Hvorfor fremtræder det levende væsen som enpolet?  – Når væsenet fremtræder som enpolet, skyldes det dette, at uden oplevelsen af enpolethedens epoker, ville dets mentalitets- og bevidsthedsskabelse være en total umulighed. Væsenernes skiftevise oplevelse af enpolethedens epoker er den absolutte betingelse for deres eksistens som levende væsener. Igennem enpolethedens epoker får væsenerne fornyet eller genopbygget deres degenererede kosmiske bevidsthed, som de fik opbygget og gennemlevet i deres tidligere spiralkredsløb. Og fra dette spiralkredsløbs salighedsriges mineralområde udvikler de nævnte væsener sig nu igennem det nuværende spiralkredsløbs planterige og dyrerige, hvortil de nuværende ufærdige mennesker mere eller mindre hører. Herfra udvikler de sig nu frem til at blive til færdige mennesker med en ny kosmisk bevidsthed, hvorved de fremtræder i Guds billede efter hans lignelse. Hvad betyder enpoletheden i væsenernes primitive dyriske tilværelse?  – Enpoletheden er en tilstand i væsenet, der automatisk skaber en længsel, et begær efter lys. Væsenerne fornemmer dette begær efter lys som en livsbetingende sult, der stimulerer dem til at søge dens mættelse. Denne stimulans er en forstærkning af væsenets urbegær og bringer væsenet til manifestation og skabelse. Det er denne sult, hunger eller længsel, der hos det ufærdige menneske kendes som dets dragning imod et væsen af det modsatte køn. Det maskuline væsen drages altså imod et feminint væsen, ligesom det feminine væsen drages imod et maskulint væsen. Når disse to væsener af modsat køn således søger hinanden, er det fordi, de kun kan få denne deres kønslige eller seksuelle sult tilfredsstillet igennem den akt, de udløser med hinanden, vi kender som parringsakten. Vi har i denne sult og mættelse den primære struktur, i kraft af hvilken væsenerne føres igennem dyreriget og frem til det færdigt udviklede menneskes tilstand. Men hvordan skulle det gå til, hvis ikke væsenerne var enpolede, hvilket altså vil sige: var fremtrædende som hankøns- og hunkønsvæsener, så de begge blev afhængige af hinanden for at få deres seksuelle sult, altså længslen efter den kulminerende behags- eller vellystfornemmelse som de på normal måde kun kan få igennem deres parringsakt med hinanden, tilfredsstillet?
      Oplevelsen af denne store behags- eller vellystfølelse er jo intet mindre end lyset fra Guds ånd i en for de fysiske væsener tilpasset form. Men da de endnu ikke havde kosmisk bevidsthed, kunne de jo kun opfatte denne deres guddommelige oplevelse som en rent fysisk proces. Denne Guds ånd skabte således ved en organisk proces en kunstig kærlighedsoplevelse, vi allerede har beskrevet under begrebet "forelskelse". Denne forelskelse skabte i sit normale forløb en gensidig sympati i parringsvæsenerne for hinanden og ligeledes en kærlighed til deres afkom. Og denne parringsproces var det eneste lys, den eneste virkelige sympatioplevelse i væsenernes udviklingszone i dyreriget, hvor alle væsener så at sige var i krig med alle. Livsbetingelserne var jo her dette, at væsenerne måtte dræbe for at leve. Midt i denne krigens og dødens verden var manifestationen af Guds ånd i form af parringskærligheden således en fredens helligdom indenfor de to parringsvæseners og deres afkoms område. Denne hunger eller længsel efter lyset i form af parringsakten og dermed efter sympatien fra et væsen af modsat køn blev livets fundament for væsenernes førelse igennem dyreriget og frem igennem de ufærdige menneskers dyriske kulmination eller djævlebevidsthedstilstand og videre frem til at blive til mennesket i Guds billede. Her blev oplevelsen af Guds hellige ånd i et helt andet format af lysvæld end det, væsenerne kunne få gennem parringsakten. Vi skal ikke her dvæle mere ved dette emne, men kun henvise til tredje bind af nærværende værk, i hvilket dette er udførligt beskrevet. Her skal vi blot i selve symbolforklaringen gøre lidt nærmere rede for, hvad det er, der bevirker, at væsenet skiftevis fremtræder som hankøn og hunkøn i spiralkredsløbene.