Ved den almindeligt gældende, fysiske sansemetode er individet afhængig af tiden og rummet eller et fast, fysisk perspektiv, som det ikke på nogen særlig realistisk måde kan komme uden om. Dette faste perspektiv bevirker således, at nogle genstande f.eks. kan være "for nær ved", således at den behørige afstand, af hvilken et overblik over disse betinges, for forskeren ikke er til stede. Dette er f.eks. tilfældet med jorden, der er det jordiske menneskes "nærmeste" stjerne. I det fysiske sanseperspektiv er den alt for nær på, dens enkelte detaljer alt for store og undertiden i stand til helt at udfylde sansehorisonten. Det jordiske menneske har ingen adgang til på almindelig fysisk sansemåde at få jorden på en sådan afstand, at et derpå hvilende fundamentalt og praktisk overblik over den kan blive oplevet. Det må nøjes med et – teoretisk.