Under den lange udviklingsproces har væsenet gennemgået tre slags ernæringsformer. Som plantelivsform har det gennemgået en safternæring fra jorden igennem sine rødder og en sol- eller lysernæring igennem sine blade. Og herfra har det udviklet sig videre til, som kødædende plante, at begynde at kunne ernære sig ved animalsk føde. Det udvikler sig til her at kunne fange insekter og med sin hertil udviklede organisme at kunne tage næring til sig af disse. Herfra udvikler det sig videre frem til dyrets stadium og må her i en vis periode leve af planteføde og i en anden periode leve af animalsk føde. Vi udtrykker henholdsvis disse to væsensarter som "planteædende dyr" og "kødædende dyr". Dette, at væsenet kommer til at gennemgå disse to ernæringsformer, er baseret på en skæbneregulering fra en tidligere udviklingsepoke og ligeledes som en nødvendighed i denne væsenets dyriske, dræbende epoke. Det betyder altså kun, at de planteædende dyr senere vil komme ind i en kødædende tilstand, mens de kødædende dyr senere vil komme ind i en vegetabilsk ernæringstilstand. Disse to ernæringsepoker udlignes eller færdiggøres i den del af dyreriget, hvor væsenerne udgør de ufærdige mennesker.