og uden hvilket materiale den umuligt kunne blive til.