At der er en højere magt til end menneskenes, en magt bag naturens store udfoldelser, er ikke en indbildning eller noget tilfældigt påfund eller påhit. Denne mentale indstilling til en højere magt er en urokkelig egenskab, væsenet har dybt i sit indre, ganske uafhængigt af om det nogensinde har fået fortalt, at der eksisterer en sådan eller ikke. Ja, selv i dyrene kan man spore denne indstilling til en højere magt. Hvorfor skriger dyret, når det kommer i livsfare?  – Det kan ikke være et råb til dets egen race om hjælp, for de flygter som regel, når livsfaren er til stede. Dyrets angstskrig er altså i virkeligheden et råb til et ukendt noget om en hjælp i nøden. Dette er det første synlige tegn på, at der eksisterer en indbygget organisk struktur, der således binder det levende væsen til et ukendt noget. Dette gælder også mennesket. Hvis en meget urokkelig materialist eller gudsfornægter, der ikke vil vide noget som helst af, at der skulle eksistere en gud, kommer i en meget svær livsfarlig nød eller pine, vil denne bønnens organiske struktur gå i funktion, og den gudløse begynder at råbe på Gud, måske endog begynder at bede. Hvorfor gør han det, han som før af hele sit sind har fornægtet Gud?  – Hvorfor opstår denne situation hos gudsfornægteren, hver gang denne kommer i en alvorlig hjælpeløs situation? Er det ikke netop fordi, at Gud kan ikke absolut eller virkeligt udelukkes af væsenets bevidsthed? Derfor skriger dyret, og mennesket søger at bede.