Gennem tiden og rummet svæver jorden altså som en lille stjerne. Dens kurs i evigheden er som før nævnt rettet mod den evige Fader, verdens centrum, alle tings faste punkt. Den har harmoni og kærlighed til mål. Den nærmer sig den virkelige lykkes land mere og mere. Dette må nødvendigvis bevirke, at dens åndelige atmosfære må blive påvirket deraf. Denne påvirkning giver sig da også til kende som den i Livets Bog omtalte "lyse udstråling fra dette guddommelige skabeprincip". Og for ca. to tusinde måleenheder eller nytår siden fik jorden i sin kosmiske fart de første svage lysskær fra et forklaret land i sigte. Disse lysskær, der fra det fjerne kastede sin glans ind over det jordiske "himmelskib" i form af tre store verdensreligioner: buddhisme, kristendom og islam, blev det nævnte fartøjs største oplysende momenter og fundamentale varsler om et forjættet land forude. De blev synlige beviser for jordens fart mod verdens centrum, mod kulturens og civilisationens ophav, mod kilden til al harmoni, lykke og kærlighed. De nævnte religioner var således en forklaret zones yderste forposter, de synlige kendemærker for jordens tiltagende kurs ind imod lysets rige, mod solenes sol.