Efter den forannævnte instinktets eller troens epoke, som nu er stærkt degenererende hos menneskene, er de derfor i en overvældende grad blevet materialister eller gudløse. Selv om de også kalder sig "kristne" og tror, de er fri af det såkaldte "hedenskab", er de på vej ind i en livsepoke, indenfor hvilken de vil blive udviklet til virkelig kristendom i dens rene uforfalskede form som det evige lys fra Jesu mund. Ethvert menneske vil dermed gå i Verdensgenløserens fodspor og selv blive ét med vejen, sandheden og livet.  – Men hvordan vil menneskeheden kunne påføres en så stor mentalitetsændring som den, der skal til, for at mennesket kan blive til det totalt fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse?  – Hvad er det da, der skal ændres i menneskenes væremåde, for at de kan blive fuldkomne?  – Menneskene skal befries fra de dyriske anlæg eller djævlebevidsthedsanlæggene, som er med til at beherske deres daglige væremåde.
      Idet karmaloven således betinger, at ens skæbne eller livsoplevelse kun kan opstå af virkningerne af de manifestationer eller skabelser, vi selv frembringer og absolut ikke af noget som helst andet, vil det altså betyde, at intet som helst væsen er i stand til at gøre uret eller til at lide uret. Man er selv den absolutte årsag til alt, hvad man overhovedet kan komme til at opleve af andre væseners væremåde overfor os, ligegyldigt om denne væremåde er god eller ond. Mørket er altså en belæring. Det er rigtigt, at mørket kulminerer i lidelse, men lidelsen er ikke nogen "straf" for "synder", men udgør derimod ene og alene virkningerne af væsenets, på grund af uvidenhed, fejlagtige væremåde. Da had skaber had, og kærlighed skaber kærlighed, kan væsenet aldrig nogen sinde skabe fred eller kærlighed med had eller med dette had få nogen som helst krig til at høre op. Men her er den guddommelige skabeproces så fuldkommen i sin struktur, at den, som vi allerede ved, lader lidelserne afføde den humane evne, den evne der efterhånden betinger, at man ikke kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd. Det er denne evne, der befordrer næstekærligheden eller alkærligheden. Med denne evnes vækst bliver væsenet tilsidst et kulminerende kærlighedsvæsen. Men samtidig med denne evnes udvikling i væsenet vokser dets intuitionsevne, altså evnen til at opleve kosmisk og dermed evnen til at opleve livsmysteriets løsning, hvilket vil sige: den evige Guddom og dennes altgennemtrængende ånd eller lysvæld og de levende væseners udødelighed. Og således opstår det levende væsen af mørket og bliver her ét med det evige lys i Guds altgennemtrængende strålevæld.