Når et åndeligt væsen således kan overgå fra en åndelig tilværelse til en fysisk tilværelse, skyldes det, at det åndelige eller diskarnerede væsen er udstyret med et fra sit tidligere fysiske liv nedarvet talentkernesæt for opbygning af en fysisk organisme. Men disse talentkerner kan jo kun komme til udfoldelse eller udvikling ved at komme i kontakt med den herfor passende fysiske materie, som de jo skal bygges op af. Og denne fysiske materie forekommer ikke på det åndelige plan. Men vi ser her, hvor guddommeligt der igennem den normale fysiske parringsakt er banet vej for det diskarnerede væsen til at overgå fra det åndelige plan til manifestation og livsoplevelse på det fysiske plan. Når parringsakten således kan blive det udløsende moment for et åndeligt væsens inkarnation i fysisk materie og dermed til fysisk manifestation og livsoplevelse på det materielle plan, skyldes det den guddommelige lyse aura, den normale parringsakt mellem to enpolede væsener af modsat køn udløser. Det er denne aura, der fornemmes som den kulminerende vellyst- eller behagsfornemmelse af parringsparterne under parringsakten. Den udgør den allerhøjeste livskraft og er, som tidligere beskrevet, intet mindre end Guds hellige ånd. Denne aura er altså af åndelig natur og har en særlig bølgelængde for hvert enkelt væsen og kommer normalt kun til kulminationsudløsning under parringsakten. Denne salighedsfornemmelse kan også i nogen grad komme til udløsning under den enlige kønsakt, vi udtrykker som "onani", men denne akt har intet som helst med reinkarnations- eller genfødselsprincippet at gøre. Den udløses som regel med en "tænkt partner" af modsat køn og i andre tilfælde med et væsen af eget køn. Dette skyldes væsenets polforvandling og ægteskabstalentets degeneration i samme væsen.
      Når den normale parringsakt mellem to væsener af modsat køn foregår, udløses den guddommelige førnævnte aura, hvis åndelige natur er lig den aura, som de diskarnerede væsener i salighedsriget udstråler. Salighedsriget er jo det plan, hvor de diskarnerede væsener modnes til at genfødes på det fysiske plan. Under den normale parringsakt mellem to væsener af modsat køn udstråler de som nævnt en åndelig aura eller salighedsenergi, der bevirker, at de under aktens kulmination ubevidst kommer på bølgelængde med den salighedsenergi, som de diskarnerede væsener, der er modne til genfødelse på det fysiske plan, udstråler. Hvert diskarneret væsens aura udstråles fra dets talentkernesæt for fysisk skabelse, der med nævnte modenhed begynder at vågne. Da væsenernes talentkernesæt ikke er lige langt fremskreden i udvikling, er deres salighedsudstråling eller aura tilsvarende forskellige. Da de fysiske parringsvæseners talentkernesæt også er forskellige, er deres salighedsudstråling under parringsakten også forskellige. Når et diskarneret væsen er modent for at skulle inkarnere i fysisk materie, bliver det tiltrukket af to fysiske væseners normale parringsakt, hvis salighedsudstråling er på samme bølgelængde som dets egen salighedsudstråling. Og igennem denne kontakt imellem de to parringsvæseners salighedsenergi og det diskarnerede væsens salighedsenergi sker den proces, der hedder "undfangelse".